Planter og alt det andet "værk",
der interesserer mig

Jeg tester pon (plantesubstrat)

Følg med i mit planteprojekt om at bruge pon i stedet for min normale jordblanding til stueplanter

 

For få år siden var jord for mig bare jord. Jeg købte en billig plantesæk, og så plantede jeg ALT med den. Det gør helt ondt at skrive nu, fordi en plantesæk kun er til udendørs planter, og endda kun nogle af dem. Nu bruger jeg pottemuld, kokosmuld, orkidébark, perlite, lecakugler, sand og mos. Og flere ting end det.

Jord er ikke længere bare jord, men nærmest et lille kemiprojekt i forhold til at finde den rette slags til den specifikke plante.

 

Da jeg er særligt vild med planter, der ikke er de letteste at passe, er en rigtig jordblanding afgørende. Den hjælper med, at planten får den korrekte mængde vand, luft til rødderne og næring. Jeg har længe svoret til en blanding af kokosmuld og perlite, og den har fungeret godt.

Dog har jeg enkelte planter, som ikke synes at trives helt i den jord – bl.a. min Alocasia Dragon Scale og Philodendron Verrucosum. Særligt planterne med velourblade, såsom Verrucosum, Gloriosum og Melanochrysym nægter at trives hos mig. Jeg har derfor spurgt mig til råds hos Laura (onemore_plant), som jeg har flere af mine sjældne planter fra. Laura bruger pon, og det betød, at jeg endelig måtte sætte mig ind i, hvad pon er for noget.

 

 

Hvad er pon?

Pon er små sten, nærmest som grus, og de bruges ligesom plantejord. De består af mineralsten som zeolit, pimpsten, lavasten og indeholder også gødning til de første 6 måneder. Gødningen frigives, når planten har behov for det.  

Pon anses som særligt godt til skrøbelige planter, da rødderne ikke omsluttes tæt, men tværtimod lettere kan ånde. Hvor almindelig jord lægger sig tæt om rødderne, ligger pon som sten med små lufthuller i mellem. Pon kan heller ikke suge vand på samme måde som mange slags jord, hvorfor risikoen for overvanding mindskes. Derudover kan pon genbruges og skal ikke udskiftes regelmæssigt ligesom pottemuld.

 

 

Jeg købte en pose på 12L i Plantorama til ca. 250 kr, så det er ikke billigt, men det havde jeg heller ikke forventet.

Jeg har plantet mine to mest fornærmede planter deri, de førnævnte Alocasia Dragon Scale og Philodendron Verrucosum . Jeg har plantet dem i transparente potter (som faktisk bare er plasticbeholdere fra IKEA, som jeg har skåret hul i bunden for at lave drænhul). Det anbefales, så man som ny pon-bruger kan holde øje med rødderne og hvor meget vand, der er i potten. Jeg har blandet en smule perlite og bark i for at optimere blandingen i forhold til drænforhold (men aner ikke, om jeg ødelægger det hele *trommehvirvel*).

Jeg har derudover også plantet enkelte knolde, små divaplanter og stiklinger i pon for at se, om plantesubstratet er mere effektivt end henholdsvis pottemuld, kokosmuld, perlite og sphagnummos.

 

 

Min Alocasia Dragon Scale og Philodendron Verrucosum har boet i pon i en uge nu, og de har det indtil videre fint. Det bliver spændende at følge deres udvikling og vurdere, hvordan pon virker.

 

Mia N

 

image_print

DEL

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Relaterede indlæg

Mia N

Plantenørd, bonderøv og amatørblogger

Jeg hedder Mia, er 36 år og oprindeligt nordjyde. Jeg bor nu på Nørrebro i Købehavn på femte år med mine marsvin, kreative projekter, utallige planter, og jeg elsker det. 

Her deler jeg de ting, der optager mig, og som gør mig glad: alt fra planter og oplevelser i Danmark til gyserfilm og test af virkeligt underligt slik.

Velkommen!

Mia N

jeres favoritter
Udforsk
Støt planteværk (reklamelinks)

miasplantevaerk@hotmail.com

søg på bloggen
Søg