Planter og alt det andet "værk",
der interesserer mig

De mange forgangne uger: kreativitet, overbekymring og forspiringsabstinenser

Lidt om den sidste måned, der har været fyldt med kreativitet, sensitivitet og forårslys

 

Over de sidste par uger har jeg mistet min sexede søløvestemme, hvilket betyder, at jeg endelig er ved at komme mig over 3 ugers intens corona. Det blev altså ikke i denne omgang, at jeg fik indspillet mit R&B album. Til gengæld har jeg fornyet energi (hvis jeg altså husker at få en lur på 2 timer hver dag), og jeg hoster næsten ikke længere. Måske hovedsageligt fordi jeg fik udskrevet en inhalator mod astma, da jeg trak vejret som en, der aldrig har gået en tur i sit liv, men bare gamet i 2 år i en kontorstol med chips.

Sidstnævnte har jeg gjort, men det er mange år siden. Gode tider.

 

Med alle de daglige 2 timers lure efter corona er det dejligt, at jeg for nyligt friskede mit soveværelse op med maling og nips

 

Jeg har haft en masse gode oplevelser. Først og fremmest blev jeg modtaget så dejligt af både kolleger, ledere og patienter på mit arbejde. Det var en glædelig overraskelse, da patienter, der har oplevet meget svigt, kunne have grund til at føle sig svigtet af mit 3 ugers fravær fra arbejde. Tværtimod blev jeg mødt af: ”Hej Miiiia – lever du igen?” med glade stemmer.

Det mindskede den evige dårlige samvittighed, der er, når man er syg.

 

Jeg har startet mit madprojekt op igen, og jeg går mine daglige ture, som er godt for mit hoved og godt for Mofibo. Jeg har netop hørt BOX af Camilla Läckberg og er i gang med Fabian Risk-krimiserien af Stefan Anheim. Det er rart at være back on track i mine hobbyer. Endda med en ny ebogslæser, som jeg er forelsket i!

 

E-bogslæser fra Mofibo/Storytel

 

Jeg laver snart en opdatering på mit madprojekt, men jeg har siden sidst lært bl.a. at lave to salater med rosenkål, butter paneer, vietnamesisk agurkesalat og fattoush med halloumi.

Lige da jeg følte mig rigtig god til madlavning, ville jeg lave mad til min søster. Mine veggiefrikadeller, som jeg har lavet mange gange efterhånden, gik selvfølgelig helt galt, mens jeg stod og svedte panisk over panden. Hvorfor er det altid sådan, når man vil vise noget til andre? I stedet for veggiedeller blev det til en slags grå grus med rasp. Jeg tror muligvis, man kunne bygge huse med det. Heldigvis har min søster smagt både min veggielasagne og mine flødeboller, som jeg bør vinde priser for.

 

Hjemmelavet butter paneer

 

Jeg har også nørdet planter igen, og hvor har jeg bare savnet det. Jeg har aldrig lagt min planteinteresse fra mig, men manglende overskud og derefter corona gjorde, at jeg havde mindre energi til at passe planterne udover almindelig vanding mv. Jeg elsker, når jeg har tid og overskud til at nærstudere dem, behandle og pleje dem. Jeg har fået flere nye planter, herunder Syngonium Albo Variegata og Alocasia Sinueta, der ligner en Alocasia Dragon Scale på steroider.

Jeg har hygget med grisene (marsvin), der pt. har verdens største løbegård, og jeg har været på loppemarkeder. Jeg ELSKER at finde farverige vintagefund og lave outfits.

Når jeg tænker over det, har jeg oplevet utroligt meget: Lumagica i Rødovre, Gundsømagle Sø, Aboretet, biografen, Cisternerne og diverse gåture i smukke naturområder, fx Landbohøjskolens Have og Bispebjerg Kirkegård (nogle gange kan jeg ikke forstå, når jeg er træt, og så er det, jeg kommer i tanke om, at jeg er en duracellkanin efter eventyr).

