et bondegårdsliv i storbyen

Please sir, give me some coke

En aften i august 2016 gik jeg ned ad gaden i byen Chaweng på Koh Samui, Thailand. Jeg var netop udskrevet fra hospitalet efter 6 dages indlæggelse med en meget alvorlig denguefeber. Jeg havde nærmest ikke spist i 6 dage, jeg havde ikke bevæget mig, og jeg følte mig meget skrøbelig. Jeg var også øm i hele kroppen af at ligge ned uafbrudt og få taget blodprøver 4 gange dagligt. Jeg havde gule og blå mærker op og ned ad armene efter de evige blodprøver (til gengæld havde jeg set virkelig meget Tuna Wars på Nat Geo, da det var den eneste engelske kanal på min stue).

Jeg gik hen i et shoppingcenter for at lede efter noget aftensmad, og jeg var lige i den tilstand, hvor Elton John får en Snickers i reklamen, fordi han er en hangry diva. Jeg stillede mig i kø ved en madbod, mens jeg blev mere og mere sulten og begyndte at koldsvede. Jeg har besvimet mange gange i mit liv og kunne mærke, hvad der var på vej.

Mens benene begyndte at ekse under mig, og jeg nok havde samme hudfarve som en softice, henvendte en russisk far og datter sig til mig på gebrokkent engelsk og spurgte, om jeg var okay. Jeg følte, jeg fik svaret ja, hvilket selvfølgelig var 100% løgn, men jeg ved ikke, om jeg rent faktisk formåede at åbne min mund.

Midt i mit fald fik jeg øje på en Coca cola dåse, der stod bag russeren, henne i madboden og svedte iskolde perler, og jeg følte, at den cola kunne redde min forestående besvimelsesscene. Sukker! Sukker hjælper altid.

Russeren og datteren greb mig om armene i mit fald og forsøgte at støtte mig, så jeg kunne komme op at stå igen. Jeg var ligbleg og koldtsvedende, og de kiggede chokerede på mig. Jeg indså, at de lagde mærke til alle mine stikmærker og blå mærker op og ned af armene. Den russiske far må virkelig have tænkt sit. Særligt også da jeg kort efter, med tanke på den Coca cola, længselsfuldt og med en lille stemme fik fremstammet: ”please sir, give me some coke”.

 

(Jeg fik efterfølgende hjælp af en masse søde ansatte i centeret, som ville tage mig på hospitalet. Det nægtede jeg pure, fordi jeg jo NETOP var blevet udskrevet og havde fået min frihed. Jeg fik heldigvis min Cola Cola og mit helbred igen.)

 

Mia N

DEL

Del på facebook

6 reaktioner

  1. Cola er en bedste ven ikke mindst max. Men er glad for alt gik godt og spænde at læse❤️

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Relaterede indlæg

Cold fish in bed

Samtaler med de sidste 3 mænd, jeg kort har skrevet med på Tinder:   Mig: Hey X, how are you?

Mere

Snif til mit hår

”De er altså ikke ret gode”, lød det hviskende ovre fra reolen med vitaminer. Jeg stod i Bilka Ishøj med

Mere

Mia N

Psykolog, bonderøv og amatørblogger

Jeg hedder Mia, er 34 år og oprindeligt nordjyde fra Hjallerup og Aalborg. Jeg bor nu på Nørrebro i Købehavn på tredje år med mine to marsvin og ca. 60 planter og elsker det. Jeg er uddannet psykolog og arbejder i psykiatrien. 

Her deler jeg de ting, der optager mig, og som gør mig glad.

Mia N

jeres favoritter
Udforsk
Støt planteværk (reklamelinks)

miasplantevaerk@hotmail.com

søg på bloggen