Turist på Sjælland, frugt- og bærhøst og masser af is og gode veninder
Jeg er nu 2/3 igennem mine tre ugers sommerferie, og det er SÅ god en ferie. Jeg har selvfølgelig haft rejser til udlandet, der har været bedre på en anden måde og mere eventyrlige, men når det gælder ferie i Danmark, er den her den bedste slags.
Jeg har brugt tiden på præcis alle de ting, jeg har ønsket og savnet i den travle hverdag. Jeg har været turist på Sjælland, set veninder og lavet kreative projekter, men jeg har også slappet af, sovet uden vækkeur og set cirka 30 gyserfilm. Det vil sige, at jeg har set cirka 26 virkelig dårlige film – men jeg føler ikke engang, jeg har spildt tiden, for jeg har ferie!
Find nogen, som ser på dig, som jeg ser på kage
Mad
Jeg havde et mål om, at jeg skulle spise rigtig mange is, og jeg har spist ca. fire softice. Jeg regner med at fortsætte den stil i Nordjylland, som jeg drager mod i dag. Jeg har derudover fået lavet en del mad selv, herunder veggielasagne, squashdeller og flødeboller. Jeg har aldrig kunnet lave mad, men jeg er de sidste år blevet bedre til det. Jeg nyder den kreative proces, lidt som når jeg maler.
Jeg har været ude at spise på Wagamama og fået virkelig gode ramennudler med … silketofu? Det hed noget mærkeligt, men det smagte godt. Jeg har fået vanvittig god cheesecake på Bertels Kager på Frederiksberg. Min veninde og jeg snød systemet og delte vores kager med hinanden, så vi smagte hele 3 forskellige. Den ene bedre end den anden.
I forhold til slik har jeg stadigvæk kilovis af udenlandsk slik fra min rejsende veninde og jeg er stadig lykkelig over det! Favoritterne er helt klart Swedish Fish, Milk Duds og Candy Corn. Apropos slik, så husk min fødselsdagsskonkurrence, hvor du kan vinde slik og gavekort – jeg finder vinderen på søndag d. 22. august.
Ferievanding og høst
Jeg har vandet for min nabo og min kollega her i sommerferien, og jeg har fået lov til at høste i min kollegas have og drivhus, som førte til 4 gigantiske squash, tomater, salat, persille og solbær. Jeg har også plukket vanvittigt meget græs, mælkebøtter og vejbred til grisene. De ELSKER naturgrønt næsten mere end alt andet, og det er altid plukketiden værd, når jeg ser Lama og Bagel kæmpe om det bedste græsstrå som en vred udgave af Lady og Vagabonden.
Alle mine gratis og nyhøstede grøntsager har jeg brugt i madlavning. I øvrigt har jeg ikke smagt solbær i nok 10 år, og de er jo overdrevent gode! Hvorfor har ingen sagt noget? Har I bare holdt dem for jer selv?
Mirabelle-blommer er også klar netop nu, og jeg har fundet mange mirabelletræer på mine gåture. Første gang var jeg ikke forberedt, så jeg fyldte hele min håndtaske med dem – anden gang havde jeg poser med. Man må aldrig gå ned på udstyr.
Jeg har plukket og spist så mange, at jeg bare venter på, at min mave går i stykker.
Frederiksdal Fribad
Smukt kunstværk på Louisiana
Natur og oplevelser
Et af mine ønsker fra sommerferien var at se nye steder her på Sjælland. Jeg har været på Bakken (prol-paradis, og jeg havde SÅ meget lyst til churros, men var mæt efter softice), i Fredensborg slotshave, i Frederiksdal Fribad, på Louisiana og på Møns Klint. Jeg har også været i biografen, ude at spise, i Det Kollektive Klædeskab og på nye loppemarkeder, herunder Fælledparkens Loppemarked og Baldersgade loppemarked – begge var jeg virkelig positivt overrasket over! Begge er min konto virkelig negativt overrasket over.
Det har været nogle fantastiske oplevelser, og da min sommerferie ligger lidt sent i forhold til mange andre, har stederne ikke været overrendt med mennesker. Stor bonus for mig, der kan undgå en attraktion, hvis der er for mange mennesker, og jeg ved, jeg kommer til at stå i kø og irriteret-svede.
Særligt Fredensborg slotshave og Møns Klint skiller sig ud som noget helt fantastisk. Fredensborg slotshave som det menneskeskabte vinkelrette paradis, Møns Klint som naturens udvikling gennem tiden. I Fredensborg Slotshave sad jeg fast i en labyrint og på Møns Klint fik jeg højdeskræk og måtte gå baglæns ned ad 500 trin, fordi jeg har et dårligt knæ, men det er gode minder (og tegn på at jeg bliver ældre).
Møns Klint
Fredensborg Slotshave
Socialt
Jeg har set mine to bedste veninder, og i dag drager jeg hjem til Nordjylland, hvor jeg skal se og fejre min søsters fødselsdag. Jeg har lavet 400 flødeboller til hende, og vi går altid all in på hinandens fødselsdage.
