At gå i biografen er noget af det bedste, jeg ved. Jeg har allerede bestilt billet til, når biograferne åbner i næste uge, og jeg kan ikke vente. Det er altid en stor begivenhed for mig, hvor jeg glæder mig, skal blande slik (ikke i biografen, det koster jo 350kr pr. 100g herovre) og gode popcorn.
Inde i salen kan jeg slå hovedet fuldstændig fra og bare hygge mig. Jeg ser alle slags film, men helst gysere, og jeg går tit i biografen alene. Faktisk nogle gange én gang om ugen, særligt da jeg i Aalborg boede lige overfor biografen og kunne snige mig derover i nattøj.
Jeg har afprøvet snart alle biografer i KBH og omegn (Falkonér og Empire Bio er mine yndlings), og i dag tænker jeg slet ikke over, at jeg tager afsted alene. Det gjorde jeg i begyndelsen, for mange år siden. Der sad nogle piger og grinede, og jeg følte, de grinede af mig, selvom det højst sandsynligt var af reklamerne. Jeg følte mig lidt utryg og dømt på størrelsen af mine popcorn, og hvad de andre mon tænkte. Allerede anden gang var det lidt bedre, så tredje gang, så fjerde.
Jeg går alene i biografen, fordi jeg både kan lide at være alene, og fordi jeg ikke vil være ”afhængig” af, at andre skal kunne tage med mig, for at jeg kan gøre det, jeg elsker. Jeg har også en filmsmag (gysere!), som ikke så mange kan være med på.
For mange handler det at gå i biografen om det sociale, og at man deler en oplevelse med sine nærmeste, hvor man kan tale om filmen bagefter. Det elsker jeg også selv. For mig er det bare lige så hyggeligt at tage afsted alene – hyggeligt på en anden måde. Der skal jeg kun tænke på min egen oplevelse (og lidt på, hvorfor så mange voksne mænd har pibende næser, når de trækker vejret).
Hvis du har lyst til at tage i biografen alene, men tanken skræmmer dig, så er mine tips:
- Tænk på det som selvforkælelse.
- Gør noget ekstra ud af oplevelsen ved at blande dit yndlingsslik inden, tage behagelige bukser på og det irriterende hårspænde ud af håret.
- Hvis du har lyst til både popcorn, slik, is, så køb det HELE. Bland sodavand sammen (Fanta og Lemon kan anbefales). Det er din aften.
- Når du er i biografen og måske føler dig usikker, så hold øje med det, der sker omkring dig. De glade mennesker, duften af popcorn, den gode lyd inde i salen. Når jeg er i biografen alene, bruger jeg tid på at kigge rundt og tænke: ”tænk at vi alle er her for at hygge os og se en god film”, og den tanke gør mig glad.
- Selvom du nu bliver sej til at tage alene i biografen, så lad være med at gøre det i en biograf i Bangkok, hvor der kun er to andre asiatiske piger med langt sort The Ring-hår til stede, og du har valgt at se en gyserfilm.
God fornøjelse.
2 reaktioner
Elsker det sidste punkt 😂😂😂😳🙈
Haha, ja, der var jeg lidt ubehageligt til mode 😀