Lidt om psykologiske forsvarsmekanismer (for os mennesker – ikke planter)

Jeg har på Instagram delt overvejelser om også at lade psykologien få en plads på Planteværk, da det er en stor del af mig. Planteværk handler jo om alle de ting, der gør mig glad og optager mig, og det gør psykologien bestemt. Både fordi jeg arbejder med det hver dag som psykolog, men det må også siges at være en integreret del af mig og min måde at tænke på.

Det var der stemning for!

Derfor laver jeg denne serie omkring forsvarsmekanismer – hvad de er, hvorfor de er der, hvornår de er uhensigtsmæssige, og hvor vi kan se dem både hos os selv og andre. De har nemlig på godt og ondt en stor plads i vores alle sammens hverdag.

Hvad er forsvarsmekanismer?

Lidelse er en uundgåelig del af livet, som vi desværre alle stifter bekendtskab med, og da hjernens vigtigste funktion er at holde os i live, har vi naturligvis forskellige måder at forsvare os selv mod lidelse på. Ved fysisk eller ydre lidelse kan vi løbe, slås, være stille og gemme os, spille døde eller blive så overvældet, at vi besvimer eller ikke kan mærke noget (den gælder også ved psykisk lidelse).

Den psykiske lidelse kan vi ikke fysisk fjerne os fra, den er hele tiden med os og kan derfor være meget mere smertefuld. Derfor er det nødvendigt for os også at have psykiske ”våben” eller handlemuligheder mod lidelsen.

At udvikle forsvarsmekanismer mod smerte er derfor afgørende, og vi har dem alle. Mine indlæg om forsvarsmekanismer skal derfor ikke efterlade nogen med følelsen af at være forkerte, fordi de kan genkende sig i noget af det. Jeg kan genkende mig selv i MANGE af dem, og egentligt skal vi takke vores forsvarsmekanismer. Det er dem, der har gjort, at vi har overlevet svære situationer, både fysisk og psykisk. Det er også dem, der gør, at vi kan begå os i samfundet og i relationer, hvor det ville være problematisk, hvis vi hele tiden gav efter for vores impulser. Jeg har fx altid haft en uforklarlig lyst til at skubbe min indkøbsvogn i Bilka hårdt ind i andre i køen eller med vilje sige vanvittige ting til en mundtlig eksamen bare for at se, hvad der sker. De fleste kan også kortvarigt få en impuls til at springe ud fra toppen af rulletrappen, bare fordi hjernen lige tester os. Hæmning af vores indre liv (følelser, tanker og impulser) er i en eller anden grad ganske nødvendigt.

Forsvarsmekanismer er derfor både en måde at passe ind i sociale og kulturelle normer samt overordnet en måde at fjerne sig fra lidelse, fuldstændig ligesom vi kan fysisk. Hjernen laver fælder eller gemmesteder til os, så vi kan få et frikvarter for smerte. De er beskyttende på samme måde som tornene på en kaktus (det er jo Planteværk, det her!)

I dag oplever det moderne menneske heldigvis sjældent en livstruende fare, og derfor er forsvarsmekanismerne ofte reaktioner på mindre farer. Hverdagsfarer som fx ydmygelse, pinlighed og afvisning. Det er helt grundlæggende i os alle sammen, at vi forsvarer os mod at lave fejl og dermed risikere at blive udstødt fra flokken.

Et eksempel er, at vi gør noget dumt, som går ud over andre, og derefter føler vi stor skyld og skam. Skyld over handlingen, skam over den vi er. Skam som følelse er til for at fortælle os, at vi har gjort noget, der ikke tjener fællesskabet, og vi derfor kan være i fare (for social udstødelse og dermed mindsket chance for overlevelse). Men i dag i vores skamvoksende samfund føler de fleste af os skam over alt muligt – nærmest bare at eksistere. Skammen eller usikkerheden er så stor en del af os, at vi er nødt til at forsvare os mod den. Måder at forsvare sig på mod skam er fx: at blive vred på andre (projektion), at blive overdrevent selvstændig og ikke ønske relationer med andre (benægtelse, forskydning), at lave sjov med/latterliggøre sig selv (devaluering, selvdestruktivitet) eller at tilsidesætte egne behov og please. Når vi pleaser andre, tilfredsstiller vi fællesskabet, og derfor kan pleasing som forsvar være ganske effektivt, fordi vi reparerer. Men – og sådan er det med alle forsvarsmekanismerne – det kan let blive for meget af det gode.

Vi kan være så fyldte af skam, angst, sorg og andet smertefuldt, som har gjort, at vores forsvarsmekanismer er gået i overdrive og er ALT for aktive. Aktive i en grad, hvor de bliver rigide, dominerende og utiltalende. Vi kan have mange aktive forsvarsmekanismer, som tjente et formål engang, men som ikke gør det længere. Det har blot klistret sig fast til os, fordi vi tror, vi stadig bliver beskyttet af det.

Det kan derfor være vigtigt at kende sine egne og sine nærmestes forsvarsmekanismer. Ikke fordi vi skal gå og analysere hinanden, men fordi vi så lettere kan bære over med hinanden.

Da der har været stor interesse for at læse mere om emnet, vil jeg lave en serie af blogindlæg om forskellige forsvarsmekanismer. Der findes MANGE, og de deles i primitive forsvarsmekanismer og modne forsvarsmekanismer.

Nogle vil være som taget direkte ud af en psykodynamisk teoribog, andre vil være taget ud fra mit krøllede hoved fra mine erfaringer og observationer i mit liv og arbejde (på et generelt plan).

KH den humoristiske, pleasende, overkontrollerede, overdrevent selvstændige, frihedssøgende, projicerende, reddersyndromsramte og til tider vrede

Mia N

(Alligevel er jeg, som du, helt normal! Eller er jeg i fornægtelse? Lad være med at svare på det.)