et bondegårdsliv i storbyen

Forsvarsmekanisme: intellektualisering

Intellektualisering: at beskytte sig mod ubehagelige følelser ved at tale om eller analysere følelserne fremfor at mærke dem 

Problemløsning, analyse og facts fremfor at være med og anerkende en følelse

 

Der er igen blevet stemt på min Instagram, og der er blevet valgt intellektualisering med 68 % som den næste forsvarsmekanisme, jeg her på bloggen skulle beskrive. Så here goes!

 

 

Intellektualisering er en moden forsvarsmekanisme, hvis funktion er at holde en oplevelse/følelse væk ved at bearbejde den rent intellektuelt. Det sker bl.a. ved at beskrive en følelse eller oplevelse rationelt, generelt eller vagt.

Helt konkret kan det bl.a. ses ved, at personen bruger ord som “man”, “du ved” eller “det var mærkeligt” fremfor “jeg blev meget såret”. Ikke dermed sagt at der er tale om intellektualisering, hvis man siger ovenstående eksempler, det kan vi alle – men hvis det gentages som et slags kommunikativt mønster, og det ikke synes muligt at nå ind til den egentlige følelse eller oplevelse, så er det tegn på, at personen forsvarer sig mod ubehag.

Intellektualisering kategoriseres som en moden forsvarsmekanisme, da det ikke er en fraspaltning eller en komplet benægtelse af ubehag, men en måde at distancere sig mod ubehaget. Det foregår på et mere bevidst plan end de primitive forsvarsmekanismer. 

Personen kan være uvidende om, at h*n benytter sig af intellektualisering, men er ofte ikke uvidende om, at ubehaget er der. Derfor er der heller ikke risiko for helt samme modstand eller konfliktgrad ved at blive konfronteret med brugen af mekanismen. Forsvaret er ikke lige så intenst eller fastlåst, og det kan derfor lettere arbejdes med. Der er naturligvis risiko for, at den givne person vil opleve sig utilstrækkelig eller presset, når der spørges mere ind til “den varme grød”, men evnen til at “være i følelsen” kan trænes. 

 

 

Når vi mennesker mærker ubehag, kan det føles mere intenst, når vi skal mærke efter og beskrive det i dybden. Når vi skal beskrive tanker, følelser, kropslige fornemmelser, impulser, adfærd osv., er vi mere inde i følelsen, den bliver mere detaljeret og virkelig, og der er dermed mere ubehag. Ved at benytte sig af intellektualisering og generalisere, holder vi ubehaget i strakt arm, og dermed mindskes det. Når det alligevel er vigtigt at beskrive en følelse eller oplevelse detaljeret, er det, fordi det er meget lettere og/eller effektivt at bearbejde noget ved at se på ét element ad gangen frem for det store sammenviklede billede, der virker overvældende. Jeg plejer for mine patienter at tegne en stime på tavlen af en masse små fisk, som sammen ligner en stor hej. Funktionen af en stime små fisk er, at de syner større og dermed kan beskytte sig mod fjenden. 

Vores følelsesliv kan fungere på samme måde. Når vi af gode grunde ikke tør at se på noget i dybden, eller direkte mærke det, kan ubehaget til sidst overmande os som et stort indviklet virvar af følelser (hajen) fremfor de enkelte delelementer (den lille fisk), der i sig selv ikke er farlige.

For at bearbejde visse ubehagelige følelser eller oplevelser, kan det derfor være vigtigt, at vi – modsat intellektualiseringens funktion – går mere i dybden med selve følelsen og oplevelsen af dette ubehag. Paradoksalt forsøger intellektualisering at forsvare sig mod ubehag, men kan ved overdrevent brug komme til at vedligeholde det, da ubehaget aldrig bearbejdes.

 

Hvis mine følelser er en fiskestime, så må det være med Dory-fisk

 

Ulemperne ved eksessiv intellektualisering 

En person, der bevidst eller ubevidst bruger intellektualisering, kan virke kold, distanceret eller bedrevidende. I vanskelige tilfælde kan det føre til relationsvanskeligheder, fordi personen mangler et levende eller empatisk sprog for sit følelsesliv. Personen taler måske om følelser og sårbarhed som en lægeartikel eller leksikon, og det vil føles afvisende for menneskene omkring.

Dem, der intellektualiserer meget, kan bare, på godt dansk, være mega irriterende.

