Sommeren i Danmark går altid forbi så hurtigt, hvis den overhovedet når at komme, og derfor er det med at skønne på de rigtige sommerstunder. Jeg har haft en rigtig dejlig uge, og nu sidder jeg ude på min altan i bikini, en fredag eftermiddag og skriver dette blogindlæg. Med et pudefort rundt om computeren, så jeg kan se skærmen i sollyset, og med svedende lår. Jeg har lige spist en Magnum Gold Caramel Billionaire, anbefalet af Miriam Poulsen, og som hun skrev: ”de er crack!”. Måske verdens bedste pindis?
For en uge siden kom min søster på weekend her hos mig i KBH. Vi besøger hinanden hver måned på skift i Nordjylland og i KBH. Vi bytter altid grøntsager og planter, men hun havde også både bagt boller, lavet hjemmelavede p-tærter OG købt en bedstemorbolle fra Aalborgs bedste café, Penny Lane, til mig.
Bedstemorbollen er en meget underspillet tebollelignende kage med hvid glasur ovenpå. Indeni er den hul og gemmer på den bedste vaniljecreme. Blandingen af kagebrødet, glasuren og kagecremen er en blanding, jeg kunne gå i krig for. Det, og så kampen for at få rosiner ud af bagværk.
Vi fik kage og jordbær til aftensmad, vi hentede Too Good To Go fra Emmerys, og vi prøvede at se en serie, men kunne ikke, fordi ingen af os kan holde kæft.
Lørdag tog vi hen til RO chokolade på Jægersborgsgade, som laver virkelig gode og fancy fyldte chokolader. Prøv den med passionsfrugt, hvis du skal derhen. Bagefter tog vi i Valbyparken, som har været min næsten faste gåtursdestination i weekenden, siden jeg flyttede herover. Den er stor og smuk, og den har alt det, man har svært ved at beslutte sig for, man helst vil se, når man går en lang tur: både skov, park, haver og lidt strand. Gennem parken er der gigantiske træer, der omkranser grusstien.
Derudover er der i alle de forskellige haver en masse smukke planter. Min favorithave er den Islamiske Have grundet Blåregnen, der falder ned over indgangen og den smukke mosaik på bænkene derinde.
Efter Valby og på vej hjem til mig kørte vi gennem Frederiksberg, og jeg var nødt til at vise min søster endnu en vigtig Københavnsk attraktion: Candy Mega Store.
Vi blandede begge slik for 150kr, og jeg er stolt af os. Vi går ikke ned på slik.
Ugen på arbejde har været dejlig, med godt vejr, søde patienter og gode kolleger. I går havde min ene kollega jordbærkage med, i dag havde en anden croissanter med. De er så meget godkendte. Altså kagerne. Okay, også kollegerne.
Jeg har mødt min søde nabo flere gange. Ikke den larmende overbo eller den larmende nabo til højre, der taler så højt og nasalt, at det kan skære gennem vægge, men min søde nabo til venstre, som altid ser Seinfeld (jeg kan høre ”bam bam ba ba ba tssshhh”- lyden fra serien gennem væggen) og spiller trompet. Hver gang jeg møder ham, får jeg et kæmpe chok. Det gør jeg ikke ved andre mennesker, kun ved ham. Måske er jeg blevet så introvert, at jeg glemmer, at der findes naboer, og det derfor er chokerende for mig at møde dem.
Jeg ved ikke, hvad jeg laver her, men måske danser jeg techno i marken?
Jeg passer igen marsvinene, Captain og Lady, som begge har meget personlighed. Lady er en bestemt gris, Captain er en meget forvirret og glad gris. Han popcorner (springer højt i glæde) over de mærkeligste ting, fx i morges, da han prøvede at spise min lilla sandal. Mine egne grise, Lama og Bagel er ude at løbe om aftenen i deres helt egen dyne, og de bliver mere modige og er på eventyr. Jeg har ikke helt overbevist dem om, at når jeg trækker vejret eller siger den mindste lyd, så er det ikke et mordforsøg på dem, men det kommer. For Bagel. Ikke for Lama. Til gengæld tisser hun på mig hver aften.
Fra på mandag skal jeg også passe min venindes kat Cleo og om nogle uger de søde drengemarsvin Albot og Busta. Dem har jeg passet flere gange, og de er de sødeste grise. Jeg glæder mig til at se både dem og Cleo igen. Gad vide om jeg snart skal registrere mit hjem som uautoriseret marsvine- og kattekennel?
I dag efter arbejde har jeg hentet en pakke på posthuset, som var en meget generøs og betænksom gave fra en følger på IG. Hun har simpelthen sendt mig en smuk, farverig vintagekjole, som hun syntes, var lige mig, og som hun ikke selv brugte. Hun har endda sendt marsvinesnacks med, som Lady allerede har godkendt ved at angribe min hånd.
Jeg har i dag lagt en “bestilling” på mange sjældne planter hos en sød planteekspert, og jeg glæder mig til at få dem – de skal i planteskabet. Jeg har også fået mine første jordbær og ærter på altanen. I morgen skal jeg være sammen med en kollega, der skal vise mig sin lejlighed og smukke naturområder nær den. Vi er begge kreative, slikelskende naturmennesker, og jeg glæder mig til at se hendes sted.
I ånden af hvor søde mennesker er, har jeg skrevet et indlæg omkring dating (-ish), som kommer i weekenden, og hvor mange fra IG har sendt deres tanker og meninger omkring. Det var både hjælpsomt og spændende at læse. Tak!
Tænk at gå på weekend med taknemmelighed, en ny vintagekjole og en svedråbe, der netop nu rejser på eventyr ned ad en delle på maven.
Livet er godt.
Mia N
PS. Jeg arbejder på flere indlæg til bloggen, herunder hvordan man behandler sørgemyg i planter, Plant edition, Mias Crazy Life og True crime sager, der optager mig. De er på vej!
2 reaktioner
Elsker alt ved det her indlæg – og dejligt at se andre, der også altid kommer op på den gode side af 99, når der blandes snold! 🤩👏🏻
Tusind tak! 🙂 Jeg elsker at blive hyldet for at blande gigantiske slikposer 😀