Planter og alt det andet "værk",
der interesserer mig

Planter for begyndere #3 Valg af potte (med drænhul)

Et hul i plantepotten er afgørende, så din plante ikke drukner

 

Noget af det vigtigste i forhold til vores planters trivsel er den rigtige potte. Udseendet, formen og materialet er op til den enkeltes smag, men de skal alle helst have det samme til fælles: et drænhul.

Et drænhul er et (eller flere) lille hul i bunden af din potte, der gør, at overskydende vand kan løbe ud af potten og dermed væk fra din plante. Potten stilles på en underskål, så vandet kan løbe ud i den.

 

 

Da overvanding er nummer et årsag til plantemord, er det utrolig vigtigt, at vi forhindrer dette. Overvanding kan nemlig både betyde, at vi vander for hyppigt eller i for store mængder, og at planten står for længe og drukner, fordi vandet ikke kan løbe fra. I potter uden drænhul vil planten være nødt til bare at stå i vandet, hvor både jord og rødder vil suge vandet til sig, og det kan føre til, at rødderne rådner. Hvis først rødderne rådner, er det ude med din plante. Ingen bønner til Moder Theresa eller breve til Planteværks Plantebrevkasse kan redde den.

(Tip: du kan ofte lugte på din plante, hvis den er tæt på at rådne. Jorden lugter jordslået og muggent.)

 

 

Vi kan være heldige, at en plante kan klare sig i en potte uden drænhul, men så er det både fordi planten er hårdfør, og at den er blevet vandet i små mængder ad gangen. Hvis potten ikke har et drænhul, kan du let selv lave det. Jeg laver drænhuller i mine potter enten med boremaskine, eller ved at banke et søm gennem bunden med hammer, indtil det er stort nok. Vær dog opmærksom på, at en glaseret potte kan risikere at flække, så start ikke med din yndlingspotte.

Da overskydende vand nu kan løbe fra, er det vigtigt med en underskål eller andet under din plante. Vand i underskålen kan lige så stille suges op af planten eller fordampe og skabe højere luftfugtighed, som mange planter kan lide.

Du kan til terracottapotter med drænhul købe en matchende underskål i passende størrelse, men hvis du som mig ender med planter i massevis, kan det være dyrt at købe underskåle hele tiden. Der kan du med fordel bruge gamle tallerkner, plasticlåg mv.

 

 

Terracottapotten

Den helt klassiske potte eller krukke, som de fleste har set, er terracottapotten. Potten er lavet af brændt ler, som er et godt materiale for mange planter. Det kan ikke hverken fryse eller blive meget varmt, så planten udsættes ikke for voldsomme temperaturer. Materialet er også godt, da planten kan ånde igennem det, og vand lettere kan fordampe. Terracottapotten har altid drænhul, den er billig, og den fås i alle plantecentre og ofte også supermarkeder. Potten vil danne forkalkninger på ydersiden, og hvis du ikke er til det mere rustikke look, kan du forsegle potten indvendigt med Vandglas.

Hvis du skulle stå med en potte, der hverken har eller kan få et drænhul, så er det vigtigt, at du stadig skaber plads til, at vand kan løbe væk fra jorden og rødderne. Jord og rødder skal hæves fra bunden af potten, så du kan fx lægge et meget tykt lag lecakugler, andre sten eller hvad som helst, der kan skabe et mellemrum mellem plante og pottens bund. Jeg har for nyligt på arbejde lagt en teske i bunden af en potte, så rødderne blev løftet lidt op og overskydende vand kan lægge sig i bunden af potten. Her er det en god idé løbende at løfte planten op og hælde det overskydende vand fra.

 

 

Generelt vil jeg altid mene, at en potte uden drænhul er en midlertidig løsning, fordi det på sigt bare gør det vanskeligere at opretholde et godt miljø for din plante, og der er for stor risiko for, at vandingsforholdene er forkerte.

Det kan være dyrt at købe potter, selv terracottapotter, så hvis du er kreativ og til genbrug, er det let at finde mange fine og billige løsninger. Du kan bruge nærmest hvad som helst som potte, og du kan ofte finde mange flotte glaserede potteskjulere i genbrugsbutikker. Derudover har BilligBlomst ofte virkelig smukke krukker og potter til gode priser (jeg savner at bo tæt på en BilligBlomst. Mit dankort gør ikke).

 

Du har nu købt din plante, du har tjekket, at den er sund og glad, og du har købt/lavet en potte med drænhul. I næste indlæg af Planter for begyndere sætter jeg fokus på jord.

 

Hvis du har et spørgsmål vedrørende en plante til et bestemt rum, kan du skrive til Plantebrevkassen.

 

Mia N

 

image_print

DEL

En reaktion

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Relaterede indlæg

Mia N

Plantenørd, bonderøv og amatørblogger

Jeg hedder Mia, er 36 år og oprindeligt nordjyde. Jeg bor nu på Nørrebro i Købehavn på femte år med mine marsvin, kreative projekter, utallige planter, og jeg elsker det. 

Her deler jeg de ting, der optager mig, og som gør mig glad: alt fra planter og oplevelser i Danmark til gyserfilm og test af virkeligt underligt slik.

Velkommen!

Mia N

jeres favoritter
Udforsk
Støt planteværk (reklamelinks)

miasplantevaerk@hotmail.com

søg på bloggen
Søg