Da jeg i år skulle holde sommerferie i Danmark, ville jeg finde nogle gode endagsture rundt omkring i landet, gerne steder jeg ikke havde oplevet før. Jeg har derfor i månederne op til min ferie skrevet mange tips og anbefalinger ned fra kolleger og venner, som har boet længe på Sjælland.

En af anbefalingerne var at besøge Fredensborg slotshave, da jeg er så glad for natur og planter. Jeg elsker desuden også at køre i Blommemor ud på nye eventyr, og det er var en fin lille køretur.

I går var det solrigt og helt blå himmel (i øjeblikke), så jeg vidste, at det ville være en god dag til at tage på natureventyr. Jeg startede med at indstille min GPS/Tom Tom i bilen for jeg kan stadig overhovedet ikke finde rundt på Sjælland. Da jeg kom frem, greb jeg min telefon og valgte at diktere mine opdagelser og tanker undervejs.

Lidt Planteværk liveblogging. 

 

 

PÅ OPDAGELSE

Allerede når man bare nærmer sig Nordsjælland, er naturen forandret. Der er gigantiske grønne træer, og husene ligner store hvide paladser. Jeg synes at naturen og arkitekturen i Nordsjælland er helt fantastisk, men jeg synes ikke altid, at menneskene er det. 

Hver gang jeg er i Nordsjælland, oplever jeg situationer, hvor beboerne skælder mig ud over de mindste ting. I dag starter også med, at jeg bliver totalt nedstirret er to ældre ægtepar, mens jeg parkerer. De står bogstaveligt talt med åbne munde og glor på mig. At parkere, endda parallelparkere, er en af mine største skills, så jeg aner ikke hvorfor. Jeg har heller ikke paliettøj eller hat på. Er det mon Blommemors lilla farve, der chokerer dem? Eller at nummerpladen er blevet påkørt af andres anhængertræk flere gange og derfor ligner, at den har skudhuller? Jeg ved det ikke. Jeg vinker til dem, og det virker til at snappe dem ud af deres fordømmende trance.

Jeg er stolt af, jeg ikke gav dem fingeren, som jeg egentligt havde lyst til, men jeg arbejder med min road rage.

 

 

Jeg har netop parkeret og går nu mod Slotshaven, der først og fremmest er gigantisk. Jeg aner faktisk ikke, hvor jeg går lige nu, eller hvor jeg er på vej hen. Jeg følger bare en lang lang grussti og nyder lyden af gruset, der knaser under mine skridt. Ved siden af mig til hver side er der høje træer, og græsset er sirligt slået. 

På trods af manglende p-pladser og mange biler, er der ikke særlig mange mennesker herinde. Omkring 200 meter foran mig går et ældre ægtepar med en lille dreng i en meget selvlysende trøje på cykel. Point for farver. Jeg kan høre fuglefløjt og en let brise i træernes blade. Der lugter af nyslået græs. 

 

 

Der er ganske stille, hvilket er en stor forandring fra det Minds of 99-nummer, jeg lige hørte i bilen. Jeg begynder nu at kunne skimte store hvide paladser bag træerne. Jeg nærmer mig noget spændende. I mellemtiden er den lille dreng i selvlysende tøj standset på sin mikroskopiske cykel, og jeg kan informere om, at han også har en selvlysende blå cykelhjelm. Han må være klassens seje dreng.

Jeg er pludselig ankommet til et kryds af grusstier, hvor jeg til venstre kan se en lang passage med træer hele vejen langs, som stien i Kongens have på steroider. Nede for enden kan jeg igen se dele af et kæmpe hvidt slot.  Jeg bevæger mig denne vej.

Jeg vil tage et billede på vejen og fik først et af de skønne frontkamera selfies, der virkelig understreger alle mine hager. Værsgo.

 

 

Der er stadig fuldstændig stille og ingen mennesker, da jeg nærmer mig det store hvide slot, og til venstre ser jeg en indhegning. Må se om der er grise, heste eller får. Håber på får, tror på heste. Hov, gigantisk fallos lige foran mig.

 

 

Jeg nærmer mig indhegningen, og der står en stor og virkelig smuk hest. I øvrigt med de sejeste solbriller på. Jeg ved fra Skallerup Ridecenter, at det er nok nærmere er en maske for at beskytte mod mitter. Vi hilser på hinanden med et afdæmpet menneskesmil og mistænksomt hestesmil. 

 

 

Jeg er gået forbi enkelte personer på mit eventyr, og ingen hilser på hinanden. Det er lidt besynderligt for en nordjyde. Normalt når man er så få mennesker på et kæmpe sted, hilser man smilende på hinanden, da man så bekræfter, at man ikke er palle alene i verden. Måske kan man også blive venner og låne hinandens trailere. 

 

 

 

Jeg står nu i perfekt centrum midt på slotshavepladsen, som er noget af det største, jeg nogensinde har set. Der er meget få mennesker, himlen er fuldstændig skyfri, og jeg kan se hjørnet af et drivhus bagved slottet. Der skal jeg hen!

 

 

Jeg er ankommet ved højdepunktet på dagen, der er Den Reserverede Have. Den er kun åben for offentligheden ca. to uger om året, og jeg har ramt det rigtige tidsrum,  Jeg står oppe på en høj og ser ud over en bedårende have omringet af en lille vold fyldt med roser i massevis. For enden af grusstien jeg står på, kan jeg se vandet ude i horisonten.

