Planter og alt det andet "værk",
der interesserer mig

Anmeldelse: Speak No Evil

Imponerende dansk horrorfilm illustrerer ubehagelige menneskelige dilemmaer 

 

Speak No Evil (2022), der fik biografpremiere d. 17. marts, er en af de mest hypede danske film længe. Den vælter sig i både topkarakter af anmeldelserne og samtidig råd om, at man bør lade være med at se den, da den sætter sig i en og ikke vil give slip.

 

 

I Speak No Evil følger vi det danske par Bjørn og Louise og deres datter Agnes. På en ferie i Italien lærer de et hollandsk par Patrick og Karin og deres søn Abel at kende. Patrick og Karin virker charmerende, glade og fulde af liv, og det tiltaler det danske par, hvor særligt Bjørn føler sig lidt flad i det danske villa, vovse og volvo-hamsterhjul. Da de efterfølgende hjemme i Danmark modtager en invitation til at besøge det hollandske par i deres hjem på landet med alt hvad det indebærer af natur, gode middage og vin, ender de med at springe ud i det og tage af sted. Hvad er det værste, der kan ske?

 

Besøget starter godt med en glædelig modtagelse, men landlig idyl bliver hurtig til akavethed, mystik og grænseoverskridelser. Louise får hele tiden serveret kød, selvom hun er vegetar, Agnes skal sove på samme værelse som Abel, der ikke kan tale, men til gengæld stirre olmt, og Bjørn oplever sig på én gang truet og løftet i sin maskulinitet af Patricks umiddelbare bryskhed. Vi følger den langsomme, ubehagelige udvikling i relationen mellem de to par. Hvor går grænsen mellem høflighed og accept af forskellighed og upassende, endda uacceptabel adfærd, når man er i andres hjem? 

 

 

Instruktør Christian Tafdrup fanger til punkt og prikke den danske sans for regler, høflighed og akavethed, og der er flere kampe i gang i filmen på én gang: kampen mellem hamsterhjul og spontanitet, den rå mand og den undertrykte mand, impulser versus pligt. Alle skuespillerne i filmen, særligt Morten Burian (“Bjørn”) spiller fortrinligt og mestrer helt ned i den mindste mimik at udtrykke på én gang venlighed og utilpashed. Grænserne rykkes løbende, og som seer sidder du hele tiden og tænker: hvad havde jeg gjort? Ofte passer karakterenes handlinger med, hvad du selv ville have gjort, og filmen bliver derfor enormt realistisk. Du vil sådan ønske, det danske par siger mere tydeligt fra, og på samme tid ved du ikke, om du havde gjort det selv.

 

 

Filmen er ubehagelig, netop fordi det er et indblik i vores egne liv, som de foregår lige nu, og da handlingen bliver mere og mere ubærlig, rammer det derfor hårdere. I de sidste tyve minutter træder speederen endda helt i bund og minder om en reel gyserfilm.

Vi er vidne til den slags ubehag, vi har set i Festen (Vinterberg, 1998) eller Jagten (2012, Vinterberg) mens det udvikler sig til elementer fra den mere klassiske horrorgenre. Filmen er rå, realistisk og virkelig god.

Den lever, efter min mening, dog ikke op til 100% af den begejstring, den har mødt. Jeg har ikke tænkt på filmen efterfølgende, og graden af ubehag og uhygge har ikke rystet mig i min grundvold. Filmen er troværdig og anbefalelsesværdig, men den er ikke banebrydende.  

Speak No Evil skal helt klart ses, og jeg må klappe i hænderne af Tafdrups værk. Mine hænder er bare ikke helt så svedige og rystende som andres.

 

 

Speak No Evil går i biograferne nu.

IMDB: Speak No Evil

 

 

Mia N

 


image_print

DEL

4 reaktioner

  1. Jeg syntes den er for kedelig og har for meget Dansk dovnefilm over den, ud over dette køre den for meget ud af en lige linje. for det første overspiller skuespillerne. Den mangler også en del virkelighed over sig.
    Hollænderne er alt for flinke hvilket skulle få alarm klokkerne til at ringe ved de fleste mennesker uanset hvilken nationalitet man har. Danskerne er alt for naive så det gænser op til Dumhed og kan ikke en gang mande sig op for deres egen datter. Det er også urealistisk at det holanske par har kunne slippe afsted med deres kriminalitet så længe som der bliver lagt op til. syntes også det er mærkeligt at der ikke er nogen politi efterforskning i filmen og der ikke er nogle efterlysninger. der er også den fakta at man ikke kan have udocumenterede børn eksempelvis hvordan kan de rejse på ferie med deres søn uden at han har et pas og for han kan få et pas skal han have et fødsels certifikat.

    Derfor giver jeg den bundkarekter da den mangler handling og ikke er noget nær et virkeligt senarie.

  2. ok film, forstår også temaet, sidder helt klart og bliver irriteret over manglende sigen fra fra Bjørns side. men spørgsmålet er jo netop hvad havde man selv ville have i situationen. Som mand- vatpik – hvorfor gør han ikke noget ,og do ift. Louise. Hvis Bjørn ønsker et andet liv, så sig fra.
    Jeg forstår dog ikke afslutningen af filmen. Agnes hjem til Patrick og Karin – afklædningsscenen til sidst. har for lidt psykologisk indsigt til at gennemskue det. Men helt klart en god Tafdrup film, som de andre han har lavet.

  3. Jeg har været spændt på dine tanker om den, som den horror-entusiast du nu er! Jeg har ikke besluttet mig for, om jeg vil se den endnu, for horror-delen er jeg helt cool med, men den der overskridelse af grænser er jeg sjovt nok væsentligt mindre tilpas med. 😂

    1. Tak Miriam, jeg har også selv været mega spændt! Og jeg håbede sådan, den kunne ryste mig! 😀 Men den er stadig virkelig god, og jeg kan godt forstå, andre reagerer på den. Hvis du har det svært med virkelig trykket stemning og grænseoverskridelser, så maybe don’t!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Relaterede indlæg

Mia N

Plantenørd, bonderøv og amatørblogger

Jeg hedder Mia, er 36 år og oprindeligt nordjyde. Jeg bor nu på Nørrebro i Købehavn på femte år med mine marsvin, kreative projekter, utallige planter, og jeg elsker det. 

Her deler jeg de ting, der optager mig, og som gør mig glad: alt fra planter og oplevelser i Danmark til gyserfilm og test af virkeligt underligt slik.

Velkommen!

Mia N

jeres favoritter
Udforsk
Støt planteværk (reklamelinks)

miasplantevaerk@hotmail.com

søg på bloggen
Søg