Idyllisk blomsterparadis med snævre gader og huse fra 1700-tallet kun 30 minutter udenfor KBH
En af de ting, jeg nyder mest ved at være selvstændig er, at jeg planlægger min egen arbejdstid. Jeg prøver ofte at fri om mandagen eller onsdagen, og hvor nogle fridage bruges på at restituere på sofaen eller altanen, bruges andre på små eventyr alene eller med mine nære.
brunch på cafeen Sidecar
I går fik min veninde og jeg først en god brunch her på Nørrebros cafe Sidecar. Der øsede ned udenfor, men vi tog chancen og kørte efterfølgende til Dragør. Det er nemlig lige nu, at Dragørs smukke kendetegn, stokroserne, blomstrer.
Dragør
Dragør er en lille by på Amager og en del af Dragør kommune i Region Hovedstaden. Den består af snævre gader med små gule huse fra 1700- og 1800-tallet, og det er virkelig gjort noget ud af at bevare det originale look. Husene har alle samme blå skilte, lignende vinduer og stokroser hele vejen rundt om.
Der er virkelig en stemning af gammel, dansk sommeridyl.
Den gamle bydel i Dragør, som er den smukkeste, består af 76 fredede ejendomme. Der ligger også 5 på Dragør havn lige udenfor den gamle bydel.
Vi var så heldige, at da vi kom frem, forsvandt de mørke skyer og regnen, og vi kunne gå rundt i de snævre gader i høj sol. Det var varm, dansk sommeridyl. Vi er begge glade for at tage billeder, og jeg fik snuppet mange med glade humlebier og en meget kælen, hvid kat.
Katten, der bare gerne ville vise mig sit røvhul
Dragør anbefales at besøge til en gåtur, fotografitur og is.
Vi er heldige med så smuk en lille perle i Danmark.
Mia N