et bondegårdsliv i storbyen

En decemberdag i København

Om bus 5C, fede duer og kærlighed til vores hovedstad

 

Jeg sidder i bus 5C lige nu. Det er en af de mest travle og evigt fyldte busser i København. Det er også den, hvor man kan være heldig at få en julemand som chauffør, der fortæller vitser og digte over den skrattede busradio. 

Vi holder stille tæt ved Rådhuspladsen med retning mod Tivoli. Bussen spytter sin sædvandelige tomgangslyd ud, mens vi holder for rødt. Jeg er på vej til Det Kollektive Klædeskab på Bryggen, fordi de har det største udvalg af farverige kjoler og bluser. Mit mundbind sveder. Kulden udenfor har mødt bussens fugtige varme og har forårsaget et spontant svedoverskæg på mig. 

 

Nørrebrogade

 

Jeg kigger ud gennem det beskidte busvindue og prøver ikke at forestille mig, hvor mange børn, der har tørret deres snotfingre af i ruden. Jeg ser på Rådhuspladsen, på det gigantiske juletræ, der står foran, som faktisk er flot og fyldigt i år. Juletræernes svar på en Pantene-reklame. Der er en stor lyskæde på. Hyggen falmer dog lidt på grund af den meget overskyede hvide decemberhimmel. Og snotfingreaftrykkene på busruden. 

 

Juletræ i Jægersborgsgade

 

Der er mange mennesker på pladsen, og der er lige så mange, hvis ikke flere, ivrige halvfede duer, der flyver rundt om pølseboden. Og jeg elsker det. Rådhuspladsen, juletræet, duerne, pølseboden og selv den gamle mand i oversize teddyjakke, der to sæder væk i bussen, nedstirrer mig bag sit mundbind. Måske ved han, jeg gemmer på et solidt svedoverskæg bag mit. Måske er han imponeret. Måske flirter han. 

 

 

Bussen stopper nu, og efter at have kørt gennem indre København, stiger jeg ud i støvregn på Amager Boulevard. Der er betonblokke med ukendte firmaer i, og der er helt mennesketomt lige her ved stoppestedet. Et sjældent syn i København.

Der står en ensom, beskidt skraldespand bugnende med brugte mundbind. Jeg samler to op fra fortovet og smider dem i. 

Jeg tager en indånding og lægger mærke til, at jeg er glad. Ikke for brugte mundbind, eller at jeg nu ikke kan finde min håndsprit nederst i tasken, som jeg har døbt “Narnia-tasken”. Men glad fordi jeg er på Amager. Fordi jeg skal på Bryggen. Fordi jeg bor i København. En oase af muligheder og liv for en jyde fra Hjallerup, der i min opvækst havde ca. 3000 indbyggere. Her føles det nogle gange som om, der er 3000 indbyggere bare i min lokale Netto.

Jeg tror måske, Morten Spiegelhauer lige cyklede forbi. Jeg elsker Morten Spiegelhauer!

 

Magasin, Kongens Nytorv

 

Efter Bryggen tager jeg ind på Kongens Nytorv med metroen. Metroen minder mig altid om at rejse i Asien, hvor man står så tæt, at man altid får nogens kropsdele i hovedet. Forhåbentligt nogle af de bedre kropsdele. 

Jeg vil blande fudge på julemarkedet. Fudge til ca. 400kr pr. 100g. Måske lyver jeg og siger til den hollandske mand, der sælger det, at det er ”til hele familien”. Han ved ikke, at hele familien består af mig, min mund og min mave.

Fudgen ligger og sveder i plasticbeholderne, hvilket er mistænksomt i 4 grader, men jeg vælger at ignorere det og blande. Et gammelt ægtepar står i vejen ved flere af beholderne, uden at købe noget. Jeg løfter truende min blande-ske en lille smule for at signalere på en passiv aggressiv måde, at de skal flytte sig.  

Mint- og kokosfudgen er de bedste. 

 

 

På Kongens Nytorv bliver jeg ramt af let overvældelse. “Det er her, der sker ting”, tænker nordjyden i mig stadig efter fire år. Samme følelse får jeg, når jeg kører på H.C Andersens Boulevard (findes der nogen, der kan sige det uden at synge det med Nik og Jays stemmer?), forbi Tivoli og Rådhuspladsen. Tænk at jeg stadig kan være en starfucker efter 4 år. Men det er jeg. Ligesom jeg stadig er nyforelsket i byen. 

Jeg går ind på strøget bare for at forlænge mit eventyr lidt. Gamle lyskæder med store røde hjerter, vådt fortov, og en labradorhvalp, der ligger og slænger sig udenfor Mads Nørgaard på Strøget. En butik, jeg aldrig har sat mine ben i, da hvert stykke klæde koster en halv husleje. Jeg skynder mig at tage et billede af hunden og sende til min veninde, der elsker hunde mere end almindeligt. Hun skriver: “Tag den med“. “Jeg gør det”, svarer jeg.

 

 

Sidste stop på turen er den bedste del: Endestationen. Nørrebro. Tænk at jeg kan kalde det mit kvarter. Jeg er ikke en original Nørrebro-beboer, men mere en vildfaren Aalborgenser, der har været så heldig at lande her. Alligevel har kvarteret taget imod mig med åbne arme. Der er de gængse misbrugere, der står næsten lige udenfor min altan, som altid hilser på mig og siger noget med vejret. ”Hård modvind i dag!”. ”Blæst fra højre!” svarer jeg tilbage. Ingen af os ved, hvad vi egentligt taler om, men vi griner. Der er ingen blæst.

 

Der er manden, der ligner Johnny Bravo, der går forbi hver morgen med en chihuahua. Der er Lars, den venlige Hus Forbi-sælger. Der er lyskæder udenfor Stefanskirken. Der er 7-eleven med de bedste croissanter, men et personale, der er håbløse til at sende pakker med GLS. Der er skrald, folk, der synger på deres cykler, stress, liv og muligheder.

Der er Nørrebroparken, mit falafelsted, min gade. Der er min forventningens glæde, min tryghed, mit hjem.

 

Mia N

 

DEL

4 reaktioner

  1. Nej – man skál synge det med indre Nik og Jay stemme(!) hvis man er mellem 20 og 40 – ellers bør man opsøge læge.

    Dejligt lowkey-urban-everyday-life juleeventyr fra dig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Relaterede indlæg

Mia N

Psykolog, bonderøv og amatørblogger

Jeg hedder Mia, er 35 år og oprindeligt nordjyde. Jeg bor nu på Nørrebro i Købehavn på fjerde år med mine marsvin og utallige planter og elsker det. Jeg er uddannet psykolog og arbejder i psykiatrien. 

Her deler jeg de ting, der optager mig, og som gør mig glad: alt fra planter og oplevelser i Danmark til gyserfilm og test af virkeligt underligt slik.

Velkommen!

Mia N

jeres favoritter
Udforsk
Støt planteværk (reklamelinks)

miasplantevaerk@hotmail.com

søg på bloggen