Planter og alt det andet "værk",
der interesserer mig

Postkort fra Thailand #2

Skrevet under verdens bedste morgenmadsbuffet på øen Koh Lipe

 

I dag er sidste dag på Koh Lipe, for i morgen rejser jeg til Bangkok, hvor jeg derefter har 3 dage. Så går turen hjemad mod Danmark. 

Jeg har lige spist verdens lækreste morgenmad fra morgenmadsbuffeten her på mit hotel, Idyllic Concept Resort. Hotellet, som har øadelagt alle andre hoteller og morgenmadsbuffeter fremover, fordi intet kan måle sig med det her. 

 

 

I dag har jeg fået omelet, frugt med yoghurt, pandekager og frugt. Derudover en cappuccino, guavajuice og vand. Imens har jeg talt med den søde ansatte, Ohng, som netop har fortalt, at hun spiser passionsfrugt med østerssovs, chili og sukker. Underlig blanding for en dansker. Luksus blanding for en Thai, fordi den minder om deres populære ret som tam (stærk papaya salat). 

 

 

Jeg har været 10 dage på Thailands sydvestlige ø, Koh Lipe, tæt på den malaysiske grænse De første dage lidt undervældende, fordi jeg var mit hotels eneste gæst, og måske også øens eneste gæst. Kombineret med overskyet regnvejr, insekter i pupper på væggen og fraværet af en morgenmadsbuffet, var dagene lidt kedelige. Heldigvis reddede en todagestur til fastlandet, Hat Yai, det hele, da jeg lige blev rusket op i med by, storcentre, andre gæster og sol. For ikke at nævne indkøbet af verdens smukkeste lyslilla sneakers.

Da jeg kom tilbage til Koh Lipe, tjekkede jeg ind på mit nuværende hotel, og det har været fuldstændig fantastisk. Hotellet er overdådigt og indrettet som en regnskov, der har sin egen del af stranden. Over alt er kæmpe bananpalmer og paradisfugle, og jeg har ikke haft sko på i en uge. Dét er sand strandferie for mig. 

 

 

Jeg er tilfældigvis faldet over en restaurant på øen, The BOX, som har en vanvittigt god veggieburger og pomfritter. Jeg spiser hovedsageligt thaimad (“mixed fried vegetables” er crack), men ind i mellem trænger jeg til overload af salt. Veggieburgeren skal være mit sidste Lipe-måltid i dag.

 

 

Jeg er blevet gode venner med et par af de ansatte, som lærer mig Thai, og jeg har været på flere ture med en hollandsk/Thaifamilie. Den hollandske mand er meget jovial og far-vitsende, og noget af det sjoveste for ham var, da de på bådtur med mig begyndte at fiske. Jeg, dyreelsker og vegetar, måtte se væk det meste af tiden og ellers fake-smile. Jeg er nu “the fishing vegetarian” i hans far-vitse-bog. Han og familien er søde, inviterer mig med til ting og kommer med cappuccino til mig (jeg må ligne en, der trænger til kaffe).

I går snorklede vi hele dagen lang, og jeg så klovnefisk, papegøjefisk, kirurgfisk og mange andre. 

 

 

Jeg kan officielt ikke kalde mig vandskræk længere, da jeg svømmer, snorkler og springer i vandet fra både. Nu mangler jeg bare at overvinde angsten for dating, blæksprutter og kontakter med min vicevært. 

I dag har jeg ingen planer udover at skrive blog (tjek!), sole mig, svømme og læse. Bare tage det hele ind. 

Jeg glæder mig til Bangkok, og jeg savner allerede Koh Lipe. 

 

 

Jeg tænker allerede på min næste tur. 

 

 

Mia N

 

image_print

DEL

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Relaterede indlæg

Mia N

Plantenørd, bonderøv og amatørblogger

Jeg hedder Mia, er 36 år og oprindeligt nordjyde. Jeg bor nu på Nørrebro i Købehavn på femte år med mine marsvin, kreative projekter, utallige planter, og jeg elsker det. 

Her deler jeg de ting, der optager mig, og som gør mig glad: alt fra planter og oplevelser i Danmark til gyserfilm og test af virkeligt underligt slik.

Velkommen!

Mia N

jeres favoritter
Udforsk
Støt planteværk (reklamelinks)

miasplantevaerk@hotmail.com

søg på bloggen
Søg