Boganmeldelse: INSTINKT

”Britt Nørbak… imponerer… med en spændingsroman, der både er velkonstrueret, velskrevet og som skiller sig ud fra mængden”.

”Det må siges at være et godt plot…. bogen leverer et overbevisende indblik i livet i kvindeafdelingen i et lukket fængsel… ”

”… denne anmelder glæder sig til fortsættelsen”


(Nordjyske Stiftstidende)

 

Der er noget helt rigtigt i, at bogsektionen på Planteværk åbnes med en anmeldelse af en imponerende bog: Britt Nørbaks skønlitterære roman INSTINKT.

INSTINKT udkom d. 16. april fra Byens Forlag, og den er første bind i en serie, der foregår i et lukket dansk kvindefængsel, Omega Max, i Aalborg. Hovedpersonen Julie Røpke er blevet idømt 8 år for Danmarkshistoriens største smykkerøveri. Et røveri begået på Julies egen arbejdsplads, Munch Juveler og med Julies kærestes tjenestepistol. Alle tegn peger på Julie, men er det hende, der har gjort det?

Du følger Julies oplevelser i Omega max og hendes kamp med fængselsdronningen og dealeren Connie, der føler sig udfordret på sin trone. Du får indblik i Julies begyndende venskaber og fjendskaber samt hendes måde at begå sig i et utrygt, overbemandet og uforudsigeligt fængselsmiljø. Udenfor undersøger journalist Katrine Wulff sagen om Julie, og hun går kreative omveje for at finde sine svar. Katrine opsporer også Julies søster Iben, som ikke har udtalt sig under hele retssagen. Iben kæmper sin egen kamp, da hendes mand Rasmus har fået alvorlig brystkræft, og hun udover at mangle sin fængslede søster også kan komme til at miste ham.

 

REKLAME

INSTINKT er på 316 sider med 48 kapitler, som er dejligt korte. Du når aldrig at kede dig, fordi ét kapitel med én person bliver ved og ved, tværtimod. Interessen hænger ved, og du ville ønske, der lige var to sider mere.

Sproget er fænomenalt. Forfatter Britt Nørbak har udgivet mange faglitterære bøger, hvor sproget nødvendigvis har en mere konkret karakter, men hun viser i INSTINKT, at hun også mestrer det mere levende og beskrivende sprog. Som læser ser du Omega Max og de indsatte klart for dig. Jeg har svedt med de indsatte under en hedebølge og mærket stormen blæse i mit hår under orkanen.

Det er tydeligt, at INSTINKT er lavet på et stort vidensgrundlag om danske fængsler, og at Britt Nørbak har lavet meget grundig research. Der er ikke én detalje, som overses.

Der er passionerede scener i romanen, og dem ser jeg altid frem til. Jeg bliver dog ofte skuffet, fordi sproget bliver for beskrivende og tenderende til cringe (less is more, E.L. James. Less is more). Jeg kan bare sige, at jeg ikke blev skuffet i INSTINKT.

Scenerne fungerer, fordi de udvikles gradvist. Romanen er på én gang alvorlig og humoristisk. Den tegner et billede af mennesker i overlevelse, men også i deres mest ærlige og sjove øjeblikke. Det kan enten ses i de indsattes samtaler med hinanden – jeg er særligt glad for Katja, der afsoner seks år for at have tævet sin nabo til døde, fordi han dræbte hendes hund – , eller journalisten Katrine Wullfs kollega Steen Madsens dømmende tanker om måden, hun spiser en kanelsnegl på (jeg havde samme tanker).

Jeg har arbejdet med indsatte, og de har ofte en mere ”bramfri” og filterløs måde at tale med hinanden på. Det kan være chokerende, men også dejligt befriende og endda morsomt. Det fanger forfatteren, og du kan næsten få tanken, om Britt Nørbak selv har afsonet.

 

REKLAME

 

Det tog mig tid at forstå og holde af hovedpersonen, Julie. Romanens præmis er, at du som læser hele tiden er i tvivl, om Julie har begået smykkerøveriet og hvorfor – om hun er skyldig eller uskyldig. Der lægges spændende brødkrummer ud, som kan pege i begge retninger. Jeg var i tvivl, om jeg fandt Julie sympatisk og deraf kunne forstå hendes handlinger. Julies adfærd er uforudsigelig, og jeg havde indledningsvist svært ved at forstå dem. Hvad var hun drevet af?

Jeg var nødt til at læse videre for at finde svar på ovenstående, og jeg følte mig lidt som journalisten Katrine Wulff, der ville vide, hvad der foregik. Jeg forestiller mig, at denne læseroplevelse er nøje gennemtænkt af forfatteren. Jeg følte som de indsatte i Omega Max: at hver gang du tror, du kan regne noget ud, må du tro om igen.

 

Slutningen tog røven på mig, og det var en glædelig overraskelse. Jeg havde ikke regnet den ud, og dette skyldes nok netop, at jeg ofte skiftede side i forhold til Julie. Forfatter Britt Nørbak får på imponerende vis lukket de løse ender, samtidig med at hun skaber nye spændende historier i og udenfor Omega Max. Historier, som jeg vil se frem til at læse i næste roman i serien.

INSTINKT er velskrevet, spændende og – meget lig stofferne i Omega Max – afhængighedsskabende.

 

 

 

UDDRAG FRA BOGEN:

“Følelsen af kaos og eufori indenfor var for intet at regne i forhold til situationen i Omega Max’ udeanlæg. Det var som at være i en vindtunnel. Julie havde aldrig sprunget i faldskærm, men hun forestillede sig, at det var sådan her, det føltes at være i frit fald. Flertallet af de 36 kvindelige indsatte havde fundet vej ud på de grønne områder, hvor de hylede om kap med hinanden og den stærke vind. Deres løse sommertøj blafrede som løsslupne teltduge, og deres pandehår lignede små tornadoer. En gråhåret indsat fra Sektion D skreg eder og forbandelser op mod himlen, da hendes briller blæste af næsen og landede på en gren højt oppe i et halvnøgent birketræ.”

 

INSTINKT kan købes her (REKLAME):

Saxo.com 

Byens Forlag

Du kan læse mere om forfatter Britt Nørbak og hendes bøger her.

 

Pssst…. Hold øje med Planteværk, da jeg snart laver en konkurrence, hvor du kan vinde bogen.

 

Forfatteren er min søster, men det har ikke påvirket min anmeldelse. Vi er både hinandens største støtter og største konstruktive kritikere.

 

Mia N