Det har været et ønske for min ferie at få set mine tre yndlingspersoner: min søster og mine to veninder, og det har været så gode dage. Uanset hvor meget jeg elsker at være sammen med mennesker, jeg holder af, i hverdagen, så er der hele tiden det her introverte batteri, der aflades særligt meget, fordi jeg både kommer lige fra arbejde og skal på arbejde igen dagen efter. Der er bare noget afslappende ved at ses uden at skulle tænke på tiden. Med min ene veninde fik jeg endda en lur på sofaen, mens hun var her. Dét er ægte venskab!
Grisene
Jeg har for nylig fået grisene (marsvin) Balou og Lady Brumbas, og de trives virkelig. De passer lige ind, og mens jeg skriver dette, løber de rundt på mit stuegulv. Balou får regelmæssigt livskriser, hvor han stirrer ind i mørket, og Hello darkness my old friend spiller i hans hoved, og det har han lige nu. Lade sidder som en oppustet kartoffel i et papkassehus. Alle mine fire grise har det rigtig godt, og de nyder godt af min høst fra altanen af både persille, basilikum og salat. Mit hjemmegroede kål kan rende dem.
Bagel og Lama
Alene-tid
Det allervigtigste, og i nogles øjne måske det mest kedelige, er, at jeg i ferien får slappet af og ladet op. For mig er det, hvor jeg sover, læser, laver kreative ting og ser film. Jeg kan egentligt lave det meste, også tage på roadtrips og eventyr, men jeg skal være alene. Jeg er for nylig begyndt at male igen og kan slet ikke få nok. Det har resulteret i, at der er maling på ca. alt mit tøj, da jeg ikke er god til at tage skiftetøj på. Derudover kan følgere på Instagram måske huske, at også Lady Brumba e har haft blå og lilla highlights i en periode. Det taler vi ikke om.
Jeg har fået en lur hver eneste dag og læst en bog, hørt mange podcasts og siddet ude på min altan i regnvejr.
Planter
På plantefronten går det hovedsageligt godt, selvom flere af mine planter været lidt genstridige. Jeg har døjet med rust, spindemider og trips. På den glædelige front har jeg fået nye skud på alle mine sjældne planter, og jeg nærstuderer dem hver dag.
Philodendron Gloriosum
Anthurium Magnificum Verde
Jeg har købt tre nye planter til samlingen. Den ene er en Philodendron Golden Violin fra Holland, en Philodendron Moonlight fra Grønne Hjem Ballerup og en Alocasia Black Velvet, som jeg allerede har en af.
Ift. mine udendørsplanter kan jeg hver dag plukke røde tomater og indimellem peberfrugter og agurker på altanen. Jeg har i år er helt klart sat mine planter ud for tidligt, hvor der stadig var let frost om natten, og det har bremset væksten på mange af dem og gjort planterne til “nåe skrawl”. Mine grøntsager er derfor kommet sent, og jeg tror snart, tomatvæksten stopper. Det gør dog ingen forskel i forhold til, hvor skønt det er at sidde ude på altanen en sommer (regn)-dag. Også selvom min ene nabo har verdens mest gennemborende, nasale, vestegnsstemme, som synes at blive ved for evigt.
Resten af ferien
I dag kører jeg mod Nordjylland, da jeg skal til min søde nieces konfirmation. Min søster har også fødselsdag, og vi gør altid meget ud af at fejre hinanden. Jeg skal i morgen på uddannelse (2 årig uddannelse for at blive Specialist i Psykoterapi), men det er online, så jeg kan have nattøj på imens. Selv med kameraet tændt. De er vant til det.
Ugen står ellers på sociale aftaler. Mange, der bor langt væk hjemmefra, kender nok til, at det kan være svært at finde balancen i at være hjemme og slappe af, og på samme tid gerne at ville se familie og venner, når man endelig er der. Den næste uge bliver lige lovlig presset for mig, der normalt bliver presset af én aftale om ugen, men jeg er forberedt på det. Det er derfor, jeg har brugt de to første uger i KBH (hovedsageligt) alene.
Bjerre Strand Badelaug, Humlebæk
Gule Mirabeller
Jeg glæder mig til at se alle de søde mennesker og til at fejre min niece. Jeg skal som vanligt bo i min fars sommerhus på Vestkysten, som jeg elsker. Jeg sover ikke bedre noget sted i verden end i sommerhuset der oppe. Der er så utrolig stille til forskel fra Nørrebrogade, og luften er mere frisk (læs; mindre forurenet og mindre fyldt med stress og bandeord).
Jeg skal gå min vanlige tur igennem skoven og klitterne, og jeg skal samle havtorn. En af dagene vil jeg ind til min hjemby Aalborg og gå en tur, og den tur kunne tilfældigvis godt være forbi café Penny Lane efter en bedstemorbolle.
Jeg håber, at I alle har en dejlig sommer og får spist lige så mange, hvis ikke flere is end mig.
Nu vil jeg drage mod Nordjylland i voldsom regn. Det bliver en lang 4 timers køretur.
Mia N
2 reaktioner
Dejlig update med stort og småt (og pæn kage, med pæn dame til)🥰.
Rigtig god tur til det nordjyske – håber den byder på lidt gedin Aalborg dialekt i gadebilledet, ekstra fyld i Pennybollen og solskin i vestenvinden.
Tusind tak, søde A/K! Jeg nyder det så meget. Har fået pennybollen i dag, solskin og dialekt. I morgen vil jeg ind til dejlige Aalborg 🙂