Planter og alt det andet "værk",
der interesserer mig

Den forgangne uge: På opdagelse i Charlottenlund, min egen zoo, scoreforsøg og at køre den psykiske tank tom for benzin

I sidste weekend besøgte jeg min kollega, som har fået en fantastisk og smuk lejlighed i Charlottenlund. Udover at lejligheden i sig selv er charmerende, og den ligger i flotte naturomgivelser, så har min kollega også sans for kreativitet og indretning. Hvis hun ikke var terapeut, kunne hun sagtens være indretningsarkitekt. Det var derfor mere end fedt at se hendes hjem – det var også inspirerende for min kreative side. Nu har jeg lyst til at male og dimse! Hvilket passede perfekt med, at der lige dukkede et staffeli op i byttereolen.

Udover at servere lækre kager for mig (prøv Emmerys citronmuffin, alle! Den lyder ikke af meget, men den er så god), viste hun mig rundt i området. Vi gik gennem skoven ved Charlottenlund slot, vi plukkede posevis af græs og mælkebøtter til grisene, og vi (læs; jeg) svedte på far-måden, hvor ens skjorte bliver gennemblødt på trælse steder, man ikke har lyst til at fremhæve. Vi var derfor nede og soppe i vandet ved Fortet (Charlottenlund Strandpark). Selvom jeg har set mere af København og omegn på 3 år, end de fleste har på 10, så havde jeg ikke været der før. Det er så fedt at opdage nyt! Og det hjalp på far-sveden at køle fødderne.

 

 

I løbet af ugen har jeg kørt en dyrezoo for fem dyr i min lejlighed på 54kvm: 4 marsvin og 1 kat. Jeg passer nemlig marsvinene Lady og Captain og katten Cleo. De er alle mega søde dyr, og glæden ved dem opvejer, at min lejlighed er bombet (mere end min sædvanlige bombede indretningsstil).

Cleo har haft zoomies, stjålet godbidder og er mere kælen, end hun har været ved tidligere pasninger. Måske har hun vænnet sig mere til mig, måske er hun bare blevet mildere på sine ældre år. Ved mennesker bliver de ofte mere bitre med alderen – katte er naturligt bitre, så måske er der tale om en omvendt Benjamin Button effekt hos dem?

 

 

Jeg forstår ikke naturligt kattes signaler – tag mig op, sæt mig ned, her er mit røvhul, gå væk, kom – det er næsten ligesom de mænd, jeg har datet (pånær det med røvhullet, tak) – men jeg er god til de fleste dyr, og det er jeg også med Cleo. Vi tager ét underligt signal ad gangen. I dag har jeg købt en pose af noget mærkeligt kyllinggelé til hende, og selvom det er underligt som vegetar, så var det godt at forkæle hende og høre hendes insisterende høje smaskelyde, som hun gerne udfører LIGE UD FOR mit øre.

Grisene har holdt festival på mit stuegulv. Feriegrisen Lady kan på ingen måder med min gris Lama, men jeg har fundet ud af, at hvis Lady sover inde i et tæppe, er hun som en struds, der tror, hun er væk, og så kan de andre 3 løbe rundt sammen. Det kom der virkelig mange gode billeder ud af! De tester ivrigt mine grøntsager fra altanen, og grønkålen og salaten har fået flest point. Min hvidkål kan hoppe i havet.

 

 

Jeg har også været forbi en kvinde, jeg kender gennem Instagram, og købe sjældne planter. Det er ret stort, når man er en plantenørd. Jeg glæder mig virkelig til at se dem vokse sig store, og tilfældigvis var der et lille væksthus til mit vindue ude i byttereolen, som de nu bor i. Der er et indlæg på vej om planterne.

 

Philodendron Florida Ghost

 

Arbejde har været godt og spændende med gode kolleger, også selvom der har lugtet af rødkål på gangen hele ugen. Ifølge min kollega lugter der af rødkål, når der ligger døde mus et sted, så jeg håber virkelig, der bare er nogen, der har brugt julemad i et rollespil med en patient, mere end at vi arbejder på en musekirkegård. Derudover er jeg i gang med at lære en ny terapimetode mod behandling af overkontrol, som bl.a. dikterer, at jeg skal bede patienterne i en terapigruppe om at rejse sig og flappe med armene som en kylling. Jeg lyver ikke. Hvordan tror I, jeg har det med det? Det blev en meget stiv kylling med meget små vingeflap.

