Byd velkommen til Captain, som jeg passer for hans søde madslave Cecilie. Captain kommer til at flytte ind her i Pigs’ mansion på Nørrebro i den nærmeste fremtid.
Captain er en kastreret California hangris (marsvin), som bor med sin kæreste Lady.
Lady har desværre en knude, som kan gøre, at hun ikke bliver så gammel, som man som marsvineejer altid håber på. Når hun en dag ikke er her mere, skal jeg overtage Captain, som skal bo med mine to piger Lama og Bagel.
Captain er en af de mest charmerende, sjove og rolige grise, jeg har mødt. Han møder simpelthen verden med tillid, hvor mine piger møder verden med “VAR DET EN LYD? ÅH NEJ, SIG MIG, DET IKKE VAR EN LYD?” (Lama er af natur til den nervøse side, og Bagel er helt ny her hos mig, så hun skal lige vænne sig til, at jeg ikke er ude på at snigmyrde hende). Captain er altædende, og han er allerede forsøgt at spise min blå vintagekjole, min sofa og Lamas bagdel.
Derudover er Captain og Lady nogle af de smukkeste grise, jeg har set. De får lidt mine teddygrise til at ligne forvokset navleuld. Undskyld for billedet. Navler er uhyggelige.
Captain kommer nok til at skifte navn her hos mig, måske til Panda?
Følg med i Captain og Ladys eventyr på min instagram eller herinde.