Test af Kit Kat V, den nye veganske Kit Kat

Det er mest bare en undskyldning for at spise endnu mere chokolade

 

Jeg er med i flere grupper på Facebook omhandlende inspiration til vegetarisk og vegansk mad, og der har i grupperne været hype omkring, at Kit Kat ville komme med en vegansk variant af deres chokolade. Medlemmerne har skrevet, at den var god, og at de havde tømt diverse 7-Elevens for dem alle (og så kom der skænderier omkring, at de var egoistiske og ikke lod andre veganere komme til, men det er en anden historie).

Jeg har gode erfaringer med vegansk chokolade, og bl.a. har Ritter Sport lavet en rigtig god en (Dark chocolate 50%). Derudover ELSKER jeg Kit Kat, der har den perfekte balance mellem chokolade og kiks. Jeg var naturligvis nødt til at smage den veganske Kit Kat.

 

 

Jeg er så heldig at have en 7-Eleven på hjørnet, og de havde en smuk stander fyldt med de veganske chokolader (her i mit hood hitter kebab mere end vegansk chokolade).

Jeg købte to: en til at smage med det samme, og en til at blive opbevaret på korrekt chokolade-vis: i køleskabet – samt som backup i svære tider. Man må aldrig gå ned på chokolade.

 

Bedømmelse

Den veganske Kit Kat smager fremragende. Jeg kan faktisk ikke smage, at den er anderledes, og der ikke er tale om den klassiske variant. Der er måske 10% mindre smag i, hvilket har frataget den én popcorn i min bedømmelse, men det er så lille en forskel, at det er næsten ubetydeligt. Jeg ville sikkert ikke kunne smage forskel i en blindtest.

Perfekt sprødhed, og knækket er i orden. Smag og konsistens rammer plet med den originale. Derudover er designet og indpakningen ret så nydeligt.

Jeg glæder mig til at smage den kolde i køleskabet, som er den måde, jeg foretrækker min chokolade. Jeg vil helt klart købe den veganske Kit Kat igen.

Prøv den, før chokoladecravende veganere tømmer DIN 7-Eleven.

 

 

 

Mia N