 

Da jeg hentede Cleo og kom slæbende fra min bil med kat, kattegrus og det hele i nattøj, stoppede en kioskmand mig og sagde, jeg var smuk, og om han skulle hjælpe med kattetingene. Jeg takkede nej, fordi jeg er mega stærk, og så ønskede han mig god aften og begyndte så at sige, at hans aften ville være meget bedre, hvis han måtte invitere mig ud. Det var ret sødt, men han havde lidt nogle opspærrede psyko-øjne, og det kunne tolkes som et udtryk for underlig smag, at han bagte på en svedende kattedame i nattøj.

I dag var der en p-vagt, der kom hen til mig, da jeg parkerede, for at sige, at min lilla bluse matchede min lilla bil, og at begge var meget smukke. Jeg ved ikke, om han komplimenterede mig eller Blommemor (min bil), men han inviterede mig også på kaffe. Jeg har virkelig været slidt, træt og makeupfri ved begge interaktioner, så det var lidt underligt, men også sødt og livsbekræftende. Point for mennesker, der tør at være direkte, selv med psykoøjne  

 

 

I løbet af ugen, trods mange gode oplevelser, blev jeg fuldstændig udmattet, og som min søster skrev, så er jeg dårlig til at stoppe, når legen er god: jeg skal altid køre tanken helt tom for benzin. Det med at kende sine grænser som introvert og sensitiv, når der er så mange ting, man interesserer sig for og gerne vil, kan være en udfordring. Så jeg har brugt de sidste 3 dage på at være dødstræt og trække stikket lidt efter arbejde. Weekenden er heldigvis helt uden planer og alene, udover dyreflokken, lige som jeg elsker det. Jeg har en kold pepsi max, hjemmelavet pizza og gyserfilm klar. Jeg har også fået pandekager, da det er mit nummer 1 selvplejemad. Jeg kan aldrig beslutte mig for, om de er bedst med syltetøj og sukker eller sirup, så de får bare det hele. 

Jeg har købt mad fra et nyt sted, Ramen to Bíiru Frederiksberg. Ramennudler i vegetarversion (dvs. uden svinekød og det der uhyggelige æg). Mit jyske hjerte hoppede et slag over, da jeg betalte 200kr for nudler, men ja. København. De var gode!

 

 

Nå ja, og så er jeg begyndt at se fodbold. Det har jeg aldrig gjort før, og nu kan jeg pludselig alle spillernes navne og glæder mig til kampen i morgen. Verserende identitetskrise. Der må flere pandekager til.

 

Rigtig god weekend derude!

 

Mia N

 

image_print

DEL

6 reaktioner

  1. What a week! Vi får aldrig Cleo hjem igen 😝❤️ Og du har altid været ild i dit nattøj 😘

    1. 200 f*cking kroner for nudler?! 😱
      Det var det, der chokerede mig mest i indlægget – ikke far-sved, kattedame eller psyko øjne 😂

  2. Godt gået, men bedst at få ladet godt op igen med pandekager. Jeg har samme dilemma som dig, men en af favoritter er også med bær og is. Det kan man aldrig blive træt af😊 Charlottenlund fortet er et virkelig hyggeligt sted. Det er dyrehaven også længere ude – har du været forbi der? Fantastisk om sommeren at tage lidt mad med ud. God weekend.

    1. Pandekager, bær og is. Det er jo så godt – det må jeg snart have! Ja jeg har været forbi Dyrehaven, men det er faktisk ret længe siden. Jeg tænkte også selv, at jeg må derud igen snart. Elsker alle træerne med store huller i og svampe på!

      Forsat god weekend til dig 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Relaterede indlæg

Mia N

Plantenørd, bonderøv og amatørblogger

Jeg hedder Mia, er 36 år og oprindeligt nordjyde. Jeg bor nu på Nørrebro i Købehavn på femte år med mine marsvin, kreative projekter, utallige planter, og jeg elsker det. 

Her deler jeg de ting, der optager mig, og som gør mig glad: alt fra planter og oplevelser i Danmark til gyserfilm og test af virkeligt underligt slik.

Velkommen!

Mia N

jeres favoritter
Udforsk
Støt planteværk (reklamelinks)

miasplantevaerk@hotmail.com

søg på bloggen
Søg