Planter og alt det andet "værk",
der interesserer mig

De forgangne uger: fastelavnsboller, tatovering, farverige vægge og den store grumme corona

Lidt om de sidste uger i isolationsland på Nørrebro

 

Fastelavn starter i København omkring 1. januar, og fastelavn – eller rettere sagt fastelavnsboller – er mit navn. Indtil videre er min favorit vaniljecreme-udgaven fra Lagkagehuset. Min årlige fastelavnsbolletest er dog udsat på ubestemt tid, indtil jeg får min smagssans tilbage på fuld kapacitet fremfor de ca. 12% procent, jeg kan smage nu.

 

Brødkunstens fastelavnsbolle

 

Jeg er nemlig snart to uger inde i Covid19-land, og mit kridhvide ansigt og søløve-lignende jyske stemme afslører, at jeg er ret hårdt ramt. Ikke bare af coronasymptomer, men også lidt af corona-skam. Efter to år med konstante informationer om, at kun de ældre og svagelige bliver meget syge, så havde jeg forventet et lettere sygdomsforløb, når det blev min tur. Det hjælper selvfølgelig heller ikke på det, at nærmest samme dag jeg får en positiv test, der vurderes covid19 ikke længere som en kritisk sygdom, og restriktionerne ophæves. Min hals er, efter en uge med bronkitis-ish på crack, lidt fornærmet over timingen.

 

 

Jeg måtte sygemelde mig på arbejdet i en hel uge, og selvom jeg ikke nyder at være syg, så nyder jeg at være hjemme og alene. Når tiden er irrelevant, fordi man ikke skal noget, og hvor grisene (mine marsvin) tror, de skal have mad 400 gange om dagen, fordi jeg jo er hjemme, og det er en fest.

 

Busta lægger planer for at tigge mest muligt mad ud af mig

 

Det er dog altid forbundet med en ret høj grad af dårlig samvittighed, når man som psykolog og ”kritisk sundhedspersonale” (for at blive ved covid19 termerne) er væk fra arbejde og dermed må aflyse patienter. Når man brænder for at arbejde med mennesker, der er blevet svigtet mange gange, så er det sidste, man har lyst til, at være en mere i svigterækken. Ikke at en aflysning er svigt, men det er ustabilitet i et af de få rum, man som patient forhåbentligt har tillid til.

Forhåbentligt er jeg snart tilbage igen.

 

Hængepotter fra Byttereolen

 

Vægge i nye grønne nuancer

 

Både mit mad- og maleprojekt herhjemme er grundet ovenstående sat på hold, men jeg nåede rigtigt meget inden da, og mit hjem er nu endnu mere farverigt og hyggeligt. I Byttereolen har jeg fundet flere hængekrukker til mine planter, og i dag var der også en fin lampe. På mit bord står også flere små buketter af Koraltoppe, som jeg har fået af min veninde. Der er lys, farver og glæde i min gamle lejlighed.

 

 

I enhver træls eller sygdomsbefængt tid er der også lyspunkter, og et af mine har været, hvor mange søde mennesker jeg kender. Alt fra veninder, kolleger og bekendte har tilbudt at handle for mig, og jeg har fået både Kinder Pengui, Risifrutti, smertestillende og hostesaft kastet over min altan. Ingen har fundet det mistænksomt, at der er et drive by-apotek på min altan. Jeg bor trods alt ved siden af et værtshus, der indtil for nyligt havde plakater, der advarede mod at tage bat med søm i med ind.

I går fik jeg også en pakke fantastiske cookies med posten fra min veninde Rikke. Jeg kan kun forestille mig, hvor fantastisk de smager, når man har 100% smagssans, for selv på 15% er de eminente. 

 

 

Jeg har endelig fået lavet en tatovering, jeg længe har villet have. Da min første tatovering for 14 år siden endte med, at jeg lå besvimet på gulv i Thailand, var jeg virkelig positivt overrasket over, at denne nærmest ikke gjorde ondt. Til gengæld har det gjort ondt den efterfølgende uge, hvis det var min tatovør, der smittede mig med covid. Jeg har også fået flere huller i ørerne, så nu mangler jeg bare en ansigtstatovering og øgle-horn i panden, og så er jeg i mål. Hvis målet var, at værtshuset på den anden side af vejen skulle have plakater med mit ansigt på i stedet. Ej, næste rigtige projekt er bare at få min menneskelige hudfarve igen, fremfor blåhvid.

 

Ny tatovering: månefaserne

 

Det er et godt tidspunkt at være syg, for det vælter frem med gode serier. Lige nu ser jeg Pam & Tommy på Disney+, jeg har set Løvens Hule, Euphoria, Peacemaker og diverse reality foreslået af mine følgere på IG. Jeg er startet med The Real Housewives of Potomac, og jeg er fanget. Ligesom med de andre RHO-serier så handler det grundlæggende om rige amerikanske kvinder, der hele tiden bliver fornærmede over noget komplet idiotisk som at sidde i den forkerte stol, have en for lille seng eller spørge til nogens alder. Den slags smålighed er, ligesom gamle mænd, der tror jeg ikke kan parkere, min kryptonit. Og netop derfor er det så godt TV.

 

 

Nu vil jeg drikke min Panodil Hot (som smager af opløste vitaminpiller og benzin), tænde stearinlys og lade mig imponere over, hvor godt Lily James og Sebastian Stan ligner Pamela Anderson og Tommy Lee. Jeg glæder mig voldsomt til at kunne smage fastelavnsboller igen, lave chilifyldt mad og at kunne gå ture i KBH uden at blive forpustet efter 3 skridt.

 

God weekend derude! Må jeres være mere rask end min.

 

Mia N

 

image_print

DEL

2 reaktioner

  1. Get well soon🌺🌸🤞❤️ Det er noget lort- og man føler sig snydt fordi man har været forsigtig, fået alle stik og så bliver man ramt alligevel🤷‍♀️Vi skal spise fastelavnsboller på arbejde når smagen er back on track. Kram til dig❤️❤️❤️

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Relaterede indlæg

Mia N

Plantenørd, bonderøv og amatørblogger

Jeg hedder Mia, er 36 år og oprindeligt nordjyde. Jeg bor nu på Nørrebro i Købehavn på fjerde år med mine marsvin, kreative projekter, utallige planter, og jeg elsker det. 

Her deler jeg de ting, der optager mig, og som gør mig glad: alt fra planter og oplevelser i Danmark til gyserfilm og test af virkeligt underligt slik.

Velkommen!

Mia N

jeres favoritter
Udforsk
Støt planteværk (reklamelinks)

miasplantevaerk@hotmail.com

søg på bloggen