Jeg startede med at gå i genbrugsbutikker og på loppemarkeder for omkring 5 år siden. Jeg ved ikke præcist, hvordan det startede. Det må være en blanding af, at jeg er nordjyde og derfor altid på jagt efter et godt tilbud (den sætning hørte jeg i hovedet med Lars Larsens stemme fra Jysk), og at jeg havde lyst til at gå med flere farver og mønstre. Jeg er også i en branche, hvor der dengang ikke var vildt meget variation i påklædningen. Allerede på universitetet kunne jeg nogle dage lægge mærke til, at dresscoden for kommende psykologer syntes at være: grå, sorte og blå sweatre. Jeg fulgte bl.a. Caroline Thorsfelt på Instagram, og hendes farver, mønstre og mod inspirerede (og inspirerer stadig) mig.
Da jeg flyttede til København for 3 år siden, var én af mine hundrede grunde til at flytte herover, at det er genbrugsmarkedernes mekka. Jeg tabte hat og briller, da jeg første gang var med til Stefansgade loppemarked på Nørrebro, og jeg købte en helt ny kjole fra Ganni til 40kr. I Nordjylland er man oppe imod lidt mere hærdede og rolige loppegængere, og der havde samme kjole kostet 120. Hvis man kom længere ned, var der i hvert fald risiko for lidt dårlig stemning.
Nu er det med at have mod til at ransage en genbrugsbutik, til at prutte om priser og til at gå med striber, prikker og blomster på én gang noget af det, jeg bliver spurgt mest om.
Jeg kan huske, da jeg selv havde lidt ”genbrugsangst”, fordi jeg ikke anede, hvordan man gjorde i den verden. Jeg havde også nogle fordomme. Jeg frygtede fx, at genbrugstøj lugtede, eller at hvis jeg købte en lænestol på et loppemarked, så købte jeg et spøgelse med.
Jeg har defineret genbrugsangst som ”det ubehag, der kan opstå, når du egentligt har lyst til at udforske genbrugens verden, men du lader være, fordi du ikke kender reglerne”.
Angsten og fordommene kan bestå af tanker som:
- Er tøjet rent og pænt?
- Går man bare hen og tager en genstand op og tager den med hen til kassen?
- Er ekspedienten en person, der kun bruger økoprodukter, og som synes, jeg er uvidende?
- Lugter der af mormors kolonihave derinde?
- Er der kun tøj til gamle mennesker?
- Eller er der kun tøj til smarte, spraglede Københavnere?
- Kan jeg finde tøj i min størrelse?
- Er der ting fra dødsbo?
- Er det OK at prutte om prisen? Forventes det, at man prutter om prisen?
- Hvad hvis jeg fornærmer ekspedienten ved at ramme helt forkert prismæssigt?
- Bliver jeg udskældt, hvis jeg nogle gange køber tøj fra H&M, ASOS osv.?
- Kan jeg bytte tøjet/genstandene?
- Får jeg en kvittering?
- Tager de dankort?
Min erfaring er, at ja, tøj og andre genstande fra genbrug er rene og fine. Der kan enkelte gange være pletter eller huller i noget tøj, men de fleste steder skriver det på prismærket eller orienterer om det. De fleste faste genbrugere som mig har intet imod et lille hul her og der. Et sykit eller en fnugfjerner er en fast del af inventaret.
Nogle gange kan tøj lugte anderledes, fordi det kommer fra et andet hjem end dit, men for det meste dufter det af andres vaskemiddel. Jeg vasker altid det tøj, jeg tager med hjem, bare fordi det er rart. Der er både tøj til gamle, unge, spraglede og ikke-spraglede mennesker. Det handler om at bruge lidt tid derinde og slippe fantasien løs i forhold til, hvad du kan matche den der hvide skjorte med. For mig ville det måske være en rød, blomstret nederdel, laksko og tørklæde i håret, for dig ville det måske være højtaljede sorte jeans, en fed støvle og dine favoritøreringe. Everything goes.
Du går ind i butikken eller hen på loppemarkedet og lurer. Finder du noget, kan du prutte, hvis der ikke er pris på. Jeg er ofte i Hjertegenbrug på Nørrebrogade, og der står ikke priser på ret meget. Derfor spørger jeg: ”hvad skal du have for denne?”. Hvis jeg køber flere ting, prøver jeg at få prisen lidt ned, og det lykkes altid.
Hvis der er prisskilte på, prutter jeg som oftest ikke. Der er også stor forskel på, om det er et privat loppemarked i en baggård, eller det er en flot vintageforretning på Jægersborgsgade i København. Første er go, anden er no go (ift. ”prutning”).
I forhold til også at købe tøj i almindelige butikker, så er der ingen fordømmelse. Vi kan alle få lyst til en fed kjole (eller ti) fra et yndlingsbrand eller en pak blomstrede strømper fra Normal. Jeg køber t-shirts, toppe, strømpebukser og undertøj i almindelige butikker, jeg har købt verdens fineste nytårskjole fra Coster Copenhagen, og jeg har netop lagt en bestilling hos ByIC, fordi jeg er forelsket i denne lyslilla kjole.
Ekspedienter i genbrugsbutikker er de rareste mennesker. Jeg har efterhånden fået mange bekendte og venner fra den verden. Personerne i genbrugsuniverset minder mig om de kunder, jeg havde, da jeg arbejdede i en slikbutik. Alle føler lidt, de snyder, fordi de skal hjem og spise 14 slags forskellig chokolade. I genbrugsverdenen føler alle, de snyder, fordi de får fine ting for få penge. Det føles som en sejr at lave et godt kup, samtidig med at du gør noget rigtig godt for miljøet. Jeg kender ikke én, der er medlem af Det Kollektive Klædeskab, som ikke synes, det er hyggeligt, når et andet medlem glad står med ens tidligere denimkjole under armen.
Langt de fleste genbrugsbutikker tager dankort, og her får man også en kvittering. På loppemarkeder tager de fleste imod Mobilepay, hvor man så derinde kan holde styr på sine køb under Aktiviteter.
Der kan være ting fra dødsbo i en genbrugsforretning – men jeg har endnu ikke, af hvad jeg ved, slæbt et spøgelse med hjem. Tværtimod har jeg den fineste, farverige garderobe, flere rustikke kommoder og utallige gamle potter til mine planter.