Fortællinger fra hverdagen
Jeg glemmer ofte, at man kan bede andre om hjælp. Derfor stod jeg overfor min gamle chaiselongsofa på 310cm, da jeg dagen efter skulle have en ny, og skulle selv fragte den ud gennem min lejlighed, gennem hele vores gård og hen til storskraldsområdet. Min tanke havde bare været ”det klarer jeg snildt!”, og det gjorde jeg også. Frem til min opgang, hvor jeg svedte som en gammel mand og muligvis havde lavet en skramme i min nabos dør. Det taler vi ikke om.
Jeg tænkte, at jeg måtte kigge ud i gården, hvor der ofte er mennesker, og bede om en hjælpende hånd, men utroligt nok var der ingen at se derude. Kun to små børn på nok 8 og 5 år, en dreng og en pige, begge iklædt kostumer. Drengen var en slags Batman med fartstriber i hovedet, og pigen en lyserød prinsesse.
Jeg begyndte at hive og trække, og lidt efter kunne jeg høre nogle små pibende lyde, som viste sig at være den lille prinsesse, der spurgte ”hvad laver du altså?”. Jeg forklarede, og så spurgte hun, om hun og hendes bror skulle hjælpe mig. Jeg svarede ja, og at de så meget stærke ud.
Jeg trak i sofaen i den ene ende, og superheltebørnene skubbede på i den anden, mens jeg roste dem for deres gigantiske muskler, særligt Superman, der havde en meget koncentreret mund.
Vi fik sammen slæbt den gigantiske sofa hele vejen hen til storskrald, og Batman havde efterfølgende et selvfedt smil, som kun rigtige superhelte kan have.
Mia N