Den intellektualiserende person kan fremstå bedrevidende eller overlegen, idet det aldrig er “ham”, men “man”/“andre”, noget er sket for, og den distancerede “forholden sig til” livets sårbare emner kan virke kold og rationel. Ligeledes kan fokus på analyse og facts virke som et skjold i sociale relationer, hvor der ikke vises sårbarhed. 

Dette er ikke den bedste opskrift på nære, kærlige relationer. Den anden part kan føle sig ensom og efterladt, når den intellektualiserende partner efterlader ham/hende ude i kulden med sin sårbarhed, uden at vise sin egen. Overdreven brug af intellektualisering kan derfor medføre konflikter og brud. Mange kender følelsen af at blive holdt i arms længde og ikke lukket helt ind emotionelt af en, som man holder af, og det er dødubehageligt. 

Udsagn som “det går nok” eller “sådan er det jo”, som mange i fx mine forældres generation er programmeret til at svare på livets dybe spørgsmål, kan virke harmløse i mindre dosis, men hvis en sensitiv person har hørt det hele livet, kan det også føre til forkerthedsfølelse. 

Efter min mening er vedvarende manglende indlevelse i egne og andres følelser altid problematisk ift. udvikling og trivsel. 

 

 

Intellektualisering i hverdagen (som kan være gavnlig)

Intellektualisering er en forsvarsmekanisme, som vi næsten alle benytter os af. Jeg er f.eks. hele tiden opmærksom på, hvor meget jeg bruger ordet “man”, hvor meget jeg analyserer følelser fremfor at være med dem (jeg kan dække mig ind under, at det er en arbejdsskade, lad mig være), og hvor meget jeg med humor holder ubehag eller usikkerhed væk (humor er en forsvarsmekanisme i sig selv, som jeg vil komme ind på senere, men det lægger sig op ad intellektualisering, da det også er distancerende og/eller generaliserende).

Det kan næsten være vanskeligt at udpege konkrete eksempler, da intellektualisering indgår i kommunikation på daglig, hvis ikke konstant basis. Ordet “man” er fast inventar i det danske sprog, og vi er i Danmark vant til at minimere vores udsagn i intensitet for at passe ind i sociale normer. De fleste ville blive overvældet, hvis andre talte direkte ud af posen omkring en intens følelse eller oplevelse. På spørgsmålet “hvordan går det?” svarer de fleste af os, selv når vi prøver at være ærlige og modstå “det går fint”-fælden, kun ca. 20% af, hvordan vi egentligt har det. Fx “det går okay, men jeg er lidt presset for tiden” fremfor “jeg har konstant hjertebanken og en brændende knude i maven, og nogle gange føler jeg, det hele kan være lige meget”. 

 

Jeg møder ofte intellektualisering i mit arbejde. Et typisk eksempel er, at en patient siger “det var helt fucked” eller “det føltes mærkeligt”(vagt, generaliseret), eller personen intellektuelt kan analysere en følelse eller en psykologisk proces, mens h*n fremstår detached med et smil, stivnet kropssprog og monoton stemme. Når jeg som terapeut spørger nærmere ind til oplevelsen for at starte den terapeutiske proces, kan personen løbe tør for ord, ikke forstå hvad jeg spørger om, eller ofte forsøge at skifte emne. Dette kan ske ganske ubevidst og uden onde/ødelæggende intentioner. Der kan dog opstå frustration, fordi personen kan finde det meningsløst at “være med følelsen” og efterspørger en hurtig løsning (vil vi alle i øvrigt ikke gerne have det? Jeg arbejder stadig på den der mirakelpille).

I takt med at personen opfordres til at beskrive yderligere, vil forsvaret lige så stille briste og på kort sigt skabe mere ubehag. Personen vil dog ofte forsigtigt opleve det gavnligt at tale mere detaljeret og mærke efter for derefter langsomt at slippe det intellektualliserende forsvar. Det er også i denne proces, at der kan vises mere sårbarhed og dermed opstå bedre relationer til andre.

Ingen gider være kærester med Kølige Kaj (jeg ved ikke, hvem han er, men han intellektualiserer meget).