Der går to gartnere rundt og plejer blomsterne, og de ser meget koncentrerede og professionelle ud. Jeg bliver pludselig meget bevidst om mit myggestik i panden, og min far-sved ned ad ryggen.

Det her må være den fineste plejede have, jeg nogensinde har set!  Ikke ét blad ligger forkert, og jeg forestiller mig, at nogen bliver pisket, hvis ét hjørne på en hæk ikke er i en ret 90% vinkel. Der er sjove, helt firkantede trætoppe, som ligner noget fra et syret eventyr.

 

 

Jeg bevæger mig nu hen langs en gammel romantisk murstensvæg, med planter og buske voksende op langs stenene. Jeg nærmer mig en lille åbning og er spændt på at se, hvad der er inde bag ved.

Jeg går igennem porten og kommer til den smukkeste lange port fyldt med planter, der vælter ned over. Der er små buske til hver side, hvor der er plantet jordbær i mellem, og så er der haver, haver, haver og bed med alverdens blomster og grøntsager. Her vil jeg gerne giftes. Altså med haven. 

 

 

Jeg ser rækker med gigantiske kålhoveder og sender en tanke til grisene. Ser bagefter rækkevis af lilla Georginer og sender en tanke til mig selv. Det er en af mine yndlingsblomster.

Det er åbenbart også her, de gemmer alle sommerfuglene og bierne, som har været forsvundet over de sidste par år. Det er kun fair nok, at de har indfanget dem til Dronningen.

Kålen er i øvrigt farvekoordineret. Smukt.

 

 

Jeg får øje på en hel have fyldt med vin og får straks Frankrig-fornemmelser og savner Alsace. Flere gange forestiller jeg mig, at dronningen pludselig dukker op, og jeg bliver bange for, om jeg ville huske at tiltale hende De og Dem. 

Mens jeg går rundt og fotograferer planterne som en vaskeægte turist, ankommer jeg til endnu en stor åbning. Jeg træder ind og ankommer til smukkeste på hele turen. Et gigantisk orangeri! Der er en stor firkant med 5 cm vand. En fuglepool? Fuglene må have en fest her.

Omkring orangeriet står der store vaser med citrontræer og andre citrusfrugter.

 

 

Der er ingen adgang i selve orangeriet, hvorfor jeg sniger mig langs vinduerne for at kigge ind. Jeg ser toppen af mange royale tomatplanter. Indenfor i orangeriet af væggen malet i en varm orange, der giver associationer til en sommerdag i Sydeuropa.

Bag ved mig er der en urtehave som har et genbrugstouch med gamle, rustikke vinduer, der bruges som drivhus. Ny åbning i hækken til venstre. Her er en have, der ville gøre selv Frederiksberg Have til skamme, og en smuk sø fyldt med åkander. Hvordan kan det her blive ved? 

 

 

Jeg går rundt om den lille sø og sætter mig på træbænken som en boss. Sidder her og tænker, at mine øjne snart er overvældede af alt den skønhed. Begynder også lige så stille at tænke på Vebbestrup softice.

Efterfølgende går jeg rundt i en labyrint, og jeg begynder at blive træt, men jeg må fortsætte lidt endnu. Stedet er er så gigantisk, at det nok vil kræve flere besøg for at få set det hele.  Jeg er nu fanget i labyrinten og må gå en runde mere for at komme ud. I det mindste kommer hækkene ikke til live som i The Shining.

Jeg vil lige så stille gå den lange tur tilbage gennem slotshaven til Blommemor, for jeg er træt, svedig og sulten.

 

 

På vej tilbage gennem haven opdager jeg, at de planter, der snor sig langs murstensvæggen ikke bare er typiske kravleplanter som efeu, men pæretræer. Store, fine pærer i grønne og røde farver. Jeg får voldsomt lyst til at stjæle en, men gør det ikke. I stedet opdager jeg en park med store omvendte U-hække, som jeg er nødt til at tjekke ud.

 

 

I den omvendte U-have er der flere mennesker end noget andet sted i Slotshaven. Gad vide om de også er blevet lokket på tilbagevejen af de underligt formede hække. Gad vide om der er nogle, der har gået rundt her i flere år uden at slippe ud, da man hele tiden bliver forført af nye smukke syn.

Mens jeg taler om dette, står jeg pludselig i en anden have med et lille bondehus. Jeg ved ikke, hvordan jeg er kommet herhen, men jeg kommer til at bruge 20 minutter på at fotografere sommerfugle og biler. 100 % det værd.

 

 

På den endelige tilbagegang til bilen, tænker jeg over eventyret i dag. Det har været over al forventning, og jeg har helt klart undervurderet skønheden og størrelsen af Fredensborg slotshave. Det må være noget af det smukkeste, jeg har set i Danmark! Selvom jeg ikke selv er så meget til den snorlige, kvadratiske plejning af haver, så kan jeg kun beundre det massive arbejde, der er lagt i det, og det ér virkelig smukt. 

Det har været en dejlig og vejrmæssigt heldig dag at tage på royal eventyr. Jeg er dog sikker på, at Slotshaven også viser sig fra sin bedste side på grå dage og i andre sæsoner. Jeg skal helt klart tilbage hertil og opdage endnu mere, og jeg har allerede tænkt på de første fem personer, jeg vil vise det her til.

Nu skal jeg have softice. Vi ses, Deres Kongelige Højheds planter. 

 

 

Mia N