Creep 1 og 2 mestrer en ubehagelig stemning fyldt med akavethed, humor og uhygge

Jeg har endnu ikke set et gyserfilmsforum om gode, halv-ukendte gyserfilm, hvor filmen Creep ikke bliver nævnt. Det er en lille, kult, i Danmark forholdsvist ukendt, lavbudgetfilm, som rigtig mange er vilde med – inklusiv undertegnede.

Da jeg første gang så Creep, forstod jeg ikke hypen. Jeg fandt bare filmen mærkelig og forstod ikke rigtigt pointen med den. Nu har jeg lige genset både Creep og efterfølgeren Creep 2, og pludselig er jeg med i heppekoret. Faktisk vil jeg gerne ansøge om pladsen som main cheerleader.

Årsagen til min holdningsændring må være, at jeg første gang sikkert så filmene i dårlig kvalitet, samt at jeg nu er i 30erne og kender til følelsen af på den ene side at være åbensindet for nye venskaber og på den anden side helst bare vil have, alle lader mig være. Heldigvis kender jeg ikke til følelsen af at blive tvunget ind i et venskab med en, der er så fantastisk creepy som Josef/Aaron (Mark Duplass). 

Her anmelder jeg Creep og Creep 2.

Creep (2014)

Genre: Horror, thriller

Kan ses på: Netflix

IMDB: Creep

Aaron (Patrick Brice) er en videograf, der online har fundet det perfekte job. Han skal følge Josef (Mark Duplass), der angiveligt er døende og gerne vil filme en video til sit ufødte barn, så barnet har et minde om sin far. Josef er fra start socialt akavet, men han er også finurlig og eventyrlysten, og han er interesseret i Aaron.  Vi følger relationen mellem de to, mens den udvikles fra faglig distanceret til venskabelig. Det viser sig dog, at både relationen og arbejdsopgaven fra Josefs side er noget helt andet, end Aaron egentligt havde meldt sig til. Det bliver for Aaron til et grænseoverskridende mareridt med påtvunget venskab, løgne og ikke mindst introduktion til varulvemasken Peachfuzz. 

Anmeldelse af Creep

Creep er, trods alt det bizarre, troværdig i sin historie og sine karakterer. Aaron finder et job online, springer ud i det og prøver flere gange at overhøre den indre stemme, der siger, at der er noget galt her. Der indfinder sig en underlig sympati for den på én gang ynkelige og likeable Josef, både hos Aaron og hos os som seere. Josefs vedholdenhed får ham til at virke som et begejstret barn, der lige har fået nyt legetøj og måske generelt ser livet som en leg, han ikke selv var en del af som lille. Patrick Brice gør det godt som den overbærende, der til sidst får nok-videograf Aaron, og Mark Duplass gør det fremragende som filmens creep.

Filmen er forudsigelig i den overordnede handling fra venskab til kaos, men på samme tid uforudsigelig i, hvordan vi når hen til kaosset. Den er morsom, klam og dyster.

Jeg var opslugt, underholdt og vild med filmen fra start til slut. Et spændende og finurligt portræt af ensomhed indenfor horrorgenren.

Creep 2 (2017)

Genre: Horror, drama, crime

Kan ses på: Netflix

IMDB: Creep 2

Creep 2 starter næsten der, hvor Creep sluttede. Sara (Desiree Akhavan) opdager en jobannonce, hvor en mand, Aaron (I Creep: Josef, Mark Duplass) søger en videograf til at dokumentere hans liv som seriemorder. Sara, med sin interesse i det bizarre og med troen på, at det hele er en god røverhistorie, tager jobbet og møder Aaron.

Aaron (Mark Duplass) opfører sig hurtigt, omend med et mere poleret udseende, lige så bizart som i Creep. Creep 2 har langt hen ad vejen samme handling som Creep, med det nye element, at Aaron afslører sig som seriemorder, og Sara ikke er skræmt af det.  Tværtimod virker hun fascineret af hans vanvid, og hun både udfordrer ham og, i jagten på den gode historie, leger med. Sidstnævnte sandsynligvis i troen om, at det hele er en spøg. Vi følger udviklingen af et bizart venskab, til tider en slags romance, mellem to skæve eksistenser, hvoraf den ene tager det skæve helt hen til det drabelige.

Anmeldelse af Creep 2

Creep 2 har heldigvis samme vibe som Creep, da den på én gang er utroligt akavet og samtidig virkelig hyggelig. Det havde jeg ikke troet, jeg skulle skrive om en gyserfilm, men det ér den bedste måde at beskrive følelsen af at følge Sara og Aaron. De spiller bold med hinandens bizarre sider og lader sig ikke skræmme. Det er som at se to børn lege med noget forbudt og forme et malplaceret venskab omkring det. Det er sjovt og uventet, og det fastholdt min opmærksomhed på samme måde, som det gjorde i Creep.

Creep vinder mange point på at være den første i serien, der formåede at skabe denne ambivalente gyserstemning, og, ikke mindst, introducerede os for Josef/Aaron. I Creep 2 får vi en lidt anden vinkel og samtidig et større indblik i både Mark Duplass’ karakter og den anden hovedrolleindehaver Sara (Desiree Akhavan).  Jeg var flere gange i tvivl, om Sara var lige så vanvittig selv, eller om hun gik over egne grænser kun i forsøgt på at få “den gode historie”. Det gav et fedt twist og noget energi til historien.

Creep 2 bibeholder, heldigvis, alt det gode, væmmelige fra Creep.

Creep 1 og 2 er lavbudgetfilm, som fungerer, og de giver både nogle gode timers underholdning og lidt stof til eftertanke omkring ensomhed, venskaber og hvad fuck der er med den varulv Peachfuzz. Det er gode skuespilspræstationer, og jeg ville bestemt ikke have noget imod en Creep 3, hvis bare jeg må se mere til Mark Duplass som den creepy Josef/Aaron. 

Peachfuzz

Mia N