En hilsen fra mit yndlingssted i hele verden: Bangkok!

Indlægget indeholder reklame igennem affiliatelinks for Mofibo.

Det er stadig ret uvirkeligt for mig, at jeg er i Thailand. At jeg lige nu sidder ved Chao Phraya floden og venter på båden ind til centrum. Det er også uvirkeligt, hvor meget jeg sveder. Jeg har som mål på denne tur at lære at gå lige så langsomt som thaierne i stedet for mit vanlige næsten løbe-tempo, der ikke er så smart i 33 grader og en luftfugtighed dobbelt så høj som i Danmark. De har fat i noget, de thaier. 

Jeg ankom søndag morgen kl. 6.30 Thai tid (1.30 i DK), og heldigvis ankom min bagage også ca. på samme tidspunkt. Jeg har trods alle mine rejser aldrig mistet min bagage, så jeg havde en mavefornemmelse, der sagde, at det måtte være min tur nu. Jeg undslap igen. 

Jeg checkede ind på mit skønne hotel Casa Nithra, som jeg har boet på før. Det ligger i den gamle bydel, også kaldet Khao San eller Banglumphu (de fleste kender Khao San Road i samme område). Her er den bedste street food i Bangkok, og det er også i det område, de fleste seværdigheder, såsom Grand Palace og Wat Pho (Den Liggende Buddha) befinder sig. Jeg har set alle seværdighederne flere gange tidligere, inklusiv nærmest alle Dunkin Donuts (det er en seværdighed for mig) og Sirijaj Medical Museum, som er et vanvittigt museum lige til gyserfilm.

Denne rejse er derfor den slags, jeg elsker mest: der er intet, jeg skal se, og jeg kan bare slappe af og have mit fokus på det vigtigste: maden, coconut shakes og Thaiernes venlighed. Selvfølgelig også at læse masser af bøger, som jeg sjældent kan overskue i hverdagen derhjemme. Jeg har indtil videre læst Sara Omar: Dødevaskeren og  Andrea Bak: Ikke savnet. Jeg kan stadig ikke få hænderne ned over min e-reader fra Mofibo (reklame). 

Jeg har fået fodmassage, oliemassage, fried rice, fried vegetables, mango sticky rice og coconut shakes. Jeg har købt billigt make up, solbriller og snillersnaller*, og jeg har sagt nej (mai chai) til Tuk tuk-chauffører 100 gange. “Where you go, miss? You want tuk tuk?”

Jeg har talt mit begynderthai både med succes og mindre succes. Min oplevelse er, at jeg faktisk kan begå mig nogenlunde på Thai, men at det kræver, jeg gør de lokale opmærksomme på, at jeg nu vil tale Thai til dem. Ellers lytter de ikke rigtigt og er bare i deres overvenlige “farang (den hvide turist) is always right, just smile and wave”-mode.

Når jeg derimod spørger, om jeg må afprøve mit Thai, bliver de meget lyttende og vildt glade. Især “Chan pen khon Denmark” (jeg er fra Danmark) er bare det fedeste af en eller anden grund. Så griner og smiler de helt vildt og svarer begejstret: “Phom pen khon Thai!”. Bare hvis jeg ikke var klar over det.

Der er færre turister, end der plejer på denne tid, og det er skønt. Det betyder, at flere butikker og boder også er lukkede, men det gør intet. Bangkok er altid ren overflod af alt, du ønsker dig, alligevel. 

I dag er sidste dag i Bangkok, før jeg vender tilbage i slutningen af ferien igen. I morgen rejser jeg til øen Koh Lipe, hvor jeg ikke har været før. Jeg savner Bangkok allerede, og jeg er på samme tid rigtig spændt på Koh Lipe. Det skulle være en af de smukkeste øer i Thailand, men man ved aldrig ift. mængder af turister og affald. 

Nu kommer min båd. Tak fordi du læste med!

PS. Jeg er lykkelig helt ind i hjertet. 

Mia N

*snillersnaller er dimser, souvenirs og alt muligt andet, man ikke har brug for.