Jeg opdagede det fine plantecenter i Frederikssund, Faster’s Have sidste år, da en sød kvinde på Instagram skrev, at jeg kunne købe min yndlingsplante: Alocasia Baginda Dragon Scale der. Jeg havde fået en af min veninde og elskede den, og jeg ville gerne have FLERE. Det er den smukkeste plante, og jeg har skrevet mere om den her.
Indlægget er ikke sponsoreret, og jeg har selv taget billederne.
Alocasia Baginda Dragon Scale fra Fasters Have
Faster’s Have ligger i Frederikssund, så der er godt 45 minutter kørsel fra mig på Nørrebro, men heldigvis elsker jeg både at køre bil, opdage noget nyt og naturligvis at se på planter.
Det er en meget smuk køretur derop, som jeg har skrevet mere om i indlægget En søndagsroadtrip i Nordsjælland. Det er altså værd at tage derop bare for at køre turen og lade øjnene se en masse grønt.
Første gang jeg ankom stod der køer på en mark ved siden af, og selve plantecenteret ligger lidt skjult som en lille planteoase bag buske og vejen. Navnet har en konnotation af familiesammenhold og hygge, og det synes jeg også, du oplever derinde. Ejerne og de ansatte er virkelig imødekommende, og de har stor viden om planter. Jeg fik lov at lægge en ønskeliste med sjældne planter, som de forsøgte at skaffe hjem, og det er også vejledning fra dem, der har ført til min favorit jordblanding til fx Alocasia: kokosmuld og perlite. En let, veldrænet jord, som de sarte planter elsker.
I forhold til at skaffe mere unikke og sjældne planter hjem, har jeg oplevet, at det hos Faster’s Have ikke bare er en forretning, men mere en plantepassion. Jeg har fx fået svaret: “Jeg kan godt skaffe X hjem til dig, men priserne på dem lige nu er urimelige i forhold til, hvor lidt variegation, der rent faktisk er i planten” (det er nørdesprog for, at planten ikke har ret meget af det hvide eller farverige, som gør den eftertragtet og sjælden).
Denne gang kiggede jeg efter nye, halvsjældne planter, og de har altid et udvalg af planter, som ikke er helt lette at få fat i. Jeg har fx fået min Dragon Scale, Alocasia Black Velvet, Anthurium Clarinervium og nu: Alocasia Hilo Beauty. Jeg er forelsket!
Mit nyeste køb fra Faster’s Have: Alocasia Hilo Beauty
Priserne er helt rimelige. Min første Drage kostede fx 199, og det var, mens den var ret eftertragtet, og Fasters Have sikkert godt kunne have taget det dobbelte. Min nye Alocasia Hilo Beauty kostede 229.
Plantecenteret er hyggeligt indrettet med en afdeling med indendørs planter, en med interiør, en med grøntsagsplanter og så hele den udendørs afdeling, som er en kæmpe have med bede, træer og utallige udendørs planter.
I den idendørs interiørafdeling må jeg altid beherske mig. Blandt grønne planter er der krukker, vaser, puder og endda sommersandaler. Jeg må aktivt minde mig selv om, at jeg kun er der for at se på planterne, ellers kunne jeg godt få den idé, at jeg da lige skulle have 7 puder og 5 gigantiske krukker. Faktisk bare ommøblere hele min lejlighed.
Deres udendørsafdeling er én stor have med en masse hyggelige kroge og god stemning. Det er sådan en have, jeg selv gerne vil have. Personalet går ofte rundt derude i fordybelse i hvert sit haveprojekt, men de kigger altid op og siger hej, når man går forbi.
Faster’s have er en lille planteoase med dygtigt og venligt personale, sjældne planter og stort udvalg. Jeg kan virkelig anbefale den. Det er dét plantecenter, hvor jeg har kunnet være mest plantenørdet og er blevet imødekommet i det med stor faglig viden. Jeg skriver regelmæssigt til dem og spørger, om de har den og den plante, og de svarer altid venligt tilbage. De virker slet ikke til at have noget imod, at de har fået en plantestalker.
Du kan læse mere om Faster’s Have her samt følge dem på Instagram her.
Mia N