Planter og alt det andet "værk",
der interesserer mig

De små svin #3 Trips

Farveløse, matte plamager og mikroskopiske hvide pletter kan være tegn på trips og tripslarver

 

Trips er, udover skjoldlus, de små svin, der fortjener førstepladsen i svinagtigheds-skalaen. De kommer ud af det blå, og på ingen tid har de inficeret først ét blad, så fire blade og så hele planten. Nu har de endda et godt øje til de omkringstående planter. Du går i gang med behandling, men tripsene er stædige. Lige når du tror, du har vundet over dem, kommer anden runde: babyerne. Svin-babyerne.

Alt håb ér dog ikke ude, og du kan slippe af med skadedyrene. Det kræver tålmodighed, men det er det hele værd, hvis du ikke vil miste dine smukke planter.

Her fortæller jeg mere om trips og behandling. 

 

 

Hvad er trips?

Trips er mikroskopiske aflange insekter, der ikke er bredere end en synål. De voksne trips er mørkebrune, sorte eller nærmest rødlige og har vinger. De kaldes også tordenfluer, og i et mikroskop ligner de små, vrede hummere.

Tripslarverne (babyerne), som er dem, vi oftest finder på vores husplanter, er lyse. De kan være hvide, lysegule eller lysegrønne. 

De findes ofte i en gruppe oven på bladet, netop der hvor misfarvning opstår. 

 

 

Tripsens skade 

Trips suger næring fra plantecellerne, så de misfarves og bliver skadede. Skaderne ses som pletter af forskellig størrelse, hvor farven er blevet mat og lys gullig. Der ses ofte en slags tørre områder, hvor der også er små sorte prikker. Derudover vil planten stoppe sin vækst, fordi den mistrives. Skaderne på bladene vil vokse sig større, og planten vil, uden behandling, ende med at dø. 

 

To eksempler på skade fra trips

 

Behandling

Det er svært at slippe af med trips, og hvis det er en ubetydelig plante, som er inficeret, kan den bedste mulighed nogle gange være at smide den ud. Af alle mine planter synes det oftest at være Monstera Deliciosa, der tiltrækker de små svin, og jeg har derfor ofte oplevet infesteringen. Jeg har heldigvis næsten lige så ofte kureret planen. Det kan lade sig gøre med lidt indsats og tålmodighed. 

Behandlingen af trips er meget lig behandling af andre skadedyr. Forskellen er vedholdenheden. Trips’ livscyklus er nemlig sådan, at de vokse lægger æg i bladene, som udklækkes efter ca. 10-14 dage. Hvis du ikke er vedholdende med din behandling, vil din plante derfor hurtigt være ramt igen. Husk derfor at behandle din plante i ca. 3 uger, efter du ikke ser tegn på trips længere. 

 

Omtrent sådan jeg ser ud, når jeg behandler mine planter for trips

 

Fremgangsmåde

Start med at isolere din plante, så den ikke er i nærkontakt med andre planter. Herefter sprøjtes hele planten med insektspray. Her kan du som vanligt enten købe en insektspray i et plante- og byggecenter, eller du kan lave Min hjemmelavede insektspray. Jeg bruger for tiden en anden hjemmelavet insektspray, hvor jeg blander vand, neem-olie og et par dråber opvaskemiddel eller husholdningssprit, og den har også god effekt.

Lad planten dryppe af. Allerede efter første behandling vil du se, at de fleste tydelige trips er væk, men det er vigtigt at blive ved med at behandle. Gentag behandlingen ca. hver 5-7. dag Hold øje med planten i de efterfølgende uger og behandl den igen de næste 3 uger. På den måde sikrer du, at du også får hold nummer to, der venter inde i bladene, med.

De skadede blade bliver desværre ikke pæne igen, og kan derfor fjernes, men der vil komme ny, fin vækst. 

 

 

Held og lykke med de små svin.

 

Mia N

 

Læs om andre små svin her.

Hvis du har et spørgsmål vedrørende planter, kan du skrive til Plantebrevkassen.

 

image_print

DEL

2 reaktioner

  1. tak, jeg tror min plante har dem. ved du om jeg kan bruge insektfri til dem? altså den spray

    tak for indlægget

    1. Hej Annette

      Det kan du, ja. Jeg synes personligt, at Provanto insektspray eller en hjemmelavet fungerer lidt bedre, men jeg har også selv brugt Insektfri før 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Relaterede indlæg

Monstera Deliciosa

Pasningsvejledning på den meget populære stueplante, også kaldet Fingerfilodendron   Monstera Deliciosa eller Fingerfilodendron er en

Læs mere

Mia N

Plantenørd, bonderøv og amatørblogger

Jeg hedder Mia, er 36 år og oprindeligt nordjyde. Jeg bor nu på Nørrebro i Købehavn på fjerde år med mine marsvin, kreative projekter, utallige planter, og jeg elsker det. 

Her deler jeg de ting, der optager mig, og som gør mig glad: alt fra planter og oplevelser i Danmark til gyserfilm og test af virkeligt underligt slik.

Velkommen!

Mia N

jeres favoritter
Udforsk
Støt planteværk (reklamelinks)

miasplantevaerk@hotmail.com

søg på bloggen