Søskendedrama og cenobites møder hinanden i den nye Hellraiser, og det er ikke en stor succes
Hellraiser (2022)
Genre: Horror, mystery, thriller
Kan ses på: Aktuelt ikke på nogen danske streamingtjenester, men forventes at komme på Disney+ i løbet af 2022.
IMDB: Hellraiser (2022)
Lad mig starte med at sige, at jeg sandsynligvis ikke er den bedste til at anmelde Hellraiser. Jeg har aldrig set den originale fra 1987 eller de mange efterfølgere. Jeg anmelder derfor fra et sted af Hellraiser-uvidenhed og med ydmyghed overfor den populære franchise. Lad os se, om min uvidenhed er god eller dårlig for min mening om Hellraiser (2022).
I Hellraiser følger vi den unge kvinde, Riley (Odessa A’zion), der bor med sin overbeskyttende bror Matt (Brandon Flynn) og et par roommates. Hun har et on/off pillemisbrug og et casual forhold med manden Trevor (Drew Starkey). Riley føler sig, til sammenligning med sin bror, som det sorte, ansvarsløse får, og hun tiltrækkes af muligheden for at tjene hurtige penge med Trevor. Han vil røve en container, der angiveligt indeholder en boks med værdigenstande.
Riley, splittet mellem ønsket om at holde sig på den gode sti og den forførende afhængighed, beslutter sig for at tage med. I containeren finder de et pengeskab indeholdende en lille mystisk boks. Pludselig bliver et umiddelbart skuffende tyveri til noget langt, langt værre. Riley må nu flygte fra rædselsvækkende Cenobites, mens hendes nærmeste forsvinder én efter en.
AnmeldelseHellraiser (2022) er for mig en blanding mellem et søskendedrama og en 80er gyserfilm, der er forsøgt gjort moderne med mere eller mindre vellykkede special effects og film-make up. En lidt bizar blanding, men i første halvdel af filmen fungerer den faktisk.
Odessa A’zion gør det godt som frisindede og plagede Riley, der gerne vil leve op til forventningerne fra sin bror og samtidig er tiltrukket de mørkere sider af livet. Hun er tilpas irriterende og likeable på én gang, og som seer holder du med hende. Historien er indledningsvist troværdig. Hvem ville ikke være nysgerrig på den lille, kobberfarvede dims, der ændrer form? Og hvem ville ikke forsøge at affeje syner af cenobites, aka uhyggelige robot-møder-havaborre-kvinder, hvis de havde et stofmisbrug?
Cenobites er indledningsvist fascinerende, og jeg er vild med de twistede, uhyggelige kødkostumer, som er deres kroppe. Det er bare ærgerligt, at de, trods det er dem, Hellraiser-universet bygger på, ikke spiller en særlig stor rolle i filmen. Udover at bringe lidt lækker gore på bordet, fungerer de mest som hviskende statister i baggrunden. Nogle gange mere akavede end uhyggelige.
Vi introduceres også for den overordnede historie omhandlende manden Voight (Goran Visnjic), der forsøger at opnå gudestatus ved hjælp af boksen. Den historie fungerer bare aldrig. Der er nogle udmærkede torturscener, men som seer, der ikke har set den originale Hellraiser, fattede jeg faktisk aldrig rigtigt, hvad det hele handlede om.
Hellraiser repræsenterer et univers, som jeg godt kunne blive fan af, og jeg skal have set de originale film. Hellraiser (2022) starter også overraskende godt og imponerer med Odessa A’zions skuespil. Den ender dog med at være forvirrende og faktisk lidt kedelig. En blandet fornøjelse og en usammenhængende remake af en, eftersigende, horrorklassiker fra 1987.
Mia N
