et bondegårdsliv i storbyen

At hoppe ud af hamsterhjulet

Om angsten for forandring og om at få mere frihed ind i hverdagen

 

Jeg har altid haft tanken, at livet er kort. Måske er det, fordi jeg har oplevet tab og dermed livets flygtighed i en ung alder, måske er det bare noget, nogle føler mere end andre: at tiden går hurtigt. I går var jeg 22, i dag 34, i morgen 47 (og sikkert lige så glad for bland selv slik og Nik og Jay).

Jeg har altid haft mange interesser og dermed også mange drømme. Af karriereretninger har jeg, så længe jeg kan huske, haft tre vigtige spor: psykolog, kunstner eller journalist. Senere er der også kommet noget med dyr, plantenørd og gårdejer til, og den allervigtigste: rejser/backpacker.

Fremme på et hostel i Bangkok en sen aften efter ca. et døgns rejse. Min rygsæk er i bunken et eller andet sted. 

Jeg har været heldig og både rejst en del med min familie under min opvækst, med veninder og kærester i min ungdom og solo i mine slut 20ere og nu 30ere. Jeg opdagede hurtigt, at når jeg rejste, var jeg mere fri, end jeg var hjemme i Danmark. Jeg brugte min lyst til at guide mig hver dag, hvorimod jeg i Danmark oftere brugte regler og forventninger. Jeg længtes altid efter at rejse og mærke den frihed. Jeg længes stadig, men nu på en anden måde. Jeg har nemlig fundet min egen måde at ”få Thailand til Danmark”, som en ven engang sagde. At få friheden, naturen, den gode mad, måske endda nogle elementer fra buddhismen ind i hverdagen.

Men før jeg blev rigtig god til det, vendte jeg mit liv på hovedet. I 2016 tog jeg en beslutning om at skulle ud at rejse i lang tid, og når jeg engang vendte hjem, ville jeg flytte til den anden ende af Danmark. Jeg ville helst flytte til udlandet, men ville også kunne arbejde som psykolog, og det er ikke muligt i så mange asiatiske lande. Psykolog på Thai hedder ”Mo Ting Tong”, som betyder ”Bimmelimlæge”. Så meget forståelse er der for psykiske lidelser der. Prægtig titel dog.

Jeg opsagde mit arbejde i Aalborg, min lejlighed med udsigt over julelysene på Kennedys Plads, min hjemby og mine rutiner. Jeg flyttede kortvarigt i sommerhus, jeg opsagde alle abonnementer på streamingtjenester og andet, samlede flasker, lavede psykologiske vurderinger (en opgave, man kan få af kommunen, hvor man vurderer en borgers arbejdsevne og skånebehov), solgte teknik, tøj, alt muligt. Jeg fik på under 7 måneder sparet over 80.000kr op.

Og jeg var bange.

Gud, hvor var jeg bange, lige da jeg sad på mit tomme stuegulv i min lejlighed og havde malet og rengjort den for sidste gang. Jeg kan huske, jeg sad blandt rengøringsprodukter og tomme flyttekasser og græd. Det rungede, fordi lokalet var helt tomt. Måske kyssede jeg også dørkarmen i en melodramatisk afsked, men det skal vi ikke ind på her.

Jeg var bange for, om jeg havde truffet den rigtige beslutning, om hvad der skulle ske, hvad folk tænkte, om mine marsvin ville dø, mens jeg rejste, så jeg aldrig så dem igen. Jeg var utroligt nok ikke bange for, om jeg kunne klare mig alene i Asien, for det har jeg gjort mange gange. Jeg var heller ikke bange for at være alene. Men hvad hvis det ikke var den rigtige beslutning? Jeg havde aktivt valgt så meget, som jeg faktisk elskede, fra, fordi jeg var nødt til at gøre det for at følge en drøm.

Det var grunden til, jeg gjorde det. Jeg har, så længe jeg kan huske, ikke kunnet leve med tanken om, at jeg gerne ville noget, og jeg ikke fik det gjort. Jeg havde mere lyst til frigørelsen og rejsen, end jeg havde lyst til min hverdag. Angsten for at gå glip af noget guidede mig, hvilket er ironisk, idet den angst lige dér på lejlighedsgulvet var forvandlet til en anden angst for, hvad jeg var ved at smide væk.

Heldigvis varede den ikke ret længe. Jeg vænnede mig til at spare som en vanvittig og til at gå lange ture, hvor jeg drømte om alle de ting, jeg snart skulle opleve.

I maj 2017 tog jeg afsted med min rygsæk, først i tog mod KBH, derefter i fly mod Thailand. Jeg backpackede Thailand, Malaysia, Indonesien, Cambodia og Singapore i næsten 7 måneder, og jeg kunne have gjort det i 7 år. Jeg vendte kun hjem, fordi jeg løb tør for penge, og jeg selvfølgelig savnede mine marsvin og min familie. Alle de fantastiske oplevelser på turen kan jeg skrive om i et andet indlæg, men det er det bedste, der er sket mig.

