Forspiring af grøntsager: trin for trin

Foråret er her, og sommeren nærmer sig endelig (skriver jeg, mens jeg kigger ud af mit vindue på grå skyer og regn), og tiden er inde til forspiring af grøntsager til din have, altan eller vindueskarm.

Du kan sagtens købe alle grøntsager færdigspirede og klar til udplantning, men du kan også let gøre det hele selv – billigere og hyggeligere. Har du fx en cherrytomat i dit køleskab, som smager godt, så gem nogle af frøene og brug dem til at lave dine egne planter.

Hvis man ikke har gjort det før, kan forspiring lyde mere krævende, end det er. I realiteten tager det 2-5 minutter at lave en forspiringsbakke klar med en masse kommende grøntsager.

 

DU SKAL BRUGE:

En solrig plads. Det er alfa omega ift. forspiring. Hvis du er så heldig at have et drivhus eller væksthus, så er det oplagt. Ellers er en solrig vindueskarm også perfekt. Hvis du ikke har naturligt godt lys i dit hjem, så kan du anskaffe dig et vækstlys. Du kan læse om de vækstlys, jeg bruger i mit blogindlæg om IKEA planteskab.

Tip: hvis du som mig ikke har en have, men i stedet en altan eller bare en vindueskarm, så er et lille væksthus optimalt. Altanliv.dk har et, som jeg godt gad have fingrene i.  Rabatkoden ALIV10 giver 10% rabat på alle varer (undtagen læsejl), som ikke i forvejen er nedsat.

Direkte link til væksthus (reklame)

 

Frø. Du kan enten købe diverse frø, eller du kan lave dem selv. Har du en favorittomat? Tag et par frø fra tomaten, læg dem på køkkenrulle over natten, og så kan de plantes. De letteste planter at forspire er tomat. Jeg forspirer tomat, agurk, squash, peberfrugt, chili og grønkål.

Reklame: Hvis du vil købe frøene, kan du se nærmere på Blomsterverden.dk. Jeg vil fx anbefale San Marzano-tomaten, som smager sødt og godt, og skoleagurker. Skoleagurker vokser fint på min altan, og jeg har haft mere held med dem end med almindelige agurker. 

Potter/såbakker. Du kan købe såbakker eller fiberpotter til din forspiring, men du kan faktisk bruge næsten hvad som helst. Tupperware, bakker fra take away,  en halv mælkekarton. Det er dog bedst for frøene, at beholderen er af pap-agtigt materiale, hvor overskydende vand kan trænge lidt igennem. Hvis du planter i en plasticbøtte eller marmeladeglas, så skal du holde øje med, at frøet ikke drukner, fordi det tager længere tid, før vandet fordamper.

 

Så- og priklejord. I almindeligt plantesækjord er der tilsat grundgødning, kalk og mikronæringsstoffer, og dette kan være for kraftigt for de små frø. Forestil dig en haletudse på epo. Frøet kan blive ”skoldet”, og dermed kan det dø. Så- og priklejord er mildere/neutralt jord uden noget tilsat.

Plasticpose eller andet, der kan fungere som låg. Det er til at lave et drivhus og dermed give frøet de bedste vilkår for at spire. Lad endelig være med at købe plastic, men brug i stedet låg fra vindruebakker eller plastic, du allerede har fra poser eller emballager.

En sprayflaske (behøves ikke, men anbefales). Det er en effektiv måde at vande på, fordi jorden hele tiden skal holdes fugtig, men ikke må overvandes. 

På sigt, når planten skal omplantes, skal du også bruge: plantesækjord, stor potte, pind, bindebånd/snor, en ispind eller andet til at skrive navnet på grøntsagen.

 

FORSPIRING: TRIN FOR TRIN

  • Find din potte, såbakke mv. og fyld den med så- og priklejord. Tag dine frø og læg dem på jordoverfladen og skub dem ned lige under overfladen, så de er skjult af jorden. Du kan læse på pakken med dine frø, hvilken afstand de skal lægges i, men som hovedregel kan du lægge dem med ca. 5 cm. afstand. Hvis jeg bruger bunden af en mælkekarton, lægger jeg dermed kun ét tomatfrø i.
  • Jorden vandes let. Her kan det være en god idé at bruge en sprayflaske med vand, så jorden kun gøres fugtig og ikke decideres vandes. Hvis du ikke har en vandflaske, så vand jorden meget let. Jorden skal hele tiden holdes fugtig.
  • Derefter sættes plastic på såbakken/potten. Hvis du har købt en såbakke, kan du bruge det medfølgende låg. Jeg bruger ofte bare fryseposer, som jeg klipper et lille hul i (vigtigt med ventilation) og pakker rundt omkring bakken. 
  • Sæt såbakken lyst og gerne i sol. Vær dog opmærksom på, at de ikke får alt for meget sol.
  • Et tomatfrø spirer ofte efter 5-6 dage, hvorimod et peberfrugtfrø kræver tålmodighed – op til 5 uger.
  • Når frøet er spiret, kan du fjerne låget/plasticen. Fortsæt med at vande let, indtil planten er stor nok til omplantning – minimum 5 cm høj.

 

  • Nu skal du omplante din plante til en større potte. Det er en god idé at bruge temmelig store potter. Jeg planter gerne en enkelt tomatplante i en potte på minimum 25 cm i diameter.
  • Tag din større potte, læg evt. lecakugler i bunden og skal potten fyldes med plantesækjord. Hvis din forspirerede plante stadig er lidt lille og skrøbelig, så kan du også tage 50% så- og priklejord og 50% plantesækjord. Husk at der skal være drænhul i potten, og den skal stå på en underskål. Det er vigtigt, så overskydende vand kan løbe fra, og rødderne ikke drukner (nummer 1 årsag til at vores planter dør – overvanding).
  • Vand planten direkte i potten.
  • Placer din potte i haven eller på altanen i en solrig plads. Planterne kan typisk komme udenfor i maj, når nattefrosten er (ved at være) ovre. Det er en god idé at tilvænne planterne til temperaturerne udenfor ved at tage dem ud om dagen men holde dem inde om natten et par dage, før du sætter dem endeligt ud.

 

  • Vent på at planten får lækre grøntsager, som smager meget bedre end de købte.

 

Captain og Lady er fans af forspiring

 

Hvis du vil se videoer af processen, har jeg et story highlight ved navn Forspiring på min Instagram.

 

Mia N