Information og pasning
Der er noget, der hedder ”individuel kemi” med planter. Nogle planter kan én person ikke få til at leve, uanset hvad h*n gør, andre trives altid. Fx har jeg Alocasia-mojo, og det har min ene veninde også, hvorimod min anden veninde er alle Philodendrons moder.
Jeg kan, for the love of god, ikke holde begonier i live. Jeg har heller ikke kunnet holde bananplanter I live, selvom jeg elsker dem og giver dem al min kærlighed, vand og penge.
Men Alocasiaer, de er min yndlings plantefamilie! De er kendt som nogle lidt irriterende diva-planter, fordi de har ret høje krav til jord, lysforhold og vanding, og de samtidig er magneter for skadedyr, særligt spindemider. Dog har de så utroligt flotte grønne blade, de er ofte prægtige divaer, og de har også min all time yndlingsplante, Alocasia Baginda ”Dragon Scale” i gruppen. Jeg har af en eller anden grund bedst kemi med denne familie, som på dansk kaldes Elefantøre.
Oprindelse
Alocasia stammer fra tropiske og subtropiske områder i Asien og det østlige Australien.
Varianter
Der er over 80 forskellige varianter af Alocasiaplanter. De mest kendte i DK er bl.a. Polly, Zebrina og Wentii.
På billedet ses bl.a. en Alocasia Black Velvet, en Alocasia Silver Dragon og en Alocasia Sinueta
Pasningsvejledning
Jord
Jorden skal have godt dræn og være porøs, dvs. der skal bruges en let og luftig jord, som aldrig kan suge så meget vand, at den bliver meget våd og tung. Alocasia er sårbar overfor at drukne/rådne ved overvanding, og derfor er jorden vigtig. Jeg bruger en blanding af kokosmuld (lette kokosfibre) og perlite (dræn) og nogle gange iblander jeg en smule kokosmuld. Denne jordblanding elsker de!
Lys
Undgå direkte sol og varme. Alocasia har det bedst i indirekte lys.
Vand
Planten vil gerne have en konstant fugtig jord, men den må aldrig være drivvåd. Stik en finger i jorden, og hvis de øverste to centimeter jord er tørre, så er det på tide at vande igen. Det er også en rigtig god ide at give planten et bad under bruseren en gang i mellem eller bare have den til at hænge ud på badeværelset, mens du går i bad.
Luftfugtighed
Alocasier kan godt lide høj luftfugtighed, men det er ikke et krav. De mere almindelige kan fint stå i en almindelig dansk stue. De mere sjældne er virkelig sarte, og der anbefaler jeg høj luftfugtighed, enten ved at placere en luftfugter ved siden af dem eller at sætte dem i et planteskab.
Gødning
Det anbefales at gøde Alocasia måske én gang månedligt i forår- og sommerhalvåret, men jeg gør det langt sjældnere. Igen fordi det er en følsom plante, og med gødning kan man let ”svitse” planten. Gødning kan nemlig være heftigt og overvælde planten, så den nærmest ”solskoldes”.
Skadedyr og sygdomme
Alocasia er af en eller anden grund en magnet for skadedyr og sygdomme. De typiske skadedyr, som næsten alle Alocasiaer vil få på et eller andet tidspunkt er spindemider. Læs mere om spidemider og behandling her (på vej). Trips er også en sucker for Alocasiaer (bogstaveligt talt, de suger næring ud af bladene og efterlader et kedeligt, deprimeret blad).
Herudover kan Alocasiaer efter min erfaring også ret let få svampesygdomme, og de kan let få grimme blade med brune spidser, fordi vanding eller luftfugtighed ikke er korrekt.
Jeg har efterhånden fået doneret flere fra venner og bekendte, der har givet op. Men det er også er en helt utrolig smuk plante, som er mere eksotisk end mange andre, og hvis man først knækker koden til deres pasning, så er de en gave og nogle gange næsten et kunstværk i ens hjem. Derudover behøver man ikke starte med de tunge drenge, men i stedet starte med en lettere Alocasia, fx Zebrina.
Min absolutte yndlings Alocasia, Alocasia Baginda ”Dragon Scale”, har tidligere været en sjælden plante i DK, men den er efterhånden at finde på de fleste planteskoler for den nette sum af 150-250kr. Jeg kan altså ikke få nok af at se på den.
En kærlig hilsen til min første og elskede Alocasia Baginda “Dragon Scale”
Du kan stille spørgsmål om dine planter i min Plantebrevkasse.
Mia N
En reaktion
Hej
Jeg har en elefant øre plante i min stue. Den er blevet meget stor og mange af bladene er visnet/lys brun/gullige. Så den ser ikke så køn ud mere. Der er også kommet mange lange rødder, der ligger på gulvet.
Der er også kommet et par nye blade. Det ene af dem stikker op af jorden. Jeg synes, at det vil være synd at smide den helt ud. Så jeg overvejede om jeg kunne bruge de nye blade til at lave en ny plante ud af dem. Og så sørge for at passe den bedre. Jeg vidste fx ikke, at den ikke måtte stå i direkte sollys.
Hvordan kan man plante en ny plante ud fra de nye blade, kan man det?
Og gør det noget at man klipper rødderne af planten (dem der ligger på gulvet)?
På forhånd tak.