et bondegårdsliv i storbyen

Sidst sete gyserfilm #1

Secuestrados, Death of a Vlogger, Army of the Dead og The Girl Next Door

 

Secuestrados eller Kidnapped (2010, spansk)

Genre: Horror, action, crime

Kan ses på: Blockbuster, SF film

IMDB: Secuestrados

 

Secuestrados er en spansk brutal home invasion-film. Vi følger en familie i Madrid, som oplever deres værste mareridt, da tre bryder ind i deres hjem og holder dem gidsel for at få penge. Gidseldramaet udvikler sig, og der er ikke sparet på grusomme detaljer.

Jeg var imponeret over filmen, da jeg ikke havde forventet noget særligt af den. Den minder mig lidt om The Strangers, og det, at den er spansk og ikke klassisk amerikansk gør, at den ikke er så Hollywoodificeret, som mange film kan være, og derfor fremstår den lidt mere realistisk og derfor grum.

Lidt over middel spændingsfilm med vedvarende creepy stemning og lidt forudsige, men alligevel fungerende twists.

Se den!

 

 

Death of a Vlogger (2019)

Genre: Horror, drama, mystery

Kan ses på: Aktuelt ikke på nogen danske streamingtjenester

IMDB: Death of a Vlogger

 

Death of a Vlogger handler om vloggeren Graham, som får optaget noget overnaturligt på video. Hans video går viralt og får meget opmærksomhed ude i de amerikanske hjem samt blandt andre vloggere med fokus på det overnaturlige.

Jeg elsker found footage eller online/web/youtube-gysere, og denne holdt min opmærksomhed. En ganske middel gyser, som er værd at se. Der er enkelte uhyggelige scener, men ellers handler den mere om karakterens udvikling mod paranoia. Er videoerne med spøgelset virkelige eller iscenesat? Og hvor langt bør vloggeren gå i forsøget på at få ”the perfect shot”?

Der er et par twists i filmen, som jeg ikke havde set komme, og jeg kan ikke finde ud af, om det gør filmen bedre eller værre, men jeg var vel underholdt gennem filmen. Den er værd at se, hvis man trænger til letfordøjeligt semi creepy underholdning.

 

 

 

Army of the Dead (2021)

Genre: Action, horror, crime

Kan ses på: Netflix

IMDB: Army of the Dead

 

Jeg vidste ikke, hvad jeg kunne forvente, men denne film var en okay positiv overraskelse. Den kan ikke rigtigt kaldes en gyserfilm, men jeg har alligevel taget den med på grund af zombier, vold og blod.

Army of the Dead er ikke uhyggelig, men den har et hint af dommedagsvibe kombineret med plathed. Den er på en måde humoristisk, men jeg ved ikke hvorfor – måske bare fordi Dave Bautista fra Guardians of the Galaxy er med, og det er svært at se ham som andet end Drax.

I filmen spiller han Scott, som efter at have reddet jorden fra et zombiebefængt Las Vegas sammen med sit team ved at spærre hele byen inde af store containere, nu lever et ensomt liv og arbejder på en diner. Da Scott kontaktes af en rigmand, der vil sende ham på en mission for at skaffe 200 millioner dollars i en bankboks under alle zombierne på The Strip, overvejer han det. Ikke mindst fordi han loves 50 millioner af dem. Vi følger herefter Scott og sit kamphold rejse gennem Las Vegas og en flok zombier, der er mere melodramatiske end castet fra Real Housewives.

Det er bestemt ikke et mesterværk, og den er som sagt ikke uhyggelig – men jeg var underholdt. Filmen er egentligt dårlig, men på en kult-måde, hvor man ikke kan lide, at man kan lide den. Den er let at se og minder mig lidt om Zombieland.

 

 

 

 

The Girl Next Door (2007)

Genre: Drama, horror, crime

Kan ses på: Aktuelt ikke på nogen danske streamingtjenester

IMDB: The Girl Next Door

 

I denne film, inspireret af den forfærdelige true crime sag om Sylvia Likens, følger vi i 1958 Meg, som sammen med sin søster flytter ind hos sin ustabile tante Ruth. Hun møder naboen Frank og udvikler et venskab med ham, mens hun forsøger at passe ind i det nye kvarter. Ruth viser sig dog at være mere end bare ustabil, og hun begynder at udføre kontinuerligt og metodisk tortur af Meg foran sine 6 sønner. Vi ser, hvordan Frank prøver at hjælpe Meg, men samtidig fastlåses af gruppepres, og vi ser – bare rigtig mange tæsk.

Filmen er ubehagelig, fordi den omhandler tortur af en ung kvinde, og der forsøges at være fokus på udviklingen af dysfunktionel gruppedynamik, men det lykkedes ikke rigtigt. Du sidder tilbage med følelsen af, at filmen er ret meningsløs.

Se den, hvis du trænger til et skud ubehag, eller fordi du er interesseret i sagen om Sylvia Likens. Men mest bare lad være med at se den. Der er mange bedre film i samme genre. 

 

 

 

 

Hvis du sidder med en god gyserfilmsanbefaling, så skriv endelig!

 

Mia N

DEL

Del på facebook

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Relaterede indlæg

Mia N

Psykolog, bonderøv og amatørblogger

Jeg hedder Mia, er 34 år og oprindeligt nordjyde fra Hjallerup og Aalborg. Jeg bor nu på Nørrebro i Købehavn på tredje år med mine to marsvin og ca. 60 planter og elsker det. Jeg er uddannet psykolog og arbejder i psykiatrien. 

Her deler jeg de ting, der optager mig, og som gør mig glad.

Mia N

jeres favoritter
Udforsk
Støt planteværk (reklamelinks)

miasplantevaerk@hotmail.com

søg på bloggen