Forskellige lysforhold og lidt om vækstlys
Når du køber en plante, er der på den lille plasticpotte ofte forskellige symboler, der henviser til plantens behov for vanding, temperatur, gødning og lys. Ved sidstnævnte ser du ofte enten en klar sol eller en, der er halvt dækket af en sky. Men hvad betyder det?
Planter har forskellige behov for lys, fordi de oprindeligt kommer fra forskellige miljøer. Nogle oprinder fra et miljø som det skandinaviske, nogle fra junglen, nogle fra mere tørre områder osv. De er derfor, fuldstændig som os, afhængig af nogle bestemte ting, som de har vænnet sig til – herunder lysforhold. Indlægget handler derfor om lys, da det er den mest afgørende faktor for din plantes trivsel.
Let there be light!
Lys til planter inddeles i fire forskellige kategorier, som jeg herunder vil gennemgå: Direkte lys (fuld sol), lyst indirekte lys, medium lys (skiftende lys/halvskygge) og minimum lys (skygge).
Direkte lys (fuld sol): Lyset, som kommer ind gennem et vest- eller sydvendt vindue. Lyset er det mest intense af de fire, og det kræver planter, der er vant til og elsker direkte sol, fx kakti, sukkulenter og Paradisfugl. Det kan også være diverse brogede planter, der har brug for meget lys for at opretholde variegationen i bladene (læs mere om variegation her).
Planterne i vindueskarmen står i direkte lys. De andre i indirekte lys.
Lyst, indirekte lys: Lyset fra solen gennem vinduet rammer ikke planten direkte, men er alligevel lyst. Det kan være lige ved siden af et vindue, lidt væk fra vinduet mv. Dette lys er det, som flest af vores planter trives i. Langt størstedelen kan nemlig ikke udholde direkte lys, men vil gerne have det lyst alligevel. Det kan være planter som Violinfigen, Monstera Delicisiosa, Calathea, Alocasia, palmer, Peperomia mv.
Et sted mellem direkte lys og indirekte lys
Medium lys (skiftende lys, halvskygge): Her tales om det lys, der er ca. midt i et rum, dvs. midt mellem vinduet og bagvæggen. Der er lyst i rummet, men ingen direkte lys fra vinduet. Dette lys er også eftertragtet af mange planter, såsom Dracaena, Philodendron, Indisk figen, nogle slags palmer og Svigermors skarpe tunge.
Medium lys
Minimum lys (skygge): Langt væk fra vindueslys eller ingen vindueslys overhovedet, som fx i nogle badeværelser eller kontorer. Minimum lys er det mindst foretrukne for planter, og det er kun nogle få, der kan trives i det. Jeg synes personligt ikke, du skal placere planter i skygge, medmindre du er indstillet på at stille planten hen til vinduet ind i mellem, eller du har et vækstlys.
Planter, der efter min erfaring godt kan klare at stå i minimum lys eller skygge, er Zamioculcas og Svigermors Skarpe Tunge. Jeg har netop nu en Indisk figen stående, som også klarer sig overraskende godt i min mørke entre.
Minimum lys
Jeg har på nedenstående billede illustreret de fire forskellige lysforhold.
Vækstlys
Hvis du gerne vil placere din plante et sted, der ikke lever op til kravene for lysforhold, så kan du bruge vækstlys. Vækstlys er kunstigt lys fra lyspærer, der ofte enten er hvidt, pink eller blåt. Jeg ved ikke nok om vækstlys til at skrive uddybende om dem her, men det kan være, jeg kommer til. Jeg benytter selv vækstlys i mine planteskabe med sjældne planter, og jeg har dem tændt i 4-8 timer dagligt især i vintermånederne. De er effektive!
Nord, syd, øst og vest
Sydvendte vinduer giver mest lys, herefter vestvendt og til sidst nord- og østvendt. Du kan bruge din kompas–app på din telefon til at lokalisere positionen.
Får din plante det rigtige lys?
Hvis du ser gule, slatne blade eller stængler, der er lange og ranglede og læner sig mod lyset, betyder det, at din plante ønsker mere lys.
Hvis du ser brune og visne spidser eller pletter på bladene, kan det tværtimod betyde, at din plante er solbrændt og får for meget sol.
Der er meget mere at nørde omkring lys og mange, der forklarer det langt bedre end mig, men nu ved du forhåbentligt lidt mere om lys. Din plante vil takke dig.
Hvis du har et spørgsmål vedrørende planter, kan du skrive til Plantebrevkassen.
Mia N
2 reaktioner
Tak for en velskrevet artikel. Jeg købte i år en busk busk til min terasse, som tydeligvis har fået for meget sol. Så meget at den ligner at den er ved at dø. Er der noget man kan gøre for den, eller skal jeg se mig om efter en anden?
Er der noget håb for, at den kan blive bedre til at klare solen fra næste år?
Mvh Jonas
Hej Jonas og tak for dit spørgsmål 🙂 Jeg ser det desværre først nu, det beklager jeg.
Det kommer meget an på plantens tilstand, om den kan reddes eller ej. Hvilken busk er det? Hvis du har lyst, er du velkommen til at sende billeder og yderligere beskrivelse til min Plantebrevkasse eller på miasplantevaerk@hotmail.com, så ser jeg nærmere på det.
Hvis planten er blevet solskoldet, så er det nok en plante, der generelt ikke egner sig til meget sol, og så vil den ikke blive bedre til at klare solen næste år.
Bedste hilsner, Mia N