Planter og alt det andet "værk",
der interesserer mig

Forsvarsmekanisme: projektion

Projektion: fornægtelse og fraspaltning af uønskede følelser, som projiceres over i andre

”Tyv tror, hver mand stjæler”

 

Projektion som forsvarsmekanisme er en af de tunge drenge, og det er sikkert også derfor, næsten 70% på Instagram stemte, at de ville læse om den først. Jeg tillader mig at tolke, at det er, fordi det er et forsvar, som er meget kompliceret og deraf mystisk – og samtidig at hvis nogen har været berørt af en andens intense projektive forsvar, så kan det skabe meget smerte.

 

 

Primitiv forsvarsmekanisme

Projektion er en primitiv forsvarsmekanisme, hvilket netop underbygger mit indledende ”tunge drenge”-udsagn. At en forsvarsmekanisme er primitiv/umoden (modsat moden) betyder, at det er et forsvar, hvor man på en måde afstøder eller fraspalter en del af sig selv, man ikke vil være i kontakt med. Det kan være en følelse, et verdenssyn, en seksualitet, en bestemt adfærd (det, der i psykologien også kaldes ens “skyggeside”).

Fraspaltning er umodent, fordi det indebærer, at man ikke vil eller kan forholde sig til noget, der er meget ubehageligt. Graden af ubehag afspejler graden af projektion: voldsomt ubehag medfører voldsomme projektioner.

Fraspaltningen sker ofte ubevist, og der skal en stor indsats til for at bevidstgøre det og ændre på det.

Ovenstående betyder ikke, at man er psykisk syg eller forkert, hvis man har et projektivt forsvar – vi har det alle sammen i mere eller mindre grad. Men projektion er, efter min mening, et af de forsvar, som vi skal være særligt opmærksomme på, både hos os selv og andre. Det kan være godt gemt, og det kan være meget dysfunktionelt. Et projektivt forsvar er også noget af det, jeg i mit psykologiske arbejde oplever som meget udfordrende at arbejde med. Når man kombinerer graden af ubehag med graden af projektion og derudover at det ikke er bevidst for personen, kan det være både voldsomt og nærmest umuligt at arbejde med. For at arbejde med projektion kræver nemlig, at personen indser, at det er det, der foregår, og dermed åbnes der for alt det ubehag og smerte, som forsvaret netop har skulle holde væk. Det kan I godt forestille jer, ikke er noget, personen har lyst til, ikke?

Det har ingen af os lyst til. 

Processen med at løsrive projektionen kan paradoksalt nok skabe endnu mere fastlåsthed. Hvis vi er ude i en intens projektion, der har haft som formål at beskytte personen mod lidelse, kan det faktisk føles som næsten liv eller død.

 

 

Hvis en person bliver udsat for projektioner af en nær person i en grad, hvor det krænker vedkommende, er det skadeligt, og hvis den projicerende person ikke er villig til eller simpelthen ikke kan arbejde med/indse, hvad der foregår – så kan det faktisk nogle gange være nødvendigt at ”run for the hills”!

Det kan være gældende i nogle af nedenstående eksempler.

 

Projektion af dysfunktionel karakter (den farlige)

Forsvarsmekanismen opstår, som alle andre, ved at der grundlæggende er en angst eller uro i en. Angsten kan skyldes alverdens ting. Ofte omhandler det noget, der enten i ens kultur, familie eller eget livssyn betragtes som ”forkert” eller skamfuldt. Det kan være noget, man selv har været udsat for, eller noget, man har udsat andre for. Det kan være noget, man har trang til eller lyst til, som man ikke anser som acceptabelt.

Et klassisk eksempel er homofobi, som nogle gange kan skyldes en indre ubehagelig følelse af selv at være homoseksuel, som så afværges ved at rette beskyldninger om homoseksualitet mod andre. Ens indre følelse af skamfuldhed kan medføre, at man projicerer den skam (og vrede, som skam ofte laves om til) over på andre. Det kan føre til homofobiske udsagn, måske endda vold som et forsøg på helt at udslette det ubehag, man ikke vil være ved – hos sig selv og hos andre.

Homofobi kan også skyldes, at man ser en homoseksuel person stå ved sin egen identitet og seksualitet, og i egen opvækst har det været forbudt at være den, man er, selv hvis det drejer sig om andet end seksualitet. Jeg siger dermed ikke, at homofobiske personer altid selv er homoseksuelle, men at en andens homoseksualitet kan være et udtryk for noget, personen ikke selv vil stå ved ellert ikke har fået lov til at stå ved.

Andre eksempler i samme gruppe kan være racisme. En afvisning af ”det ukendte”, da det måske repræsenterer en uvished eller manglende kontrol hos en selv, fordi man ikke har nok viden om det, og det at være uvidende eller ignorant kan/vil man ikke være i kontakt med. Derfor bliver den anden person/race gjort til det forkerte. Man er det i hvert fald ikke selv! (jo, du er. Stop med det.) Også mobning kan høre inde under denne kategori. En person kan føle sig meget usikker eller forkert og projicerer så denne forkerthedsfølelse eller ”svaghed” over på en anden, som bliver genstand for udstødning.

