Et surrealistisk, barnligt og dog imponerende festfyrværkeri
Jeg var i fredags i biografen med min gode veninde og se The Suicide Squad. Jeg havde absolut ikke høje forventninger til den, da den forrige fra 2016 stank, men jeg elsker superhelte-adrenalinsusende film, og jeg var i højt humør. Jeg er altid glad, når jeg er sammen med min veninde, og vi havde både fået god mad og blandet slik inden, så med god stemning havde filmen de bedste betingelser for at imponere mig.
Og det gjorde den.
Filmen lægger lige fra start an til adrenalin, vold og humor, og der er gode og sjove dialoger mellem antiheltene. Harley Quinn (Margot Robbie), Captain Boomerang (Jai Courtney) og Rick Flag (Joel Kinnaman) er gengangere fra forrige film, men ellers møder vi nye karakterer. Særligt Bloodsport (Idris Elba) spiller en ny og dominerende rolle i filmen, og han gør det, som han altid gør, godt. Måske gør han det egentligt ikke altid godt, nu jeg tænker mig om, men jeg er forblændet af hans skønhed.
To nye karakterer, som jeg personligt lige så godt kunne have undgået, er hajmanden Nanahue (Sylvester Stallone speaker) og rottedamen Ratcatcher 2 (Daniela Melchior), sidstnævnte kunne dog få lov at blive grundet min forkærlighed for gnavere. Jeg får lidt Jar jar-binks vibes af Nanahue, der er dum og kun siger énstavelsesord. Hvornår lærer instruktører, at vi ikke behøver en falde på halen-karakter for at gøre en højspændt actionfilm, der i forvejen er fyldt med humor, sjov?
Til gengæld introduceres vi også for Peacemaker (John Cena), og ham var jeg fan af! Ligesom i Trainwreck (2015), hvor han spiller overfor Amy Schumer og hele tiden kommer med homoerotiske kommentarer (se den film udelukkende for biografscenen!), er han i Suicide Squad virkelig sjov.
Margot Robbie som Harley Quinn imponerer som altid. Er der noget, den kvinde ikke er dygtig til?
Jeg er ikke kæmpe fan af Harley Quinn-karakteren, da jeg synes, hun portrætteres for teatralsk, barnlig og overspillet, men alligevel formår hun at få en til at holde med hende og i enkelte scener føle med hende. Jeg er imponeret over, hvordan hun i enkelte scener kan skinne igennem med noget følsomhed bag the cray, som gør hende troværdig. Derudover KICKER HUN ASS i slåsscenerne. Ja tak!
Monsteret/fjenden i filmen er.. ja, en gigantisk tuttifruttifarvet søstjerne. Og alligevel fungerer filmen. Det siger noget.
Jeg grinede, elskede voldsscenerne og var underholdt hele vejen igennem. Den har en let Guardians of The Galaxy-vibe og er instrueret af samme instruktør, James Gunn.
Jeg stod mellem 3,5 og 4 popcorn (ud af 5), men jeg er i godt humør, og jeg har sommerferie, så den får sgu:
Mia N
