Hvorfor taber min Violinfigen sine blade?
Et af de spørgsmål, jeg ofte stilles enten i Plantebrevkassen eller bare i min fritid, er hvorfor et figentræ bliver ved med at tabe sine blade? Der kan være tale om forskellige slags figentræer, herunder Violinfigen, Indisk Figen mv. Gummitræet, Ficus Elastica, har samme slags opbygning som figentræet, og den kan derfor vise samme tegn på mistrivsel.
Figentræet er et sensitivt træ ift. dets placering og lysforhold. Dette kan snyde, fordi træet i sig selv fremstår ret groft og solidt, men de blade har det bare med at falde af ved det mindste tegn på utilfredshed (fra træets side), og når først det er startet med at smide blade, kan det føles som om, det aldrig stopper.
Min erfaring er, at særligt træk og temperaturforskelle får figentræet til at smide blade. Det kan være en placering tæt på en hoveddør, altandør eller op ad et vindue, der ofte åbnes og lukkes. Det kan også være placering tæt ved en radiator, der er problemet – eller placering et sted, hvor der hele tiden går folk forbi, fx en gang.
Sæt i stedet dit figentræ et mere roligt sted, fx et hjørne, men hvor der er lyst. Figentræet elsker lys, helst indirekte lys, og meget af det.
Figentræet er overordnet en af de planter, som er bedst at sætte et godt sted og derefter ignorere det. Det vil sige: fortsætte vanding efter behov, men ikke flytte meget rundt på det eller røre ved det. Hvis først træet trives, kan det blive enormt stort.
Lidt som mit eget, der dog har trips lige nu, så det taler vi ikke mere om.
Mia N