Planter og alt det andet "værk",
der interesserer mig

DIY: IKEA planteskab

Byg dit eget planteskab

 

Min planteinteresse er  vokset de sidste 3 år til et sted, hvor jeg nu kan kategoriseres som samler (læs; plantehoarder). Når man kommer så langt ud, at man samler på sjældne planter, så er planterne ikke kun sjældne, fordi de er svære at få fat i i Danmark – de er også sjældne, fordi de er så kæmpe store divaer, at ingen kan holde dem i live.

De sjældne planter kræver ofte høj luftfugtighed, højere end vi har i de typiske danske hjem (ca. 40%). Har nogle af dine ikke så typiske planter brune, visne tipper?

Det er et tegn på for lav luftfugtighed (blandt andet).

 

 

De sjældne planter kan kræve vækstlys, den rette jord, en bestemt temperatur, at de får læst digte op for sig. Det er dér, planteskabet kommer ind i billedet. Okay, ikke det med digtene.

Et planteskab eller greenhouse cabinet er et vitrineskab, der laves om til et slags indendørs drivhus for dine divaplanter, så høj luftfugtighed kan opretholdes. Det er dog ikke bare at sætte planter ind i et glasskab – glasskabet skal weather strippes eller isoleres, der skal være luftcirkulation, således planterne ikke rådner, og det kan være en god idé med fx små skåle med sten og vand i (pebble trays), som kan øge luftfugtigheden i skabet. Derudover vil de fleste nørder som mig gerne fryde sig over at se selve luffugtighedstallet på et hygrometer i skabet.

Jeg har nu to planteskabe. Ja, to. Et i mit soveværelse og et i min stue. Jeg elsker dem begge (måske burde jeg læse digte op for dem?).

Jeg startede med at researche planteskabe i diverse plantegrupper på Facebook. De fleste sværger især til vitrineskabene DETOLF og MILSBO fra IKEA, men jeg fandt dem for dyre, og de passede ikke ind i mit hjem hverken i stil eller mål. Til gengæld blev jeg hurtigt fan af RUDSTA (link), som både har et lidt mere retrolook, en fed grøn farve og er lidt mindre end de andre vitrineskabe på markedet.

 

 

Jeg hentede planteskabet (det fyldte ca. hele Blommemor, min bil) og gennemgik mit værste mareridt (at samle IKEA møbler), og derefter gik jeg i gang med at justere det, så det blev et planteskab.

 

Jeg har brugt:

Ventilator fra coolpriser.dk  (denne er virkelig god, fordi den næsten ikke siger en lyd)

Vækstlys: LUMERI DESK -2.60 fra Cinema-shop.dk.

I mit planteskab nr. 2 har jeg købt et  LED lys specifikt til skabet, som kan sidde inde i skabet. Det hedder LUMER T5-INTEG40 fra Cinema-shop.dk

Dobbeltklæbende tape fra Silvan

Sugekopkroge fra Silvan

Altankasser fra Jysk

Hygrometer  fra Biltema

Skåle med små sten og vand 

Isolationstape fra Silvan 

Diverse skruetrækkere og andet, der kan bruges til at brække hullerne op og gøre dem større (er det et jysk udtryk – at “brække noget op? eller har jeg lige fundet på det? Jeg ved det ikke.)

 

Og det vigtigste: en masse planter!

 

 

Luftfugtigheden er typisk på omkring 70%, men den kan, utroligt nok, nå op på hele 99%. Her er det vigtigt at få gang i ventilatoren og/eller åbne skabslågen og lufte ud. 

Vækstlyset er tændt ca. 8 timer dagligt om vinteren, men om foråret behøver man egentligt ikke vækstlys. Planter skal vandes efter behov, men vær opmærksom på, at hvis du har vækstlys tændt, kan planterne hurtigt blive tørstige. 

 

 

Mine planter trives simpelthen så godt, efter de er kommet i planteskab, og der er kommet flere nye blade på mange af dem. Derudover kan jeg ikke få nok af lyskæder og lys , så indretningsmæssigt er jeg også fan af min nye lampe og plantemonster i ét turkis møbel. 

 

 

Mia N

 

image_print

DEL

7 reaktioner

  1. Jeg blev altså rigtig inspireret af din fortælling om dit projekt med planteskabe. Så meget, at jeg nu selv vil anskaffe mig et ikea vitrineskab, og lave det om. Jeg har Google og kigget på insta og Facebook. Men jeg synes ikke jeg kan finde en vejledning til, hvordan jeg gør sådan helt praktisk. Har du mulighed for at lave en lille beskrivelse af, hvad du helt konkret har gjort?
    Jeg har desuden lagt mærke til, at mange har erstattet glashylder med riste. Det handler jo sikkert om at glasset kan gå i stykker, når planterne får en vis vægt. Har du i din reserche stødt på nogen steder, hvor man kan købe sådan nogle riste?