Der var også mange ting, der gik galt og generelt er gået galt på alle mine rejser. Jeg er blevet forsøgt røvet, fået stjålet alle mine penge, kreditkort og kameraer, har måttet skælde en indisk taxichauffør meget højt ud, fordi han var ved at sætte mig af i en gyde, jeg ville døbe ”stjæl nyrer-gyden”, været nær død af denguefeber, haft diarré, solskoldninger, insektbid og sår, der ikke ville hele, så mange gange, det ikke kan tælles. Jeg har også fået en fremmed mands brugte plaster ned i hovedet, fordi han sov i øverste køjeseng og jeg i nederste, just to name a few. Alligevel opvejede oplevelsen, friheden og glæden det hele.

Mig, der træt og glad fik en vegansk burger på øen Lombok i indonesien

Mange kender både trangen til at hoppe ud af hamsterhjulet og i lige så høj grad også angsten for selvsamme. Min kollega har talt om det som en slags rest fra ”paradismyten” – at hvis vi alle lever på den rigtige måde, så vil vi en dag komme i paradis. At vi arbejder og tilpasser os, så vi en dag får belønningen. Men er den belønning pensionen? At få afbetalt sine lån? En rejse, man planlægger om 20 år? Jeg ved det ikke, men jeg ved, at for mig findes den tidshorisont ikke. Mine valg er styret af livets flygtighed, og jeg kan ikke planlægge noget i 20 år. Jeg kan måske i 7 måneder, mens en ferieopsparing vokser sig større, og jeg kan høre rigtig mange true crime podcasts.

travel, pinned, pinning

I dag elsker jeg stadig at rejse mere end noget andet, men det er ikke nødvendigt for mig, som det var tidligere, for at mærke frihed. Det, som rejserne og særligt Thailand har givet mig, kan jeg nemlig skabe herhjemme i min hverdag.

Kender du den stemme indeni dig, der siger ”det kunne være sjovt at løbe ud i havet lige nu, selvom det er november?”, og så kommer den anden stemme og siger: ”ej, du har jo ikke andre sko med, du bliver helt våd, du kommer til at fryse, hvad vil andre tænke?”, og du lytter til den sidste?

Lyt lidt mere til den første.

Den første stemme har gjort, at jeg har parasailet, skiftet hårfarve 30 gange og nu er i gang med at lære at tale Thai. Det er også den stemme, der gør, at jeg klæder mig farverigt, selvom min søster siger, jeg nogle gange ligner Elton John i min tøjstil.

Jeg mener, at en måde at få den 7 måneders backpackingrejse ind i hverdagen, uden at skulle opsige alting, er at opleve mere spontanitet. Det kan være ved at teste mad, du længe har haft lyst til, tage et kursus og lære noget nyt, gå til en aktivitet (jeg vil efter Thai gå til skydning igen), tale med fremmede mennesker, gå ture på andre ruter end vanligt, tag billeder, skriv, syng. Hvad har du lyst til?

Der var mange under min rejse, der skrev til mig, at de ville ønske, de kunne det samme, men det kunne de ikke. Jeg er selvfølgelig bevidst om mine privilegier (hvid, højtuddannet, dansk pas, ingen børn), men ellers har jeg ingen særlige evner eller på nogen måde særlig økonomi, der gjorde mit hop fra hamsterhjulet mere muligt end for alle andre. Jeg tror mere, det handlede om, at der for lige præcis mig var mere at vinde end at tabe ved at træffe valget.

En badebro på øen Koh Rong Samloen i Cambodia. Jeg er den lille røde myre.

Jeg ved, at alle mine rejser også har repræsenteret en rodløshed, men den er en del af mig, og den er jeg ret glad for. Den guider min nysgerrighed og kreativitet, og den får mig ud på mange rejser og mange hårfarver igen i fremtiden. Den er heldigvis også mindsket i en grad, hvor jeg elsker min hverdag og mit liv i København. Jeg elsker eventyrene og holder også lidt mere af den rutine, jeg selv har valgt, med alle de små øjeblikke, der kommer i Happiness Jar.

Nu har jeg lyst til at farve mit hår igen.

 

Udsigt over øen langkawi, Malaysia

 

 

Mia N

DEL

Del på facebook

6 reaktioner

  1. Tak Mia 🙂

    “Det er umuligt”, sagde Tvivlen.

    “Det er farligt”, sagde Frygten.

    “Det er unødvendigt”, sagde Fornuften.

    “Gør det alligevel”, hviskede Hjertet.

    Ukendt

  2. Hvor er det godt👌🏻 Og ikke for langt syntes jeg. Helt perfekt aften læsning🥰

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Relaterede indlæg

Fuck mine begrænsninger

Om at (nægte at) acceptere sine begrænsninger som introvert og sensitiv – måske bare som et almindeligt menneske   Hjertebanken.

Mere

Mia N

Psykolog, bonderøv og amatørblogger

Jeg hedder Mia, er 34 år og oprindeligt nordjyde fra Hjallerup og Aalborg. Jeg bor nu på Nørrebro i Købehavn på tredje år med mine to marsvin og ca. 60 planter og elsker det. Jeg er uddannet psykolog og arbejder i psykiatrien. 

Her deler jeg de ting, der optager mig, og som gør mig glad.

Mia N

jeres favoritter
Udforsk
Støt planteværk (reklamelinks)

miasplantevaerk@hotmail.com

søg på bloggen