Planter og alt det andet "værk",
der interesserer mig

Anmeldelse af festivalmad på Northside Festival

Veggieburger, tarteletter, brownie og mere. Hvad skal du glæde dig til på denne sommers festivaller?

 

Netop hjemvendt fra NS22 fyldt med minder om både koncerter, toiletkøer og ikke mindst mad, vil jeg lave en gennemgang af de forskellige godter, jeg boltrede mig i i Eskelunden. Jeg forestiller mig, at mange af spisestederne er gengangere på de forskellige festivaller over den danske sommer. Så her er lidt at glæde sig til!

 

 

Tarteletter fra Hanegal (jeg kan ikke huske prisen)

Selvfølgelig var tarteletter det første, jeg skulle have på festivalen, da det er min YNDLINGSMAD. Det fandt sted i boden med det sigende navn ”TARTELETTER”, hvor der var en god kø i gang. Du kunne bestille ”én stor tartelet”, hvilket gav mig forestiller om en gigantisk muslingeskal med non-høns i asparges. En forestilling, der ikke var helt så ringe endda.

Desværre skuffede retten lidt, da der slet ikke var nogen tartelet, men i stedet en slags butterdejsfirkant, der lå ovenpå den hønsefrie aspargessovs. Det var smart i forhold til at være praktisk, men det var også lidt blasfemisk.

Overordnet smagte retten ganske fint, om end lidt ekstra salt og en ægte crispy tarteletskål havde gjort underværker.

 

 

 

Pizzaklapper fra Gorms Pizzabar (DKK 85)

Igen et smart koncept ift. at få et stort slice pizza on the go, og hvor fulde festivalgæster lettere kan ramme deres munde og ikke øjne, hår og andre forbigående. Der var ikke en stor kø, og det var også tillokkende. Det siger måske også noget om, at mange ikke tør bevæge sig ud i en pizza, der klapper, men det gjorde vi. Vi fortrød det ikke. Vi valgte en ”Denny Special” med kartoffel og gedeost. Det yderste af pizzaen, skorpen, var lidt for hård og tør, men efter de første to bid nåede du det gode sted, hvor smag og konsistens gik op i en højere enhed. Bravo.

 

 

 

Meyers Veggie Wonder Burger (DKK 95)

Tæt ved Astrascenen var der altid 3 lange køer, som tilhørte Meyer-boden, der solgte 4 smukke retter: Veggiecurry, veggieburger, kanelsnurrer og noget, jeg ikke kan huske. De lange køer endte med hypnotiserede festivalgæster, der gik lykkeligt rundt med kæmpeburgere i hånden og fristede os andre. Jeg måtte være en del af den fest.

Veggieburgeren med en ”flækærtebøf”, vesterhavshost og chilimayo var fuldstændig fremragende. Crispy brød (måske surdejsbrød?), god ”bøf”, god mængde salat og perfekt mængde snade (dressing). Hvis det ikke var for de gigantiske køer, havde jeg helt klart fået veggieburgeren flere gange.

Vi giver den op for vinderen!

 

 

 

 

Meyers kanelsnurre (DKK 30)

Nu kommer jeg lige fra at spise Cinnabons i Abu Dhabi lufthavn, og det er svært at se bort fra, at alle andre kanelsnurrer- og snegle ikke har tilnærmelsesvis nok snade (aka frosting-glasur-kanelsmørelse-godhed) som den, men jeg forsøgte. Meyers kanelsnurre gjorde det godt! Den duftede fristende ud over hele festivalpladsen, den havde en passende størrelse, var blød og smagte godt. Den havde gjort det endnu bedre med 20% mere snade (who am I kidding? 40%).

 

 

 

Meyers brownie (DKK 20, hvis jeg husker rigtigt)

En lille brownieklapper, hvis vi skal blive i terminologien, som var lige til at tage med hen og besvime på græsset. Brownien var super svampet, fyldig og smagfuld, og den lille stribe karamel ovenpå var kun for at spille smart. Og det virkede.

 

 

 

 

Tarteletter fra Martin Ib/Plant Mate (3 stk. DKK 85)

Hvis der er to tarteletboder på en festival, jamen så skal jeg prøve to tarteletboder. Her var vi endelig hjemme i gode gamle mormors køkken med 3 stks klassiske luksustarteletskåle med fyld. Det smagte godt, og som det skulle. Tarteletterne havde dog ikke fået helt nok tid i ovnen, og igen: hvor er min salt?

Alt i alt en god oplevelse, men den kunne have været bedre.

 

 

 

Sticky fries fra Martin Ib/Plant Mate (DKK 45)

Fritter skal der til, og Plant Mate opfyldte det behov for mig. En god størrelse bakke med halvfede pomfritter, som alligevel var sprøde, smagfulde og lækre. Tilpas mængde chilimayo ovenpå, der også smagte virkelig godt. Fritterne fik mange misundelige blikke fra vores fremmede sidekammerater ved langbordene, og det kunne jeg godt forstå. 

 

 

 

Rigtig god festivalsommer med masser af god mad derude!

 

Mia N

 

 

image_print

DEL

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Relaterede indlæg

Mia N

Plantenørd, bonderøv og amatørblogger

Jeg hedder Mia, er 36 år og oprindeligt nordjyde. Jeg bor nu på Nørrebro i Købehavn på femte år med mine marsvin, kreative projekter, utallige planter, og jeg elsker det. 

Her deler jeg de ting, der optager mig, og som gør mig glad: alt fra planter og oplevelser i Danmark til gyserfilm og test af virkeligt underligt slik.

Velkommen!

Mia N

jeres favoritter
Udforsk
Støt planteværk (reklamelinks)

miasplantevaerk@hotmail.com

søg på bloggen
Søg