Planter og alt det andet "værk",
der interesserer mig

Gendyrk dine grøntsager

Fra rest til grøntsag på ny

 

Jeg lagde for nyligt nogle stories ud på Instagram om to salathoveder, som jeg gror i min vindueskarm, fra rester. Flere spurgte ind til, hvordan jeg gjorde, så her kommer en lille guide.

Det er utroligt let og ret hyggeligt at kunne genbruge sine grøntsager. Jeg gør det særligt, fordi jeg har marsvin, som er evigt sultne og elsker alt grønt, men også fordi det er bæredygtigt og gratis.

 

 

Du kan genbruge følgende grøntsager og rodfrugter: salat, kål, gulerødder, radiser, porrer, forårsløg, bladselleri, kartofler, søde kartofler, ingefær.

 

Fremgangsmåde:

Salat, kål: Tag den lille rest af din grøntsag, som du normalt smider ud, fx den hårde stub fra et salathoved, og sæt den i en skål eller glas halvt fyldt med vand. Vandet skal nå lidt op over stubben, så salaten kan slå rødder, og du kan bruge tandstikker eller andet til at holde stubben i vandoverfladen. Placer på en solrig plads, fx i vindueskarmen. Skift vandet med få dages mellemrum. Når stubben begynder at danne nye salatblade, kan du plante den i en potte med jord.

 

Kartofler: kedelige og rynkede kartofler behøver ikke blive smidt ud. Du kan lægge dem et mørkt sted, og de vil langsomt begynde at spire. Plant dem herefter ud i et bed eller en krukke.

Rodfrugter (gulerød, rødbede, persillerod, pastinak), bladselleri, forårsløg, porre: Tag igen rest-stubben og placer den på en tallerken med lidt vand. Skift vandet med få dages mellemrum. Efter nogle dage til uger vil den den – afhængig af hvilken grøntsag det er – enten danne rødder eller danne toppe (fx gulerodstoppe), og når de er et par cm. lange, kan du plante dem i en potte med jord. Du kan også plante stubbene i jord fra starten af. Det er lidt forskelligt, hvad der fungerer bedst for den enkelte. 

 

Efter få uger vil grøntsagerne vokse på ny, og du (eller dine marsvin) kan spise løs*!

 

 

Det er min erfaring, at de “gengroede” grøntsager ikke har så meget smag som den originale grøntsag, hvis den kun er groet i vand. Husk derfor at tilsætte lidt gødning, når planten er i jord. Jeg bruger universalgødning, helst økologisk gødning fra Substral. En billig tomatgødning fra Netto kan dog også sagtens klare jobbet.

Du kan også genbruge dine krydderurter, fx basilikum og persille, ved at placere dem i de indkøbte plasticpotter i vindueskarmen (eller omplante dem i større potter) og vande dem regelmæssigt. Inden længe vil der vokse nye fine stængler og blade op.

Ved basilikum kan du også let tage stiklinger og lave nye planter. Klip enkelte stængler af, fjern nogle af bladene og sæt dem i vand. Når der er et par cm. rødder, kan du plante dem i jord.

 

 

Du kan også genbruge stenen fra avocado og gro en avocadoplante – dog kommer der ikke avocadoer ud af det i Danmark. Du kan læse en guide til det her: DIY: avocadoplante.

Hvis du vil læse om almindelig forspiring af grøntsager, kan du gøre det her: Forspiring af grøntsager: trin for trin

 

Det pynter altså virkelig i en vindueskarm med flotte, grønne grøntsager. God fornøjelse!

 

Mia N

 

*Marsvin må ikke få løg, herunder porrer og forårsløg

 

image_print

DEL

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Relaterede indlæg

Mia N

Plantenørd, bonderøv og amatørblogger

Jeg hedder Mia, er 36 år og oprindeligt nordjyde. Jeg bor nu på Nørrebro i Købehavn på femte år med mine marsvin, kreative projekter, utallige planter, og jeg elsker det. 

Her deler jeg de ting, der optager mig, og som gør mig glad: alt fra planter og oplevelser i Danmark til gyserfilm og test af virkeligt underligt slik.

Velkommen!

Mia N

jeres favoritter
Udforsk
Støt planteværk (reklamelinks)

miasplantevaerk@hotmail.com

søg på bloggen
Søg