Min opskrift på en god vegetarlasagne, der smager af noget
Selvom jeg har været vegetar i mange år efterhånden, elsker jeg stadig at finde nye opskrifter eller lave nye retter i vegetarversion. Jeg var lykkelig, da jeg lavede gode tarteletter (“høns” i asparges) i en vegetarversion, og denne veggielasagne er også højt på listen.
Jeg har lavet mange lasagner, men jeg syntes tit, de ikke smagte af nok. Denne opskrift får virkelig smagen frem, og hemmeligheden er selvfølgelig:
OST OST OST
Opskriften er fra Louises Madblog, men med egne justeringer. Jeg har ændret nogle ingredienser og fjernet spinatblandingen derfra (af ren dovenskab). Du kan sagtens udskifte grøntsagerne med andre, som du har liggende, fx knoldselleri, bladselleri, flere gulerødder, andre svampe osv. Det samme med krydderurter. Brug endelig, hvad du har.
I nedenstående opskrift er der til to fad lasagne (6 personer), da jeg altid laver en ordentlig røvfuld, så jeg kan fryse mange stykker ned. Ingredienslisten kan sagtens halveres, så man har til ét fad lasagne til 2-4 personer.
Forberedelsestiden er ca. 15 minutter, og herefter skal lasagnen i ovnen i 35 minutter.
INGREDIENSER
- ca. 10 lasagneplader
- 125 g mozzarella (jeg bruger en kombination af frisk og revet, men det behøves ikke)
- 1 pk. bechamelsauce (jeg køber den bare)
- 200 g hytteost
- 4 gulerødder
- 2-3 løg
- 2-3 fed hvidløg
- 200 g champignon
- 2 squash
- 1 aubergine
- 100 g tomater
- 2 tsk. citronsaft
- 2 dåser hakkede tomater
- 1 terning grøntsagsbouillon
- basilikum
- timian
- laurbærblade
- muskatnød
- chili
- paprika
- salt, peber
FREMGANGSMÅDE
Pensl dit ovnfaste fad med olie eller smør og tænd ovnen på 225 grader.
- Løg og hvidløg hakkes og steges i smør eller olie, indtil de er let gyldne
- Alle grøntsager hakkes og steges med
- Kom de hakkede tomater i og tilsæt derefter citronsaft, timian, revet muskatnød. Tilsæt også laurbærblade, som koger med hele og fjernes til sidst.
- Kog grøntsagsbouillon i ca. ½ liter vand og hæld det oveni grøntsagsblandingen
- Lad saucen småkoge uden låg på i cirka 10 minutter
- Hæld al overskydende væske fra, så saucen er mere fast
- Smag saucen endeligt til med krydderier og salt og peber, så den er helt rigtig for dig
- Lasagnen samles nu i et ovnfast fad efter rækkefølgen: mozzarella i mindre stykker, bechamelsauce, bolognesesauce, lasagneplader, hytteost, bolognesesauce, lasagneplader, bolognesesauce, bechamelsauce og mozzarella på toppen (rækkefølgen er ikke så vigtig – så længe der er: ét lag bolognese, ét lag ost af den ene eller anden slags og ét lag lasagneplader, og der er ost på toppen, så er du i hus)
- Lasagnen bages i ovnen ved 225 grader i ca. 35 minutter.
God fornøjelse!
Mia N