 

 

Andre eksempler på intellektualsering i mit arbejde, som kan være gavnligt, er, at det er en effektiv måde at spejle en anden person, uden at det går for nært. Jeg kan fx sige: “nogle, der oplever det, du har oplevet, beskriver at føle sådan… og sådan… Kan du genkende det?”. Det er et mere trygt spørgsmål, da det er mindre åbent. Mange af mine patienter er vildt intelligente og at se settingen som to mennesker, der sidder sammen og nørder psykologi, er mere spiseligt end at “efterlade” patienten med ansvaret for at svare på mine spørgsmål og beskrive noget ubehageligt “alene”. Intellektualisering kan være en måde at, så at sige, holde nogen i hånden. 

En meget effektiv slags intellektualisering, som de fleste af os, også har benyttet os af, er når vi er i en livskrise – fx at vi har mistet en person og skal planlægge en begravelse – og vi så går mekanisk og problemløsende til værks. Planlægge dato, tale med bedemand, lave annonce, invitere folk, rydde op, lave budget osv.. Det er det, situationen kræver først og fremmest. Derefter kan der være plads til sorgen. Hvis sorgen lammede os, kunne det være umuligt at planlægge begravelsen (mere end det er i forvejen!). Det er effektivt at kunne distancere sig lidt i en krisesituation (for en kort periode).

 

Konkrete tegn på, at nogen intellektualiserer er:

  • At personen lister facts op igen og igen
  • At personens kropssprog og ansigtsmimik ikke følger med det, de egentligt taler om (dvs. de taler om sorg og svigt, men fremstår følelsesløse)
  • At h*n fastholder eget logiske synspunkt og ikke tager andres synspunkter ind
  • Evigt fokus på problemløsning og analyse (at tænke) fremfor at føle
  • At samtalen/diskussionen stagnerer og ikke når ned i dybden
  • Overdrevent brug af “man”,  “du ved…”, “jeg har læst, at…”, “Ifølge forskning, så…”, “det skal nok gå”, “det er faktisk sådan, at…”, “men sådan er det jo” osv.
  • Overordnet – at være forsker fremfor “føler”.

 

Bruger du mon intellektualisering – og hvordan?

 

Mia N

 

Du kan læse mere om forsvarsmekanismer her.

DEL

Del på facebook

2 reaktioner

  1. … Føler mig slet ikke ramt 😅
    “At personen lister facts op igen og igen”
    “Overordnet – at være forsker fremfor “føler”.”

    Der kunne også bare stå: At være Anine 😂

    Så ja, jeg benytter det, men trives med det, så det må være i et omfang der ikke går over i at være problemskabende. Som du også ved, benytter jeg det som en måde at skabe mening, hvilket i mange tilfælde betyder jeg herefter kan lægge bekymringen fra mig. Og så synes jeg sjældent jeg begår mig i generaliseringer, trods alt.

    Men jeg har også været den “kolde” relation, og jeg har en livsopgsve i at anerkende følelsers værdi. Jeg trøster mig med at have bevidsthed om mit tankesæt, samt at det altid er et ønske rent faktisk at ville hjælpe og forstå, fremfor at flygte fra ubehaget – hvert fald når det gælder andre.

    Jeg skal ikke sige mig fri for at føle at intellektualisering personligt er en styrke snarere end en hemsko.

    1. Tak for din mega gode kommentar! 🙂 Jeg er glad for, du kan bruge læsningen til noget! Ja, du benytter det, men på samme tid tror jeg ikke, du benytter dig af det så meget som et forsvar, men at det mere bare er din måde at tænke på/være i verden på: mere rationel. Du har bestemt også ret i, at det kan være en styrke. Selvom jeg er meget emotionel, griber jeg også altid mine følelser eller problemer an rationelt (hvor jeg er min egen psykolog så at sige). For mig er det så bare umuligt at blive i intellektualiseringen 😀

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Relaterede indlæg

Mia N

Psykolog, bonderøv og amatørblogger

Jeg hedder Mia, er 34 år og oprindeligt nordjyde fra Hjallerup og Aalborg. Jeg bor nu på Nørrebro i Købehavn på tredje år med mine to marsvin og ca. 60 planter og elsker det. Jeg er uddannet psykolog og arbejder i psykiatrien. 

Her deler jeg de ting, der optager mig, og som gør mig glad.

Mia N

jeres favoritter
Udforsk
Støt planteværk (reklamelinks)

miasplantevaerk@hotmail.com

søg på bloggen