Om at (nægte at) acceptere sine begrænsninger som introvert og sensitiv

– måske bare som et almindeligt menneske

Hjertebanken. Knude i maven. Anspændte skuldre. Klar til at løbe et maraton – et maraton af bekymringer, frustration og til sidst tristhed.

Den følelse får jeg regelmæssigt, og jeg prøver at acceptere, at den er en del af mig, både privat og i mit arbejdsliv. Jeg har før skrevet om, at jeg er både introvert og sensitiv. Måske klinger de begreber hult i nogles ører, da det er nogle poppede ord, der gennem mange år er blevet overbrugt. Det er min overbevisning som psykolog, at de bestemt findes, men egentligt er det lige meget, hvad vi hver især tror på eller kalder det. Faktum er, at vi alle har vores begrænsninger. Overskuddet, energien, begejstringen – det hele løber ud et eller andet sted, og grænserne for os hver især er forskellige.

Mine beholdere med ovenstående benzin er små. Mindre end Blommemors (min bil) benzintank. Jeg skal også tankes op, når jeg har kørt i ca. 5 timer.

Det sker igen og igen, særligt i mit arbejdsliv, enten at jeg er på behandlingskonference og får tildelt nye opgaver, eller at jeg sidder på mit kontor og skal organisere min kalender, at jeg mærker mine begrænsninger. For mig er det en stressfølelse, der viser sig ved, at min krop begynder at råbe af mig, gerne på den aggressive tyske måde:

HALT. JETZT IST ES ZU VIEL!

Mine øjne ser på alle de farverige rubrikker i min Outlook-kalender, der illustrerer, at dagene er fyldte, og jeg ikke kan presse én ting mere ind. Jeg skal presse én ting mere ind, for jeg arbejder i psykiatrien, og vi skal have et bestemt antal samtaler (og dermed ydelser) om dagen. Min grænse går ved 3. Over 3 patienter hver dag, hvor jeg oprigtigt og engageret kan lytte og forstå deres smerte, ellers bliver deres smerte min smerte. Min overbelastede smerte.

Hvis jeg havde et andet arbejde, var grænsen måske ikke ved 3 patienter, men i stedet 3 møder eller 3 paller, jeg havde pakket på en fabrik. Pointen er, at den er der – grænsen – og jeg hader den. For når jeg mærker den, kommer jeg i kontakt med, at der er ting, jeg ikke kan, selvom jeg gerne vil.

Jeg har igen og igen gået over grænsen, styret af ren stædighed, og alle, der har haft stress, ved følgende: don’t go there.

Den aggressive tyske stemme taler højere og højere, og den bliver så vant til, at du ikke lytter, at den begynder at råbe, bare når du har én lille bitte kaffeaftale på 30 minutter med en veninde. Hjertebanken tager til, jeg tænker og tænker, og så begynder jeg at høre techno i bilen. Det tog mig lang tid at indse, at det var, fordi det i den tilstand matchede adrenalinniveauet i min krop.

Jeg hader grænsen, fordi den giver mig følelsen af utilstrækkelighed. Jeg sammenligner mig med andre, der synes at komme igennem livet mindre påvirket af alting, og jeg ser andre med samme arbejde som mig, der kan se patienter som på et samlebånd og stadig være bragende dygtige. Jeg kan ikke. Mit niveau af engagement passer ikke med mit sårbare nervesystem, der råber af mig, hver gang jeg har lidt for meget på tallerkenen.

Med min personlighed og med mit arbejde har jeg ALTID lidt for meget på tallerkenen. Det er mine interesser, mine nysgerrigheder, mine passioner, der giver livet mening, men min egen krop bekæmper mig og siger, at jeg skal skrue ned.

Det sker også i mit privatliv, hvor mere end ca. 1-2 sociale aftaler om ugen giver mig pligtfornemmelser og hjertebanken, og jeg begynder at fantasere om at brække benene for at slippe ud af det. Selvom jeg elsker mine venner, familie, interesser, og det er ting, jeg gerne vil. Min krop og mit sind har andre planer.

Jeg er sur! Jeg føler, at jeg nogle gange bliver tvunget til at være doven, fordi jeg hele tiden er nødt til at restituere. Jeg elsker at restituere, men nogle gange ville jeg hellere bestige et bjerg! Eller se 3 veninder i samme uge og gå til foredrag og lære Thai og og og…

Jeg er træt af at mærke begrænsningerne og få de signaler så ofte. Også selvom jeg ved, at de kun prøver at beskytte mig, og at hvis jeg lærer at acceptere dem, kan de blive min bedste ven.

Jeg har grænser på andre punkter, som jeg accepterer og respekterer fuldt ud, og derfor forvolder de mig ikke ruminationer og frustrationer. Min grænse i forhold til uretfærdighed og at blive behandlet dårligt af andre, dem lytter jeg til og reagerer prompte på (nogle gange for prompte, vil billister i nærheden af mig måske synes, jf. road rage).

Men disse begrænsninger – dem, der fortæller mig, at jeg overarbejder, overengagerer mig i livet – dem skændes jeg med. Jeg skændes også med verden, der er indrettet med fokus på produktion, psykiatrien, der lever på ydelser, og min Outlook-kalender, der ikke kan presses med flere rubrikker.

Jeg ved, hvad jeg ville sige til mine patienter. Accept, accept, accept. Jeg kan ikke ændre på mit nervesystem, og jeg kan ikke, og vil i øvrigt heller ikke, ændre på min følsomhed. Det er den, der gør mig til mig, og til en dygtig psykolog. Den er min styrke og min kærlighed.

Men i dag er den min begrænsning, og i dag har jeg en personlig besked til den:

Fuck dig.

Mia N

Du kan læse mere om at være introvert her.