Art The Clown gør det igen, og det var et længe ventet gensyn

Indlægget indeholder spoilere fra Terrifier 1.

Terrifier 2 (2022)

Genre: Horror

Kan ses: I biografen

IMDB: Terrifier 2

Det er ikke længe siden, jeg så Terrifier, og jeg var kæmpe fan. Gyserfilmen med Art The Clown var spændende, klam og akavet hele vejen igennem. Jeg stod tilbage med lysten til mere samt kammen over, at det tog mig så længe at få den set. 

Handling

I Terrifier 2 starter vi lige efter handlingerne i den første film, og allerede i de første scener ser vi Arts (David Howard Thornton) morderiske tendenser udspille sig for vores horrorhungrende øjne. Endda endnu mere gory, end vi tidligere har set. 

Omdrejningspunktet er en lille familie med mor og to børn, hvor børnene Sienna (Lauren LaVera) og Jonathan (Elliott Fullam) begge oplever bizarre hændelser, bl.a. i form af drømme om og syner af Art. Han begynder at dukke op med større hyppighed, og der er nu ikke længere nogen tro på, at Art – som vi sluttede i Terrifier 1 – er død.

Art The Clowns lig er nemlig forsvundet fra lighuset, og han vandrer nu rundt i gaderne med en sort plastikpose, blodpletter og sit evige skumle klovnesmil. 

Anmeldelse

Art The Clown (David Howard Thornton) er en helt igennem fantastisk villain. Han er dybt uhyggelig og psykopatisk, og på samme tid er han virkelig akavet og morsom. Han er klart den sidste, jeg nogensinde ville møde til Halloween, og på samme tid kan jeg ikke lade være med at holde af ham. 

Art er samtidig også den eneste i filmen, der spiller egentligt troværdigt. Karaktererne i den lille familie, som er omdrejningspunktet, og deres venner og skolekammerater spiller underligt teatralsk.  Det er pinefuldt for øjnene, men gør det selvfølgelig bare mere nydelsesfyldt, hvis de dræbes. Man kunne fristes til at tro, det derfor var et bevidst valg fra produceren, men det er det næppe.

Filmen er absolut gory. Der er zoomet ind på blod og hjernemasse, og den er ikke for sarte sjæle. Jeg er dog ikke i besiddelse af sådan en (sart sjæl), og der var kun få scener, der rørte mig. Blodet er lidt for teater-rødt, og legemsdelene er lidt for gummiagtige til, at det bliver egentligt troværdigt. Måske er det meget godt. I hvert fald for alle dem, der ifølge hypen brækker sig allerede nu. 

Terrifier 2 virker til at have lånt lidt fra mesterværket A Nightmare on Elm street, hvor personernes drømme blander sig med virkeligheden.  Det er ikke rigtigt nødvendigt. Jeg kunne bedre lide historien i Terrifier 1, hvor der er tale om et ret realistisk univers og en super creepy klovnemand, der myrder folk ganske random, fremfor det overnaturlige superhelte-touch, der er i Terrifier 2.  Art ér uhyggelig nok i sig selv (den eneste, der er nærmest mere uhyggelig, er børnenes mor, der konstant råber af og aldrig tror på sine børn, men det er en sidebemærkning fra en psykolog med underretningspligt).

Der er flere villains i Terrifier 2 i form af både et lille pige-spøgelse og Victoria Heyes fra Terrifier 1, og det er igen unødvendigt. Det bliver lidt noget pauseklovneri (see what I did there?),  mens du bare venter på at se gyserklovnen igen. 

Art The Clown er fantastisk og kan sagtens skinne (af blod) helt alene. Derfor er Terrifer 2, trods flere unødvendige roller og historier, også en klasse, must see-horrorfilm med en god mængde gore.  Flere af dem, tak. 

Mia N