Rejseobservationer og tanker om medmenneskelighed

Indlægget er skrevet i flyet på vej hjem fra Maldiverne d. 19. april 2022.

”Hvor er de bare søde!” hører jeg ofte mig selv sige, når jeg rejser. Det er et taknemmeligt udbrud omkring, at et andet, fuldstændigt fremmed menneske har ofret eget velbehag for min skyld, fx stoppet op for at vise mig vej, spurgt om jeg vil ud at spise med dem, eller måske som tidligere i dag: hjulpet mig med at finde de pistacienødder, jeg tabte på gulvet i Malé lufthavn i Maldiverne.

Der er tale om gode, barmhjertige og spontane handlinger fra helt fremmede, der egentligt ikke havde nogen grund til at bruge af deres utålmodige rejsetid på mig, en bleg dansker, der ikke engang kan finde ud af at holde på sine pistacienødder.

Andres godhed

Måske lægger jeg mere mærke til andres godhed på rejser, fordi jeg selv er mere afslappet og derfor mere observerende. Måske er vi, når vi rejser, alle mere afslappede og derfor mere tålmodige og omsorgsfulde overfor hinanden.

Måske er det sådan, at når vi er langt væk hjemmefra og lidt på udebane, søger vi mere sammen. Mærker det menneskelige bånd med hinanden. Har overskud til at hjælpe med små ting, overskud til den gode stemning.

Omsorgsfulde rejsende

Nogle af de bedste oplevelser, jeg har haft med andre, har været på mine rejser.

Jeg husker helt tilbage, da jeg var 9 år og med min mor på Gran Canaria, og en fremmed familie prøvede at lære mig at svømme i poolen. Jeg husker, da de lokale på hotellet smurte mig ind i hhv. yoghurt og efterfølgende lagde tomater på mig, da jeg blev solskoldet (jeg har i 26 år villet google, om tomater rent faktisk heler forbrændinger, men er kommet fra det. Ved du noget?).

Jeg kan huske, da jeg og min veninde landede i New Delhi lufthavn som 21årige og ikke anede, hvordan vi kom hen til vores guesthouse, og en indisk mand gav os et lift og nærmest fungerede som en bodyguard for os i et land, hvor mennesker med lyst hår (min veninde) og blå øjne (mig) blev betragtet som filmstjerner, alle måtte røre ved.

Men især husker jeg alle de minder, jeg har, om at møde et menneske i et fremmed land for 10 minutter senere at føle komplet tryghed ved det menneske. Det sker altså ikke hjemme i Danmark, bare fordi jeg går side om side med nogen nede i Nettos grøntafdeling.

Det sker på rejser igen og igen. Vi springer meget af smalltalken, ”hvad arbejder du med”-kedsommelighederne over, og går direkte til: ”hvor er din yndlingsdestination?”, ”skal vi tage ud til det vandfald sammen?” og ”vil du passe på min taske, mens jeg går på toilettet?”. Jeg tror næsten, man kunne bede hinanden om en nyre, og det ville blive seriøst overvejet.

Jeg har haft mit livs bedste snakke med mine sidemænd på fly og med andre hostelgæster over tørt ristet brød. For slet ikke at snakke om alle de lokale, der har taget imod mig med åbne arme, gratis bananer og udflugter til lokale mango-haver og vandfald med deres familie.

Gad vide hvad det er? Jeg ved bare, at det er smukt, og at jeg lægger mærke til det.

Og ja, jeg kunne også tage den anden vinkel og skrive om, at på rejser oplever du også det værste ved mennesker. Deres utålmodighed i køen i lufthavnen, deres prutter i køjen over en på hostelet, den thailandske tjener, der dør af grin over, at man spiser alene, forurening, og den, for mig, værste: dyr, der ikke behandles godt.

Men nu, i rejseglædens og den Maldiviske afskeds melankoli, vælger jeg den anden vinkel: nemlig at medmenneskelighed er en ganske særlig ting. Den viser sig i utallige former, store som små. Af de små vil jeg nu hjælpe den spanske kvinde, der sidder på sædet ved siden af mig i flyet mod Abu Dhabi, med at slukke sin læselampe i loftet, der blænder hele række 36 HIJ.

Hun smiler nervøst og takker.

Mia N