Hvad er extrafloral nectaries? Læs mere om de små sukkerholdige dråber her
Måske har du aldrig hørt begrebet før, men du har sikkert set extrafloral nectaries uden at vide, hvad det var. Jeg lærte det at kende, da jeg så, at flere af mine planter fik små brune pletter. nogle på bladende, men flest på stænglerne. Jeg gennemgik planterne, og der var ikke skadedyr. Jeg vidste også, at planterne var i et godt miljø, og at deres vandings- og lysforhold var gode.
De små brune pletter lignede nærmest brandpletter, og jeg lagde mærke til, der var en lille væske. Som små dråber, der brændte sig ind i planterne.
Dét er extrafloral nectaries.
Hvad er extrafloral nectaries?
Extrafloral nectaries er nektar, som planten udskiller til at tiltrække sig insekter, fx bier eller myrer, som kan transportere pollen og få planten bestøvet. Nogle mener også, at noget af nektaren blot er et affaldsprodukt, som planten udskiller, når den har optaget de næringsstoffer, den har brug for. Uanset kan særligt myrer og mariehøns godt lide nektarens smag – den består nemlig af 95% sukker.
I naturen ville nektaren hurtigt blive spist eller skyllet væk fra planten, men hjemme i vores stuer sidder den blot fast på planten. Lidt som varm karamel, der kan brænde sig ind i planten. Eller gennem affaldsposen til jul, når man hælder karamellen fra de brunede kartofler.
Extrafloral nectaries er ikke skadelige eller et tegn på mistrivsel. De kan dog efterlade de små brune pletter, jeg opdagede. Du kan derfor fint tørre dem væk med en våd klud og lade din plante fortsætte sit liv uden pletter.
Mia N