Sammensæt farver og mønstre
Jeg elsker at gå med farver og mønstre, og fordi jeg køber næsten alt mit tøj i genbrug og Det Kollektive Klædeskab, så kan jeg også for små beløb eksperimentere en hel masse. Jeg kan afprøve, om farver fungerer til mig, og jeg går heller ikke så meget op i størrelser. Jeg har meget tøj, som er for stort til mig, men hvor et bælte om taljen kan få det til at fungere.
I min optik gælder følgende ift., hvis man gerne vil klæde sig mere farverigt: anything goes! I hvert fald mens man øver sig og sammensætter sine outfits. Undervejs kan man så have en mavefornemmelse eller indre stemme, der kommenterer og hjælper en på vej. Min siger fx nogle gange: “ej, det er for cirkus, det der” eller “det outfit går kun an, hvis du IKKE også har dine røde hummerformede øreringe i”.
Mia N