Daniel Craig viser sig igen fra sin bedste side – resten not so much
Jeg var i går tilbage i min elskede biograf Kennedy Arkaden i min hjemby, Aalborg. Jeg boede i 4 år lige overfor biografen, så jeg var derovre ca. hver uge – gerne i nattøj og gerne med bland selv slik fra mit arbejde i en slikbutik.
Jeg var med min søster inde og se den nyeste fra Bond-universet, No time to Die.
Jeg er vild med Daniel Craig som James Bond, og det var derfor med en vis film-tristhed over, at det er hans sidste i rækken, at jeg satte mig i biografen. Det skal siges, at jeg aldrig har gjort mig i alle de forrige Bonds, og jeg derfor ikke kan kalde mig hverken en sand Bond-fan eller en Bond-ekspert på nogen måder. Jeg hoppede dog på det hurtigkørende 007-tog med Craig i 2006, og jeg var dybt imponeret over den første i serien, Casino Royale. Den fik topkarakter hos mig.
Derefter er det gået ned ad bakke. De efterfølgende Bond film har, trods Craigs gode præstationer, været lidt noget rod. For mange karakterer, for mange personlighedsløse Bond-babes og for mange skurke med ar i ansigtet og dialekt. Jeg er stor fan af Christoph Waltz, der spiller Blofeld i Spectre og No Time to Die, men selv hans karakter er lidt meh.
ANMELDELSE
No time to die startede godt, og den første time var et glædeligt og rørende gensyn med Craig i rollen som den på én gang rå og følsomme Bond. Han er, efter min mening, perfekt i rollen, og han leverer dybde og personlighed. De efterfølgende to timer kedede mig desværre lidt, og filmen kunne være rundet af tidligere.
Kærlighedshistorien mellem Bond og Madeline Swann (Léa Seydoux) blegner kemimæssigt i forhold til Bond og Vesper (Eva Green) i Casino Royale. Skurkene Blofeld (Christoph Waltz) og Lyutsifer Safin (Rami Malek) holder lange halvkedelige monologer om deres geniale planer, men jeg kan nærmest ikke huske hverken talerne eller deres egentlige agendaer. Waltz spiller altid godt, og jeg var imponeret over svenske/danske David Denciks præstation som den russiske forsker Obruchev, men karaktererne i sig selv mangler noget dybde.
I filmen introduceres den første sorte, kvindelige 007, Nomi (Lashana Lynch), men begejstringen for diversitet og female empowerment daler hurtigt, da hun alligevel ikke kan løse problemerne og med glæde flytter sig for Craigs mandlige Bond, der er bedre til at redde verden. Hvad var pointen?
Alt i alt var No time to Die en lidt skuffende afrunding på Daniel Craigs Bond æra. Craig kan være overordentligt stolt af sin egen præstation og alt det, han har givet rollen, men resten af filmen løftes ikke rigtigt op i det forventede niveau. Filmen er scenisk smuk, der var tilpas slåskampe og biljagter, men dialogen var enten kværulant eller 90ér punchline-agtig.
Craig holder pladsen som min favorit Bond – men én mand kan ikke bære hele 007-universet alene.
IMDB: No Time to Die
Mia N
