Lidt om pottemuld og jordforbedringsmidler
En vigtig del af din plantes trivsel handler om, hvad den vokser op i – jorden. I og med dette er Planter for Begyndere, og du måske er i begyndelsen af din planteforælderrolle, så er det vigtigt at sige, at du ikke behøver gå så meget op i jorden lige nu, så længe du køber pottemuld/blomstermuld.
Grundlæggende er det muld, du kan købe til dine stueplanter, nemlig helt fint til langt de fleste planter.
Jeg har dog nogle tips om jord, som jeg vil dele, så du har størst mulig succes med dine planter, hvis du vil øge dit nørdeniveau en lille smule. Nogle planter, fx de lidt mere specielle Alocasia og Calathea, trives nemlig endnu bedre i en anden jordblanding.
Pottemuld
Den almindelige stueplantejord, også kaldet pottemuld og blomstermuld er en muldblanding bestående af kompost, sand og naturgødning, nogle gange også bark, sphagnum og vækstler. Mulden har en fin struktur og gode evner til at optage vand, samtidig med at den ikke bliver alt for vandholdig og tung. Særligt vækstleren i mulden gør, at jorden kan suge en passende mængde vand og afgive det til rødderne. Pottemuld er derfor et rigtig godt udgangspunkt, og du kan så udbygge herfra og fx blande andet i pottemulden for at tilpasse det den enkelte plante.
Der findes utallige mærker af pottemuld, og et mærke som Champost laver rigtig godt pottemuld. Der er dog intet i vejen for bare at købe det billigste, du kan finde. Nogle gange har almindelige supermarkeder en sæk pottemuld på 10L til 15kr, hvorimod de dyrere mærker kan koste op mod 100-150kr.
Lav en god jordblanding
De mere krævende og/eller sjældne planter, såsom Alocasia og Calathea, vil rigtig gerne have en jord, som er lidt mere løs og veldrænet end almindelig pottemuld. Planten vil gerne holdes fugtig, men den er sårbar overfor for våd og tung jord, og selv muld kan blive for heftigt (vådt). De sjældne planter er særligt sårbare overfor vandholdig, tung jord, og der er derfor større chance for en glad plante, hvis du bruger en lettere jord, som ikke kan suge så meget vand til sig. Jeg bruger en blanding af kokosmuld, plantemuld og perlite til langt de fleste af mine planter.
Kokosmuld
Kokosmuld er et forarbejdet restprodukt fra kokosnødder, og det købes ofte sammenpresset i små firkanter, som så vokser sig til en større klump muld ved tilsætning af vand.
Kokosmuld fås ikke ret mange steder, og det er også lidt dyrt, når du først finder det. Derfor er IKEAs pottemuld GENIALE. Det er 3 små briketter af sammenpresset kokosmuld, som du fylder vand i. Mulden svulmer op, og du har en god pose med 15 liter kokosmuld klar til at blive brugt. En pakke med 3 af disse briketter koster 29. 29! Tak til min veninde Sofie for dette tip.
IKEAs spireblokke (link).
Udover at blande kokosmuld i min plantemuld, blander jeg også de små hvide kugler, perlite i, og det har mine planter været glade for.
Perlite
Perlite er navnet på en lille vulkansk sten, og det bruges som jordforbedringsmiddel. Det er et miljøvenligt produkt uden salt eller tilsætningsstoffer. Ved at iblande perlite forbedrer du forholdet mellem vand og ilt i plantens rodnet – altså er det endnu en sikring i forhold til, at jorden er passende let, veldrænet og sund for din plantes rødder. Perlite er, ligesom kokosmuld, nogle gange svært at opspore i fysiske butikker, men kan let købes online. Jeg køber en pose med 10L til 35kr på Planta.dk (link).
30% pottemuld, 40% kokosmuld og 30% perlite
En rigtig god jordblanding af de ovenstående produkter er: 30% pottemuld, 40% kokosmuld og 30% perlite (det behøver ikke være præcist, jeg blander bare nogle håndfulde sammen).
Derudover kan du hjælpe din plante endnu bedre på vej med lecakugler i bunden.
Jordblandingen kommer til at se ca. sådan ud
Lecakugler er små, hårde kugler af brændt ler, og de lægges i bunden af din potte, før du hælder din jord i. De bruges som dræn, hvilket vil sige, at de hjælper med, at vandet langsomt drænes fra jorden, så du igen mindsker risikoen for, at planten drukner. En pose lecakugler koster mellem 35-90kr. De kan også købes i IKEA under navnet lerkugler (link).
En almindelig plantesæk, som du kan købe i Bauhaus mv., kan i nogle nødstilfælde bruges til stueplanter, men det er ikke en god løsning. Plantesækjord kan suge alt for meget vand til sig, og det indeholder samtidig næringstoffer/gødning, som kan svitse vores stueplanter. Det bør kun bruges til udendørsplanter.
Det er heller ikke en god idé at tage jord ude fra naturen og bruge til planterne. Jorden er for næringsfattig og tør, og du ved ikke, hvad der har været plantet deri tidligere.
Du er nu en jord-wizzard. Held og lykke.
Hvis du har et spørgsmål vedrørende planter, kan du skrive til Plantebrevkassen.
Mia N
3 reaktioner
Hej. Jeg er ved at dykke ned i at skulle omplante alle mine planter, og leder efter den bedste jord blanding.
Ville orkide bark også være en god mulighed at tilføje, eller som alternativ til kokosbark, da jeg har en enkelt orkide, og det virker som meget at købe 4L jord til en enkelt plante.
Hvis ikke, har du en god jordbehandling til selve orkideen, så den også vil trives.
Mente self kokosmuld og ikke kokosbark
Hej Laura 🙂 Ja, Orkidébark er også rigtig godt at bruge. En orkide kan generelt lide løs jord, så det kan være et mix af: pottemuld, kokosmuld, perlite, leca, orkidebark.