Planter og alt det andet "værk",
der interesserer mig

Min guide til at finde billige vaser, krukker og potter (potteskjulere)

Her er stederne, hvor du kan finde finde alverdens billige potteskjulere til dine planter

 

Hvis man som mig har mange planter, kommer man også til at skulle bruge mange urtepotteskjulere, eller “potter”, som jeg kalder dem. Det kan være lidt af en kunstart at lokalisere de pæne potter til en overskuelig pris. Plantebutikker har nemlig luret, at flotte potter er i høj kurs både hos plantenørder og indretningskyndige, og de tager derfor, efter min mening, kassen for dem.

Jeg nægter at give mange penge for noget, der egentlig bare er en forvokset dyb tallerken. Jeg er derfor efterhånden blevet god til at finde dem billigt, særligt i genbrugsbutikker. Da jeg ret ofte får spørgsmål om fund af urtepotteskjulere på Instagram, er her en guide til de steder, hvor jeg finder mine potter og vaser.

 

Et udvalg af mine genbrugspotter- og vaser

 

Først og fremmest kan du altid købe almindelige terracottapotter i  diverse plante- og byggecentre. Det er en solid potte,  som er billig og samtidig godt materiale for planterne, der kan ånde igennem leret. De har også alle indbyggede drænhuller. Du mindsker derfor risikoen for at overvande planten (læs mere om terracottapotten i indlægget Planter for begyndere: valg af potte).

 

Den klassiske terracottapotte, som fås i alle plante- og byggecentre

 

Hvis du ønsker nogle lidt mere pyntede potter, der ikke bare er lerfarvede, så skal du på udkig efter glaserede potter eller “mærkevare”-potteskjulere (det ord har jeg lige fundet på), som er lavet til specifikke butikker, fx H&M, Bahne og Imerco.

Du kan fint investere i en stor, dyr potte i en mærkebutik, hvis du har lyst og råd til det. De holder nemlig utroligt længe, og de skal nok tjene sig selv ind i plante- og indretningsglæde. Der er utroligt smukke potter og vaser at finde ude i indretningsbutikkerne, og jeg kigger altid længselsfuldt efter dem.

Hvis du derimod ønsker at finde billigere varianter, så skal du enten i lavpris-plantecentre (måske fandt jeg også lige på det ord), som fx Billigblomst, på loppemarkeder eller i genbrugsforretninger (eller evt. høre dine naboer eller din mormor, om hun har nogle stående, som hun gerne vil af med eller bytte for frikadeller).

Jeg elsker at finde potter og vaser i Billigblomst. De har præcis de samme potter som de mere fancy plantecentre, men ofte til en tredjedel af prisen. Jeg har købt nogle af mine smukkeste potter her. 

 

Billigblomst

 

Billigblomst

 

Billigblomst

 

Langt de fleste af mine glaserede potter er fra Byttereolen, som er vores storskraldsområde i gården. Her stiller vi beboere de ting, som vi ikke vil have selv længere, men som er for fine til at blive smidt ud. 

 

Byttereolen (planten, et indisk figentræ, er også derfra)

 

Byttereolen (gulvtæppet og vaserne i baggrunden er også derfra)

 

Byttereolen

 

Byttereolen

 

Derudover har jeg købt mange urtepotteskjulere i genbrugsforretninger. Jeg har særlig brugt de klassiske slags som Kirkens Korshær og Røde Kors. Tæt ved mig på Nørrebros runddel ligger Hjertegenbrug, hvor jeg har købt mange flotte oldschool urtepotter. Her har jeg fundet flere, som fra ny ville koste 3-400 kr., men her har jeg givet en flad halvtriller.

 

Hjertegenbrug

 

Hjertegenbrug (husk at tørre dine blade af. Gør, som jeg siger, ikke som jeg gør)

 

Jeg har også shoppet i genbrugsmarkedet Kirppu. Det er private sælgere, der har loppestande, og du kan derfor købe gode sager uden at skulle i kontakt med sælger eller stå og prutte om prisen (som jeg ikke har noget imod at gøre – jeg er jo opvokset på Hjallerup Marked. Til gengæld har jeg nogle gange noget imod at tale med andre mennesker). 

 

Kirppu

 

Kirppu

 

Jeg har for nyligt også opdaget Sydhavn Genbrugscenter, som bogstaveligt talt er en losseplads, hvor de har sat møbler og sniller snaller (nordjysk for små, mærkelige nipsting) i små områder. Der er selvbetjening, og du overfører bare beløbet på MobilePay. Her fandt jeg forleden 3 potter til den nette sum af 15kr. Hjallerup Marked ville være stolt af mig.

 

Sydhavn Genbrugscenter

 

Mine samlede anbefalinger

  • BilligBlomst
  • Genbrugsbutikker ala Kirkens Korshær, Røde Kors Genbrug og Hjertegenbrug ved runddelen på Nørrebro
  • Storskraldsområder, Bytterum mv. 
  • Byt med en mormor
  • Kirppu loppemarked

 

Held og lykke med pottejagten!  

 

 

Mia N

 

image_print

DEL

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Relaterede indlæg

Mia N

Plantenørd, bonderøv og amatørblogger

Jeg hedder Mia, er 36 år og oprindeligt nordjyde. Jeg bor nu på Nørrebro i Købehavn på femte år med mine marsvin, kreative projekter, utallige planter, og jeg elsker det. 

Her deler jeg de ting, der optager mig, og som gør mig glad: alt fra planter og oplevelser i Danmark til gyserfilm og test af virkeligt underligt slik.

Velkommen!

Mia N

jeres favoritter
Udforsk
Støt planteværk (reklamelinks)

miasplantevaerk@hotmail.com

søg på bloggen
Søg