 

 

Skadelige projektioner i nære forhold

Der, hvor nogle måske har stødt på skadelig projektion, er også i dysfunktionelle parforhold. Projektion kan fx ses i gaslighting og manipulation, hvor den projicerende person tillægger den anden nogle egenskaber eller intentioner, h*n ikke selv vil være ved:

”Jeg er ikke vred på dig – du er vred på mig!”

”Jeg er ikke jaloux – det er dig, der ikke er til at stole på!”

”Jeg har kun løjet om det her, fordi DU er en løgner”

”Det hele er din skyld – jeg har ingen skyld i det her!”

”Min mor er ikke en dårlig mor – det er kun noget, DU synes, fordi du selv/DIN mor er det!”

Projektionen er her dysfunktionel og kan være skadelig, idet den voldsomme kraft, der er i fraspaltningen, er så modstandsdygtigt og overbevisende, at det kan få den anden part til at tvivle på sig selv: ”ER det bare mig, der er forkert på den?”. Dermed kan det langsomt nedbryde ens verdensbillede eller tro på sig selv.

Hvis disse situationer opstår ofte, og den den projicerende person ikke er bevidst om det, eller ikke vil/kan arbejde med det, og det samtidig medfører stor lidelse, så er det vigtigt med hjælp … og på sigt en eventuel overvejelse om at pakke sine ting.

Der findes dog, som sagt, også projektion i mildere grad, som vi alle mere eller mindre ubevidst benytter os af.

 

Hverdagsprojektion (den lette, ikke-farlige variant)

Der findes hele tiden følelser, tanker, adfærd mv., som vi ikke har lyst til at være i kontakt med. Vi har drifter, fantasier og dømmende tanker om andre, som er ubehagelige og ikke ”politisk korrekte” eller ordentlige, og her giver det mening, at der opstår projektioner. En lille hverdagsprojektion skal man derfor ikke kimse ad. Den kan være ganske effektiv, så vi ikke hele tiden overvældes af bekymringer om, om vi er dårlige mennesker, eller om vi er ved at blive sindssyge. Det er hjælpsomt for os, at visse tanker eller følelser holdes væk fra os.

 

Et eksempel fra mit eget liv på det, jeg kalder hverdagsprojektion, er at jeg starter på en ny arbejdsplads eller er i en ny social sammenhæng, og så ved jeg, at hvis der er en person, jeg ikke kan lide – så er det ofte, fordi personen minder om mig selv.

Jeg har haft chefer, som jeg med det samme ikke brød mig om, fordi de var for kontrollerede, strukturerede og stressede – ding ding ding, we have a winner: det er mine egne værste sider. Dem, jeg helst ikke vil være i kontakt med, og som jeg derfor heller ikke bryder mig om hos andre.

Jeg har genkendt dette mønster, fordi jeg ofte senere pludselig godt kan lide personen, og jeg derfor har undret mig over, hvorfor jeg indledningsvist ikke kunne. At jeg er bevidst om det nu, gør, at jeg ved første møde kan mærke efter, om det mon er det, der er på spil, og deraf slippe af med min irritation.

Jeg mærker også til tider et ubehag ved mennesker, der virker meget hjælpeløse eller offeragtige, fordi jeg selv er opdraget til at være stærk og handlekraftig. At være hjælpeløs har ikke været en værdsat egenskab i mit liv, og derfor kan det skabe frustration i mig at møde hos andre. Dybest set nok fordi jeg er misundelig på, at andre KAN være hjælpeløse. Hvor må det være befriende nogle gange at kunne lægge sig ned, fragive sig ansvar og sige: hjælp!

Jeg er også for nyligt blevet bevidst om en anden projektion. Jeg har altid haft svært ved ”overdreven glæde” hos andre, hvis den er på en sådan måde, at jeg opfatter den som falsk. Mine nærmeste ved, at jeg fx ikke kan se Vild med Dans pga. værternes overbegejstrede klappen og dansen, og at jeg ikke bryder mig om børneprogrammer- og sange, fordi jublen deri er påtaget og virker nedladende på mig.

I et webinar på et af de terapeutiske efteruddannelser, jeg er ved at tage nu, talte underviseren om, at hvis man selv har udviklet en effektiv glad facade, jf. den førnævnte styrke og handlekraftighed – ”jeg er okay, jeg har det fint, jeg klarer mig selv!” – så kan man projicere samme facade over på andre. At hvis andre fremviser glæde, begejstring, ubekymrethed udadtil, kan der ubevist være noget inde i mig, der reagerer på det. Jeg kan være ”glad”, selvom jeg ikke er det inde bagved, derfor kan andre nok også. Andre vurderes altså som falske, når de er overdrevent glade, fordi jeg selv kan være påtaget glad og deraf falsk. Vupti, en projektion!

Undskyld, Vild med Dans-værter, hvis I har oplevet en intens jysk, devaluerende vind komme blæsende mod jer. Det var bare mig, der ikke ville erkende noget!

