Lidt om dating-udsagn og forskellen mellem at mangle og at tilføje noget

Det er temmelig sikkert mig, der er for sensitiv her og flueknepper et bestemt ordvalg, selvom jeg godt ved, hvad der menes. Men sætningen: ”jeg savner en at dele livet med” – eller i andre faconer ”jeg mangler en til at udfylde et tomrum” eller ”jeg ville ønske, der var en, jeg kunne putte med om søndagen” giver mig the creeps.

Jeg vil prøve, om jeg kan komme omkring emnet uden at udskamme følelsen af ensomhed eller længslen efter kærlighed, for det er ikke min intention. Jeg kom til at tænke på det, da jeg endnu engang scrollede gennem Tinder og mærkede, hvad der skete i mig. Jeg læser gang på gang: ”jeg søger en at dele livet med” eller ”du skal være sådan og sådan” – og flueknepning aside, så ved jeg godt, hvad der menes. Jeg tiltrækkes også selv af noget bestemt, og jeg er også derinde, fordi jeg søger et eller andet. Men jeg tiltrækkes ikke af følelsen af at skulle formes og passes til et tomt hul eller et bestemt sæde, der pt. er ledigt i nogens gamle sidevogn.

Jeg mener, at udgangspunktet – det vil sige jeg – skal være god og solid nok til, at jeg har tilstrækkelig lykke, og folk, jeg vælger til i mit liv, vælges aktivt til, fordi de er DEM, og ikke fordi der var en ledig plads. Jeg mener, at jeg først og fremmest selv skal kunne opfylde mine egne behov og ikke vente på, at andre gør det for mig. Selvfølgelig kan jeg ikke opfylde et parforholdsbehov i mig selv (selvom jeg gør et ihærdigt forsøg), fordi tosomhed kræver den der to’er, den anden person – men jeg kan godt selv udleve mine drømme og putte med mig selv om søndagen. Så er der også mere slik til mig.

Jeg tror, at jeg i denne følelse adskiller mig fra nogle andre, som mere har følelsen af at gå rundt som noget ”halvt”, der leder efter den anden halve for at blive hel. Eller mindre dependentlydende: at oplevelser, følelser, livet generelt først er helt rigtigt – eller meget bedre – når man har en partner.

Tanken om at være søgende, at være halv eller at mangle noget skaber ubehag hos mig. Tanken om at skulle være nogens manglende halve giver mig følelsen af at skulle passe ned på et bestemt sæde, og at det blev mig, fordi sædet var ledigt, og ikke fordi det er mig. Giver det mening?

Lad mig give et eksempel. Jeg var engang på date med en rigtig sød mand, og det var hyggeligt. Han nævnte dog igen og igen, at han manglede nogen at dele livet med. At han på en måde begrænsede sin livsudfoldelse og ikke udlevede sine ønsker om fx at rejse, fordi han først ville gøre det, når han havde en at rejse med. At han gerne ville gå til en hobby, men først når han havde en kæreste. Så mange ønsker og mål blev opfulgt af ”når jeg har en kæreste”.

Jeg kunne langsomt mærke, hvordan rebet om min hals strammede til. Jeg følte, jeg var på audition til, om jeg kunne passe ind i hans fremtidsdrømme og være noget bestemt, der kunne igangsætte hans liv. Og hvis jeg skulle på audition for noget, skulle det da være X-faktor med min eminente version af Stevie Wonders Superstition, ikke det her uofficielle datingprogram, jeg ikke havde meldt mig til.

Jeg kunne samtidig også respektere og føle beundring overfor, at han så tydeligt vidste, at han ville have en kæreste, og sådan var det bare. Der er en styrke og en ”ståen ved sig selv” i det, som jeg også kan misunde. Men jeg blev ubehageligt til mode ved tanken om, at hans liv lød til at være på hold, indtil den ledige kæresteplads blev optaget. Forventningspres much?

Skal vi virkelig opfylde så stor en funktion i hinandens liv?

Det var naturligvis mine helt egne synspunkter og erfaringer, der kom i spil (som jeg har skrevet om i At hoppe ud af hamsterhjulet og Venner med en introvert), så havde jeg overhovedet ret til at dømme ham ud fra det? Egentligt ikke. Og det er nok her, jeg bliver for sort hvid og dømmende.

En klog kvinde på Instagram skrev til mig, at der må være to kategorier. Kategori 1 er dem, der leder efter kærligheden og et tilhørsforhold, næsten uanset hvem den anden person egentligt er. De halve.

Kategori 2 er dem, der leder efter kærligheden, men ikke for enhver pris. De er de hele, som så kan få et ekstra lag glæde ved at have en partner. Partneren er flødeskummen på lagkagen, men lagkagen er lækker nok i sig selv.

En anden skrev også mere præcist, end jeg selv kunne, at det føles som om, der er forskel på at mangle noget og at tilføje noget. Når man mangler noget, er der et tomrum. Når man tilføjer noget, har man lyst til at møde nogen, fordi de tilføjer noget godt til noget allerede eksisterende godt. Kagen med flødeskum.

En tredje skrev til mig, at mine tanker om emnet måske mest er et udtryk for, at jeg netop ikke har fundet ”den rigtige”, og at når man gør, så er alle de ovenstående refleksioner faktisk ret ligegyldige – så passer man bare sammen, og der bliver på en måde udfyldt en tom plads, som man egentligt ikke var bevidst om, var tom. Man var nemlig i kategori 2, og partneren kom pludselig som en fed kærlighedsbonus. Det lød dejligt. Sådan må det gerne være.

Jeg vil gerne tilhøre kategori 2, og når jeg tænker over det, tror jeg også, de fleste tilhører kategori 2 – men at jeg kommer til at skubbe dem over i kategori 1, uberettiget, fordi jeg får the creeps.

Det er muligt, at mine tanker om emnet skyldes en psykolog-arbejdsskade, hvor der er røde lamper, der blinker, når relationer i mit privatliv giver udtryk for, at jeg skal udfylde et behov for dem, som de ikke kan eller vil udfylde selv. Jeg vil hverken være nogens psykolog eller sættes på den tomme, ledige plads fastspændt med sele og forventninger.

Men jeg vil heller ikke dømme andre mennesker eller sætte dem i forkerte kategorier, fordi jeg måske selv er udenfor dem, eller jeg ikke vil stå ved, at jeg selv ønsker noget bestemt. Jeg vil tænke videre over emnet og tage jeres refleksioner med mig, og forhåbentligt kan jeg fokusere på, at jeg faktisk beundrer andre, der kan sige højt, at de – ikke mangler – men ønsker noget.

Men kan vi alligevel ikke prøve at omformulere: ”jeg mangler nogen at dele livet med/at udfylde den tomme plads” til ”du er dejlig, jeg vil gerne lære dig bedre at kende”?

Eller er der mon ingen forskel?

Mia N