 

Alocasia Sinueta

 

Fotogrisen Bagel

 

Alt er naturligvis ikke en fest, og jeg havde i forrige uge en svær oplevelse på arbejde, som satte sig i køen af tidligere oplevelser med samme tema: at blive vist mistillid på et helt ubegrundet plan. Jeg siger altid til mine patienter, at de skal være opmærksomme på og nænsomme mod deres ”triggere”. Vi har alle sammen nogle med os, som gør ekstra ondt at blive ramt på – det her er en af mine. 

Jeg har en høj moral og ender indimellem i udfordrende situationer, fordi jeg har svært ved at tie stille, når jeg vidner uretfærdighed. Når jeg oplever, at nogen ikke tror på mig eller tager mig alvorligt, gør det ondt. Jeg bliver med det samme vred og efterfølgende ked af det.  Jeg bliver overbekymret og usikker. Uden at gå i detaljer om situationen (tavshedspligt) tænker jeg, at mange af jer kender det tema og den reaktion.

Det har siddet i mig som en lille grå tristhed, som frihed, gode naturoplevelser, forårslys og bland selv slik heldigvis har varmet lidt. Dog har jeg skulle minde mig selv på, at sådan en oplevelse gør mig sårbar det næste stykke tid, så selv en lille ting pludselig føles fuldstændig uoverskuelig. Fx at træde på mit GHD glattejern til 1000kr, som skete i går. I dag holder jeg glattejernsbegravelse. 

 

 

Jeg arbejder på flere kreative projekter, bl.a. at lave navneskilte på træpinde til mine planter og farverige rosetter og papirguirlander som ophæng i mit hjem. Jeg har også en trang til at lære at lave fyldte chokolader, men jeg prøver lige at tage én ting ad gangen og ikke blive Panduros største kunde.  Jeg glæder mig vanvittigt til at kunne starte forspiring og den årlige proces med at forvandle min altan til en jungle af spiselige grøntsager. Lige nu er min altan støvsuget og vasket ned (undskyld edderkopper), så den er klar til at blive forårsagtig om et par uger. Jeg er i gang med at indsamle frø fra grøntsager, jeg gerne vil gro. 

Derudover kan jeg, om kun 19 dage, sætte fødderne i det hvideste sand og mest turkise vand på Maldiverne. Efter 2,5 år uden rejser til varme lande, er det helt uvirkeligt at tænke på!

 

Her ligger jeg om 3 uger! Sikkert med rød krebsehud og dårlig mave, men jeg ligger der!

 

God weekend, forår og forspiring til jer.

 

Mia N

 

image_print

DEL

2 reaktioner

  1. Jeg lo ad beskrivelsen “grå grus”, og fik lyst til at sende dig et knus på samme tid – er virkelig ikke fair af skæbnen at vise sig fra sin drilske side, lige den dag. Fandme typisk!

    Jeg tåler heller ikke uretfærdighed særlig godt og får også mindst tyve ideer så snart jeg indhalerer luften i Panduro.

    Så begge dele kender jeg alt for godt.

    God lørdag til dig💓.

    1. Tak for din søde kommentar 🙂 Dejligt ikke at være alene med selvmedlidenheden (grus), uretfærdigheden og kreativ shoppetrang! Rigtig god søndag til dig 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Relaterede indlæg

Mia N

Plantenørd, bonderøv og amatørblogger

Jeg hedder Mia, er 36 år og oprindeligt nordjyde. Jeg bor nu på Nørrebro i Købehavn på femte år med mine marsvin, kreative projekter, utallige planter, og jeg elsker det. 

Her deler jeg de ting, der optager mig, og som gør mig glad: alt fra planter og oplevelser i Danmark til gyserfilm og test af virkeligt underligt slik.

Velkommen!

Mia N

jeres favoritter
Udforsk
Støt planteværk (reklamelinks)

miasplantevaerk@hotmail.com

søg på bloggen
Søg