Hvis det ligner, din plante har klistret vat på blade og stængler, kan der være tale om uldlus
Det er ikke længe siden, jeg fandt en stor og smuk Kentiapalme ude i Byttereolen i min gård. Jeg undrede mig over, hvorfor nogen ville af med den og inspicerede den derfor. Hurtigt stod det klart for mig. Palmen var totalt inficeret af de små svin, uldlus.
Uldlus er 4-5 mm små insekter, som ligner en blanding mellem bænkebidere og mikroskopiske klistrede vatrondeller. De producerer nemlig små uldtotter, som de gemmer sig under, og de kan hurtigt sprede sig. De sidder typisk på undersiden af bladene langs kroge og hjørner.
Skade fra uldlus
Uldlus suger plantesaft fra bladene og efterlader dem på sigt kedelige, matte og halvvisne. Derudover efterlader de et sødt honningagtigt ekskret, som kan give svampen plantesygdomme og blive til sort mug. Hvis du ikke gør noget ved din uldlus-ramte plante, ser det derfor sort ud for planten (pun intended), og den kan ende med at dø.
Behandling
Uldlus kan heldigvis fjernes ret let. Ofte er det nok blot at spule planten hårdt ad flere omgange. Andre gange er det nødvendigt at tørre planten grundigt af eller fx dyppe en vatpind i husholdningssprit eller insektspray og fjerne alle de hvide pletter. Det er generelt også en god ide at sprøjte hele planten med insektspray, da du måske har overset nogle godt gemte uldlus. Fjern meget inficerede blade eller blade med skader.
Gentag behandlingen et par gange over nogle uger, selv når du ikke kan se flere uldlus med det blotte øje.
Held og lykke med de små svin.
Mia N
Læs om andre små svin her.
Hvis du har et spørgsmål vedrørende planter, kan du skrive til Plantebrevkassen.