    1. Hej Juliah, og tak fordi du læser med 🙂 Tænker du en guide, hvor jeg beskriver skridt for skridt, hvordan jeg har lavet planteskabet? Det bør jeg sagtens kunne, ja.. God ide! Ja, rigtig mange bruger riste af den grund, du skriver, og også for at lave bedre ventilation i skabet. Glashylderne bliver også på sigt noget beskidte og kalkede. Jeg ved, at mange køber riste på Ebay og Amazon, men jeg har ikke nærmere kendskab til det. Der er en profil på IG @ikeagreenhousecabinet , hvor du sikkert kan finde svar på det 🙂

  2. Hej Mia.
    Tak fordi du har lavet en så udførlig oversigt over dine planteskabe! Det har hjulpet mig meget. Jeg håber du kan hjælpe mig med min bekymring 🤞
    Jeg har et af de store RUDSTA skabe hvor der både er lys og humidifier. Mit problem er at jeg er bekymret for at det er for koldt inde i skabet, temperaturen ligger typisk mellem 19-20,5grader. Har du nogle gode råd til hvordan jeg kan få hævet temperaturen? Eller kan planterne sagtens trives i den temperatur? 🙂
    Lige pt har jeg kun en alocasia amazonia og en PPP derinde, men planen er at bruge det til mine stiklinger og flere alocasia planter.
    Mvh
    Stella

    1. Hej Stella 🙂 Tak fordi du har læst med! Fedt at du har et stort Rudsta-planteskab, og at du har både lys og styr på luftfugtighed. Planterne kan sagtens trives i 19-20 grader, da det er den nogenlunde standard stuetemperatur, vi har her i Danmark. Jeg kan se på mit planteskab til højre for mig lige nu, at det er på 21,6 grader. Jeg har aldrig haft problemer i forhold til temperatur. Planterne kan godt lide en LIDT højere temperatur, men de behøver det ikke. Hvis du ønsker at få temperaturen lidt op, kan du evt. se på, om Rudsta er isoleret godt nok. Hvis ikke, så kan du fx købe noget isolerende tape til sprækkerne. Du kan også sætte flere planter ind eller sætte dem lidt tættere. Jeg ved også, at nogle sætter varmelegemer ind, fx i bunden af skabet for at øge temperaturen. Jeg vil dog ikke mene, det er nødvendigt, hvis dit skab kan forblive på en temperatur på omkring de 20 🙂

      God dag 🙂 Mvh Mia N

  3. Det er da en sej ting det planteskab! I really like it ❤️

    Jeg er også selv plantenørd og -elsker. Men har desværre måtte sætte det lidt i bero fordi jeg også er katteelsker/dame, og de der små pelsede bæster de elsker også mine planter men mest ift. at æde dem! Så vi har lidt diskussioner om hvorvidt planter er noget man kigger på eller æder 🤦‍♀️ Pelsbæsterne stemmer helt sikker for at æde-delen skal vinde, ofte med større eller mindre mængder opkast til følge så nu har jeg givet op og installeret nogen af planterne på et planteværelse ovenpå. Jeg har faktisk haft lidt problemer med en af mine Calatheaer – lige præcis den ene af de to jeg har haft – den kan jeg bare ikke holde liv i. Det er aldrig sket for mig før at jeg har måttet give fortabt overfor en plante – jeg har grønne fingre – men med lige præcis denne Calathea er det åbenbart dødens fingre. En anden Calathea-art holder jeg fint i gang – I don’t get it, og det er ligefør jeg tager det som en personlig fornærmelse! Men jeg tror faktisk det er et fugtighedsproblem der gør sig gældende, så måske skulle jeg overveje et planteskab og indkøb af nr. 4 af denne type Calathea også se om den kan overleve det. Anyway, det blev langt. Jeg glæder mig til at følge dig 🙂 Hvis du er til have og pilpotede pelsbæster er du mere end velkommen til at tage et kig forbi min profil. Fortsat god lørdag, mvh Carina Jørgensen

    1. Hej og velkommen til, Carina 🙂 Mange tak.
      Haha, ja, jeg er heldig, at mine marsvin ikke spiser mine planter. God idé med et planteskab, både ift. luftfugtigheden og at kattene ikke kan komme derind. Calatheaer ér bare nogle djævle, synes jeg. Jeg har også én, som jeg har haft i nogle år, men den bliver ved med at forsøge at opgive livet. Nu er den kommet i planteskabet, og så må vi se.
      Jeg er glad for, du vil kigge med!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Relaterede indlæg

Mia N

Plantenørd, bonderøv og amatørblogger

Jeg hedder Mia, er 36 år og oprindeligt nordjyde. Jeg bor nu på Nørrebro i Købehavn på femte år med mine marsvin, kreative projekter, utallige planter, og jeg elsker det. 

Her deler jeg de ting, der optager mig, og som gør mig glad: alt fra planter og oplevelser i Danmark til gyserfilm og test af virkeligt underligt slik.

Velkommen!

Mia N

jeres favoritter
Udforsk
Støt planteværk (reklamelinks)

miasplantevaerk@hotmail.com

søg på bloggen
Søg