 

 

Andre hverdagseksempler, som de fleste af os er skyldige i:

”Jeg HAR ret – du er forkert på den!” (jeg kan ikke udholde at være forkert eller risikere ikke at have ret)

”Han er bare alt for sød og klæbende!” (jeg kan/må ikke selv vise sårbarhed eller ønske om tosomhed/omsorg)

”Hun flirter SÅ meget med min mand” (hun er smuk, jeg føler mig ikke smuk, det truer mig, HUN må være forkert)

Dermed ikke sagt, at der ikke er mange eksempler, hvor virkeligheden er, at man HAR ret, at han ER for sød, og hun rent faktisk flirter med ens mand. Men det er hensigtsmæssigt at være opmærksom på, om der er projektioner i gang.

 

Tankelæserprojektionen

Et klassisk hverdagseksempel er også ”tankelæserprojektionen”, hvor vi kan være overbeviste om, at andre naturligvis mener det samme som os, eller har tolket en oplevelse på samme måde. Det kan fx ske, at en flok kolleger kommer ud fra et møde, og 3 af dem syntes, der var et ubehageligt møde, og den 4. lagde ikke mærke til noget. Der kan de 3 automatisk tænke, at den 4. naturligvis har oplevet det samme, og hvis ikke h*n har, så er der måske noget ”galt” med vedkommende. Deraf kan der opstå svigtfølelse ala: “Hvorfor er h*n ikke enig med mig? Hvorfor har h*an ikke min ryg? Hvis h*n elskede mig, ville h*an da vide…”

 

Paradiseprojektionen

Hvis du er mere nysgerrig på, hvordan projektioner i hverdagen fungerer, så sæt dig ned og se Paradise Hotel. Følgende scenarie sker i HVER eneste sæson, ja, nærmest hver eneste afsnit:

Et par, X og Y, dannes

De sværger troskab og loyalitet til hinanden

Den ene, X, bliver interesseret i en anden på hotellet (enten som en eventuel bedre strategisk partner eller en romantisk partner)

X kommer i indre konflikt, fordi X har lovet loyalitet til Y, men har en lyst til at bryde med denne

X mærker ubehag ved den indre konflikt og kan ikke være med det

X begynder at fejlfinde ting ved Y og finde Y dum/klæbende/for passiv/for strategisk inkompetent mv.

X oplever lettelse ved, at Y er ovenstående negative adjektiver

X kan nu følge sit behov for at bryde med partnerskabet, fordi Y jo er ulidelig (og kan i processen op til skabe rygter mv. om Y, så alle er enige i det nye narrativ)

X bryder med Y og kan begrunde det med, at Y er således, og derfor er det ikke forkert eller ondt af X. X behøver ikke være i kontakt med, at h*n er illoyal og lidt af en douchebag.

Lad os navngive denne for Paradiseprojektionen.

 

 

Afslutningsvis, så husk at projektion (og alle andre forsvarsmekanismer, som jeg vil komme ind på) er der for at beskytte os. De er nødvendige, de tjener et vigtigt formål, og vi er ikke dårlige mennesker, forkerte eller psykisk syge, fordi vi har dem. De er for det meste ubevidste og uden onde intentioner. De kan være lige så nødvendige for os som at drikke vand (Pepsi Max) og spise mad (bland selv-slik), og det udskammer vi ikke hinanden for. Vi skal derfor heller ikke udskamme hinanden for vores respektive forsvar. Vi skal være opmærksomme på dem hos os selv, fordi de kan fordreje vores virkelighedsbillede, og vi skal være opmærksomme på dem hos andre, fordi de kan give indsigt i, om de er gode personer at have i vores liv. Hvis de er, så kan indsigten i hinandens forsvar gøre, at vi lettere kan bære over med, være nænsomme overfor og tilgive hinanden.

 

Læs mere om hvad en forsvarsmekanisme er her.

Hvis du vil stemme om, hvilken forsvarsmekanisme jeg skal skrive om næste gang, så følg med på Instagram

 

Mia N

 

 

image_print

DEL

2 reaktioner

  1. Så genkendelige beskrivelser – vi kender nok alle til personer der projicerer, og herunder også til frustrationen som følger med når man bliver ramt.
    Det er nok mere vanskeligt at finde eksemplerne hos sig selv…
    Tak for at beskrive, forklare og tydeliggøre de knap så flatterende menneskelige reaktioner.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Relaterede indlæg

Mia N

Plantenørd, bonderøv og amatørblogger

Jeg hedder Mia, er 36 år og oprindeligt nordjyde. Jeg bor nu på Nørrebro i Købehavn på femte år med mine marsvin, kreative projekter, utallige planter, og jeg elsker det. 

Her deler jeg de ting, der optager mig, og som gør mig glad: alt fra planter og oplevelser i Danmark til gyserfilm og test af virkeligt underligt slik.

Velkommen!

Mia N

jeres favoritter
Udforsk
Støt planteværk (reklamelinks)

miasplantevaerk@hotmail.com

søg på bloggen
Søg