Stepford Housewives, Black Mirror og Midsommar har fået et velskabt kærlighedsbarn
Don’t Worry Darling (2022)
Genre: Drama, mystery, thriller
Kan ses på: kan aktuelt ses i biograferne
IMDB: Don’t Worry Darling
Jeg gik ind til filmen Don’t Worry Darling med ret lave forventninger. Jeg er normalt ikke meget til film, der er ”artsy” eller underlige med drømme-ish sekvenser, og derfor så jeg den mest for de to hovedrolleindehavere, Florence Pugh og Harry Styles, som jeg begge crusher på.
Måske var det netop de lave forventninger, der gjorde, at jeg blev meget positivt overrasket, men jeg var glad. Don’t Worry Darling var helt klart bedre end forventet. Meget bedre endda.
I filmen følger vi det unge ægtepar Alice (Florence Pugh) og Jack (Harry Styles), der lever det perfekte liv i 50ernes USA med flotte sportsvogne, hjemmelavet steg og sex på middagsbordet. Mændene tager på arbejde og tjener pengene, kvinderne kysser dem farvel og står klar med en sjus ved døren, når de får fri. Men den “perfekte” facade får lige så stille sprækker for Alice (Florence Pugh), særligt da hun ser sin nabo Margaret (KiKi Layne) opføre sig bizart og til sidst springe ned fra sit tag med en kniv mod halsen. Hvordan kan det ske i det perfekte område, The Victory Project, hvor der ingen problemer er?
Vi følger Alice, mens hun begynder at stille spørgsmål ved sine omgivelser, der udvikler sig fra det “perfekte” til det rædselsvækkende.
Fra første øjeblik fornemmes en uhyggelig stemning, der går langt ud over det at se en kvindeundertrykkende 50’er hverdag i 2022. Det “perfekte” liv virker hurtigt både kunstigt og utrygt.
Jack og Alice er forelskede, og deres forelskelse er troværdig. Deres samspil og dialog fungerer, og selvom Florence Pugh for længst har fastslået, at hun er en talentfuld skuespillerinde, er også Harry Styles nu budt velkommen i den klub. Han er en troværdig Jack, der er splittet mellem jobbets luksus og anerkendelse og sin kones mistede fatning og risikable evne til at tage det hele fra ham ved at skabe for meget postyr. Som seer mærker du nærmest hans stressniveau i egen krop. Det samme gør sig gældende for ubehaget i Pughs Alice, der på én gang virker forstyrret og som den eneste normale i byen.
Filmen udvikler sig langsomt i en mere og mere urovækkende retning, som er både intens og spændende. Jeg havde ikke regnet slutningen ud, og det er et succeskriterie i sig selv. Don’t Worry Darling vil ikke bare underholde, men også sende en vigtig besked om samfundets udvikling fra kernefamilier og forældede kønsroller til fokus på individet og dets ensomhed. Den siger noget om kærlighed og uærlighed, og om hvor langt mennesket er villigt til at gå for drømmen.
Det eneste, men ret store minus for mig, var de mange stønne-meditationslyde, der spiller igen og igen, samt nogle drømme-agtige sekvenser med balletdansende ben. De hjælpemidler var unødvendige og direkte irriterende. Jeg fik nok stønnelyde i Midsommar.
Alt i alt er Don’t Worry Darling en overraskende creepy perle, der har noget vigtigt på hjerte. Jeg havde virkelig ikke regnet med at elske den, men det gjorde jeg.
Mia N
