Om tilhørsfølelse og kærlighed til et andet land, i mit tilfælde Thailand

Lige før jeg skrev dette indlæg, kiggede jeg på min countdown app på telefonen. Baggrundsbilledet viste en bountystrand i Thailand, og tallet derpå var 12, som står for antallet af dage, før jeg igen sætter mine fødder på Thailandsk jord. 12 dage og 3 år efter sidste rejse dertil pga. coronapandemi og langsomme rejserestriktioner i landet.

Min forventningsglæde er så stor, at den farver mit humør hver dag allerede, og jeg føler mig omkring 50% gladere end normalt (og jeg var altså glad i forvejen). Jeg kan ligesom mærke Thailand i hele min krop.

Den tætte luft, der giver mig far-sved på trøjen, de nasale samtaler på thai og ordet ”khap” (betyder ja, ok, tak), som taxachaufføren gentager igen og igen i telefonen, mens han kører vanvidskørsel med mig. Duften af krydderierne i maden og hosten over chili i halsen. Solen, stemningen, religionen og den på én gang kaotiske og fredfyldte stemning.

Jeg glæder mig ikke kun, fordi jeg skal på sommerferie, men fordi Thailand altid har føltes som mit hjem. Her sidder jeg med mit kridhvide ansigt, fregner og oprindeligt lyse hår og kunne ikke være mere farang (Thai ord for udlænding), og alligevel har jeg altid følt mig helt utroligt hjemme i elefanternes og phad thaiens land.

Jeg skulle for nyligt forklare følelsen til en engelsktalende ven, og jeg sagde, at jeg i Thailand føler mig mere capable*. Rammerne og måden, alting fungerer på, giver mere mening for mig end i Danmark. Jeg forstår det. Jeg forstår også alt i Danmark, men det føles mere indlært, end det føles nærmest sjæleligt. I Danmark er jeg ligeså kompetent, men alting kræver flere tanker og mere usikkerhed hos mig.

På trods af at straffelovgivning i Asien er en millard gange hårdere end i Danmark, føler jeg mig hurtigere en grad af straffet – udstillet, utryg, besværlig – herhjemme.

I Thailand er jeg mere i ro og bliver endda lille smule religiøs, når jeg omgives af buddhismen. Det nærmeste, jeg er, på at være religiøs herhjemme er, når jeg sætter mig i Marmorkirken og bliver rørt over dens æstetik. Eller når jeg takker Gud for, at jeg ikke døde, da jeg spiste 6 portioner ris a la mande den der juleaften i 2012. Det var tæt på.

Der er naturligvis også masser af ting, jeg ikke forstår ved Thailand, bl.a. landets korruption og deres behandling af dyr og hjemløse. Det er uundgåeligt i lande med så anderledes en kultur og (manglende) system. Ved ethvert land følger umulige rammer og omstændigheder, der clasher med ens værdier. Det undgås heller ikke i Thailand. 

I Thailand tror jeg på noget. Jeg bliver ramt af deres væremåder, og jeg kan blive helt ked af det, når jeg sidder i en hotellobby og udenlandske feriegæster skælder ud på receptionisterne, fordi de ikke kan tale godt nok engelsk, eller fordi deres holdning til tid er noget mere laissez faire end europæere. Herhjemme finder du ikke en større tidsnazi end jeg – jeg kunne ikke være mere europæisk – men i Thailand? Come what may. Bare det, der kommer, er mango sticky rice, og det kommer indenfor de næste par timer.

Måske er min kærlighed til Thailand bundet i, at det var første gang, jeg rejste rigtig langt væk som 21 årig, og jeg derfor følte den frihed, en tidsforskel og geografisk afstand fra hverdagen og forpligtelser kan give. På samme tid rejste jeg også i andre asiatiske lande i den periode, hvor jeg ikke havde samme følelse af at komme hjem, så der er et eller andet specifikt for Thailand.

Det er på én gang farverigt, roligt og skørt, og jeg elsker det. Jeg glæder mig til at komme “hjem”. Denne gang hvor jeg, efter 3 års aftenskole, også kan tale en lille smule Thai.

Har du et ”andet hjem” end Danmark?

Mia N

*i stand til/kompetent